Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Almuemaal taltes endnu ved Aar 1800 af Bondebefolkningen i Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den vendiske i Vagrien blevet fortrængt af tyske
Indvandrere.
Af særlig Vigtighed for Grænsebestemmelser
er Nationalitetsnavne, anvendte som Tilnavne
og forekommende som Forled i Stednavne. Som
Tilnavne gives de Indvandrere af fremmed
Nationalitet og Medlemmer af Stedets oprindelige
Nationalitet, naar denne er i Færd med at
forsvinde. Vi finder i Egnen S. f. Danevirke og
Slien gennem alle Tider usædvanlig mange
Tilnavne Dehn (Dene, Däne). Ogsaa
Holste og Frese forekommer hyppigt. I
Stednavne optræder Nationalitetsnavne i
Grænseegne og i Kolonier, samt i Enklaver, hvor
Rester af en døende Nationalitet holder sig. Ved
den vendiske Grænse ligger Wentorf, Naboby
til Haby, der, som Navnet viser, er en dansk
By. Danskerne og Venderne har altsaa engang
boet Dør om Dør. Arens Herreds Nordgrænse
dannes af Jydebæk; i dette Herred laa tidligere
et Jydeby (1391: Judhbu). Ved Bredsted har der
ogsaa været et Jydebæk. Frese optræder
ligeledes flere Gange i Stednavne.
Men her støder vi paa den Vanskelighed, at
Jydebæk, Arens Herreds Nordgrænse, ikke i
historisk Tid har dannet Nationalitets- og
Sproggrænse. Der taltes jo, som vi har set, endnu
ved Aar 1800 Dansk til Slesvig, der ligger ved
Arens Herreds Sydgrænse, og engang i fordums
Dage naaede jo dansk Nationalitet lige til den
vendiske Grænse. Der har altsaa i forhistorisk
Tid imellem Wentorf og Jydebæk boet et Folk
med dansk ell. nordisk Sprog, som ikke regnede
sig selv for Jyder. Vi ved ikke, hvad det har
været for et Folk. Men der er adskilligt, der
tyder paa, at det har været Svenskere, en sv.
Indvandring fra Vikingetiden, der staar i
Forbindelse med Svenskernes Erobring af Slesvig
By (se Gnupa). Vi finder Forled i Stednavne
i disse Egne, som ganske ligner Sveriges to
Folkenavne: Svesum (nu: Svesing) ved Husum
og Götheby ved Slesvig. Svesum synes
bestemt at være givet af Friserne. Stednavne
paa -sum er overordentlig almindelige paa de
frisiske Øer, i Ejdersted og til Dels i
Ditmarsken. Man kan indvende, at Forleddet Sve-
og Gøte- træffes fl. andre Steder i danske
Stednavne, men her i denne Strimmel træffes
baade Sve- og Gøte- i Selskab med Jyde-,
Frese- og Vend-. At det er en
Omstændighed, der giver Vægt, synes ikke godt at kunne
betvivles.
Saa snart Talen bliver om Dialekternes
Opstaaen, melder sig naturligt Spørgsmaalet: »Har
vi nogen Tid talt ens i hele Danmark? Hvor
tidlig er Sprogets Forgrening begyndt?«.
Svaret vilde være let, hvis vi blindt turde stole paa
det litterære Sprog. I det ældste Tidsrum er
Sproget i samtidige Runeindskrifter ens i hele
Danmark, ja i hele Norden. Først henimod Aar
1000 bliver Dialekterne kendelige inden for
Nordisk, noget senere bliver de kendelige inden for
Dansk. I de ældste danske Haandskrifter (c.
1300) er tre Hoveddialekter tydelige: Skaansk,
Sjællandsk og Jysk. Skaansk har fjernet sig
mindst fra Oldsproget; Sproget i Skaanske L.
afviger ikke mere fra Norsk-Islandsk, end Fynsk
ved Nyborg afviger fra Fynsk ved Middelfart.
Men Erfaringen lærer, at
Uoverensstemmelsen mellem Talesprog og Skriftsprog kan være
stor. Selv om vi vil antage, at de første
Runeristere har været Danske, der har formaaet at
gengive deres Sprog korrekt, saa er der kun
ringe Sandsynlighed for, at Forsøg paa bar
Bund ret mange Steder ell. ret lang Tid har
gentaget sig. Snarere maa vi antage, at
Runeristningen tidligt er kommen ind i Spor, der
i Forvejen var traadte, og vedblivende har fulgt
dem. Jo større Færdighed Runeristeren
opnaaede, des naturligere maatte det falde ham
at fastholde den Sprogform, han tilegnede sig,
da han lærte Runer og Runeristning. Hensynet
til Læserne maa have gjort sig gældende.
Runerne ristedes paa Stokke og Trætavler, der ved
Sendebud førtes over Landene. Skriftsprog
læses lettest og forstaas bedst, naar de har den
for Øjet tilvante Skikkelse. Vanen og
Omstændighederne maa have samvirket til Dannelsen
af et konventionelt Skriftsprog. Islænderne
kaldte dette nordiske Fællesskriftsprog Dansk
Tunge, vel Efterligning af lingva latina, Latinsk
Tunge. Om Dansk Tunge i Bet. Nordisk
Sprog har været brugt i Danmark, er højst
tvivlsomt. Ælnoth (c. 1100) nævner Dansk, Norsk
og Islandsk som tre sidestillede Sprog. Saxo
bruger Dansk Tunge som Modsætning til
Norsk. Han fortæller, at Nordmanden Erik den
Veltalende sendte to Mænd, der var godt
hjemme i Dansk (duos danicæ facundos linguæ),
til Danmark som Spioner. Saxo har altsaa ikke
levet i den Forestilling, at Dansk og Norsk var
omtr. et og det samme. Der er meget, der
tyder paa, at Runesproget er uddannet i
Danmark, at det derfra har udbredt sig til det
øvrige Norden, og at det derfor har faaet
Navnet Dansk Tunge.
Skriftsprog er konservative. Det Billede, de
giver af Talesproget, er i Reglen temmelig
unøjagtigt. Forandring i Talesproget kan give sig
Udslag som Usikkerhed i Skriftsproget; men
Usikkerheden i Skriftsproget afgør ikke, hvor lang
Tid der er hengaaet, efter at Forandringen
indtraadte i Talesproget. Men nogen Oplysning
om Talesprogets Beskaffenhed og dets
Forhold til Skriftsproget tilflyder os dog ad litterær
Vej. Paa to bornholmske Runestene (c. 1100)
er hjælpe stavet uden h. Omvendt har en
Glosesamling (c. 1300) ferrum, hiern, og et
Tilnavn Jernhoved skrives 1277 baade
Jærnhouoth og Hiærnhowoth. Vi tør af denne
Usikkerhed i Stavemaaden slutte, at h allerede den
Gang var forsvundet i østdansk Talesprog, og
det ligger nær at antage, skønt Beviser
mangler fra saa gl Tid, at h ogsaa har været
forsvundet foran v. I Nørrejysk har hj, hv holdt
sig til den Dag i Dag. Grænsen er en Linie
fra Kolding over Varde til Vesterhavet. Da
Talesprogets Afvigelser fra Skriftsproget kan
være indtraadte i saa gl Tid, er det i mange
Tilfælde umuligt at fastsætte Stednavnes
oprindelige Former. Vanløse ved Kbhvn skrives
1186 i et lat. Diplom Huanlosæ, og Hjørlunde
ved Slangerup skrives i Valdemars Jordebog og
andre gl. Kilder Jurlundæ, Jørlundæ. Foran s
er r tabt i de allerfleste d. A. Værslev ved
Kalundborg skrives 1370 Weslef, og. Tranders
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
