- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
762

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Almuemaal taltes endnu ved Aar 1800 af Bondebefolkningen i Sønderjylland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ved Aalborg skrives i Valdemar’s Jordebog
og andre Steder Trannes, Trannis. Formerne
stemmer med den Udtale, der nu høres paa
Stedet. Kjestrup og Mastrup ved Haderslev
skrives Kyrstrop (Vald. Jordeb.) og Marstorp.
Baade -ers og -is er gamle Stednavnsendelser:
Randers, Vrinders og Borris, Ødis. Hvad
Værslev og Tranders opr. har heddet, ved vi ikke.
En By ved Kalundborg skrives i
Postadressebogen Viskinge (Viskinde). Den Navneform, der
her er sat i Parentes, var tidligere den
almindeligst brugte. I Nærheden af Viskinge ligger
Birkendegaard. 1370 skrives Wiskinge,
Birkinge. Men hvad Stednavnenes opr. Form har
været, er ikke let at sige. Baade -ing(e) og
-ind(e) er gl. Stednavnsendelser. I Jylland er
de holdt ude fra hinanden (Kolding og Kolind);
andre Steder er de faldne sammen. Ved
Kalundborg er Endelsen -ing gaaet over til -in i
Vælling, Skilling. Skriftsproget ved Aar
1300 har bevaret Oldsprogets k og t efter og
mellem Vokaler: rik, rikæ, ut, utæ (ɔ: rig,
rige, ud, ude). Ikke desmindre staar der
Wæstærwigh i Vald. Jordebog, og paa Mønter fra
Hardeknuds Tid er Kongens Navn stavet Cnud.
Oprindelig gh saavel efter Vokaler som efter
Konsonanter er bevaret i Skriftsproget ved Aar
1300: dagh, sighæ, morghæn (ɔ: Dag, sige,
Morgen). Men den ene af Saxo’s to Sagnhelte
Svibdag skrives Svibdavus (Nom.), og den
anden Svibdagerus (Akk. -rum, Dat. -ro).
Skaanske Lov har i Endelser bevaret Oldsprogets
Vokaler: a, i, u: gamal (gammel, Hankøn),
gamul (Hunkøn), øra (Øre), æpli (Æble).
I Bornholmsk har a holdt sig til vor Tid; men
u og i er faldne sammen til e [ə]. Det
hedder gamal (Hankøn), gaməl (Hunkøn), øra,
æblə. De sjællandske og jyske Lovhaandskrifter
har æ, svarende til Oldsprogets a, u, i. De
jyske Haandskrifter bortkaster ofte dette æ,
hvor det er Slutningslyd. Der skrives altsaa
ved Aar 1300 baade bæra, bæræ og bær
(bære). I jyske Runeindskrifter er der Spor
saavel af Bortfald som af Sammenfald.
Nutildags er Manglen af Slutningsvokalen et
Særkende for Jysk. Der forekommer vel i Jysk
Ord, der ender paa ə: følə (følge), tælə
(tælge, snitte), sørə (sørge). Men det er ikke
den opr. Slutningslyd, der her er bevaret, men
en gl, mellem Konsonanter indskudt Hjælpelyd.
Ikke alene. Infinitiv, men ogsaa Imperativ
hedder følə, tælə, sørə. Infinitiven fylghiæ
o. s. v. blev ved Slutningslydens Bortfald og
Hjælpelydens Indskud til fyligh o. s. v.,
og gh faldt bort som i manə (mange;
af manegh), fålə (farlig), relə (redelig).
Alle Jyder udtaler e i Stednavnsendelsen
-balle, hvoraf ses, at den intet har at gøre
med Balle (f. Eks. i Fodballe). Dialekterne
paa Øerne og i det sydvestligste Hjørne af
Skaane har e [ə]. Grænsen i Skaane er en
Linie fra Malmø over Svedala og Bösarp til
Böste Fiskerleje i Lille Isie Sogn Ø. f.
Trelleborg. I Størstedelen af Sjælland udtales
Slutningsvokalen svagt, kan endog sløjfes: kåm
(komme med). Men det sker ikke paa
Bornholm (kåma mæ, ell. paa de sydlige
Øer (kåmə mæ). Her høres endog ə i
Endelsen -er (forhen -ere: bornholmsk
skomagara (Skomager), mønsk skomavərə,
skomaəra. Kjøbenhavnsk stemmer med
Smaaøernes Sprog, men Indflydelse fra Jysk
og Sjællandsk gør sig stærkt gældende.

Det fremgaar af det ovenanførte, at der i
Danmark er Egne, hvor Talesproget nutildags
staar paa et Udviklingstrin, der i nogle
Henseender er ældre og oprindeligere end det,
hvorpaa Skriftsproget stod for Aarhundreder
siden, og i andre Henseender allerede for
Aarhundreder siden var yngre og uoprindeligere
end det, hvorpaa Skriftsproget nutildags staar.
Gammelt og nyt optræder i de d. A. i broget
Blanding. Der forefindes Ord, som, for saa vidt
de overhovedet bruges i Skriftsproget, kun
tilhører den poetiske og den kirkelige Stilart:
aarle, Abild af (ɔ: altfor; udtales a, å), Aksel
(ɔ: Skulder), Døn (ɔ: Lugt), fager, hin, hisset,
Hjalte (ɔ: Haandtag), hvi, Hærde, Lev (ɔ:
Brød), læ (udlaane), Rind (ɔ: Brødskorpe),
rivelig (ɔ: tydelig), silde, to (vaske), øbe (ɔ:
raabe). Men de d. A. er ogsaa fulde af
Fremmedord, hentede fra næsten Alverdens Sprog.
De tre Køn er bevarede paa Øerne (med
Undtagelse af Ærø), i Djursland og i den større
nordøstlige Del af Vendsyssel. Hankøn er Aal,
Aande, Aas, Ager, Alder, Arm, Baad, Bjælke,
Brønd, Bue, Bund, By, Bænk, Dag, Dans,
Draabe, Drøm, Død, Ende, Finger, Fisk, Fod,
Fugl, Gaard, Gang, Gavl, Grød, Halm, Hals,
Hare, Hat, Have, Havre, Himmel, Hund, Hæl,
Høg, Høj, Hør, Ild, Is, Kaal, Kam, Kat, Kedel,
Kjole, Klint, Klud, Kniv, Krans, Krog, Kæp,
Laks, Le, Leg, Lo, Læbe, Maane, Maaned, Mad,
Marv, Mave, Mund, Næve, Ol, Orm, Ost, Plov,
Pose, Pung, Rede, Ring, Rug, Ryg, Ræv, Røg,
Sang, Sommer, Sko, Skov, Spade, Spurv, Sten,
Stige, Stol, Stolpe, Stork, Sult, Sved, Sæk, Særk,
Søvn, Tand, Tarm, Torn, Torsk, Valle, Vang,
Vante, Vej, Vinge, Vinter, Vogn, Vælling.
Hunkøn er Aa, Aare, Ble, Bog, Bro, Dør, Eng, Fjer,
Fjæl, Flue, Flynder, Føde, Gade, Glæde, Grav,
Gryde, Haand, Hage, Havn, Hud, Jord, Kage,
Kind, Kirke, Kværn, Lade, Lever, Lud, Lærke,
Løgn, Mark, Mus, Mælk, Mølle, Naal, Nat, Pølse,
Rem, Rod, Sag, Saks, Seng, Side, Sild, Skaal,
Skam, Ske, Skjorte, Skovl, Snes, Snor, Sol,
Stang, Stjerne, Taa, Tunge, Uge, Urt, Vibe,
Vrist, Væg, Ært, Økse. Kønnene skilles ikke
blot ved Brugen af han og hun i Stedet for den,
men ogsaa ved forskellig Bøjning. I Oldnordisk
er r et alm. Hankønsmærke, der svarer til s i
Gotisk: oldn. góðr (god), fæddr (født) =
got. goþs, fodiþs. Det lever endnu i
bornholmsk goər, føðər. I Oldnordisk
assimileres r med et foranstaaende l, n, saa der af lr,
nr bliver ll, nn: got. mikils (megen, stor),
ains (en), meins (min), bundans
(bunden) = oldn. mikill, einn, mínn,
bundinn. Hunkøn, der i Oldnordisk mangler
Bøjningsendelse, hedder góð, fædd, mikil,
ein, mín, bundin. Dansk Skriftsprog har
altid betegnet opr. ll, nn med l, n; men i nogle
gl. Skrifter anvendes ved Hankønnet ret
hyppigt ild, eld, ind, end, ing, eng, in.
Denne Betegnelse stemmer med de d. A.
Hankønnet er i disse in, i (ɔ: nasaleret i), i, iη

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:00 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0824.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free