Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dante, af Slægten Alighieri, den berømteste italienske Digter, (1265-1321)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Firenzes Priorer (Medlemmer af det 1282
indførte Regeringsraad), har i sig ikke meget at
sige; thi de fungerede kun i 2 Maaneder og var
6 i Tallet foruden en Gonfaloniere della
Giustizia, og i 2 Aar maatte ingen af dem
genvælges. En større Æresbevisning var det
vistnok (naar man blot vidste dette sikkert!), at D.
benyttedes til diplomatiske Sendelser af
Regeringen, dog i alt Fald ikke til saa mange og
saa betydelige, som man tidligere har villet
antage. Forøvrigt var det just hans Priorat,
der lagde Grunden til hans Livs senere Ulykke;
thi der forlyder Vidnesbyrd om, at hans
Personlighed øvede en ikke ringe Indflydelse paa
hans Kolleger i Tilfælde, hvor skæbnesvangre
Beslutninger blev trufne. For at bringe et
Forlig til Veje mellem de to Partier, der under
Navnene »Hvide« og »Sorte« stredes i Firenze,
sendte Pave Bonifacius VIII nemlig 1300
Kardinal Acquasparta derhen; men Priorerne - D.
ikke mindst - vilde ikke bøje sig for hans
Autoritet. Kardinalen lyste da Staden i Band
og forlod den forbitret, og Aaret efter mødte
en ny pavelig Fredsstifter, men denne Gang med
kraftige Midler af verdslig Art i sin Haand.
Det var Karl af Valois, den fr. Konges Broder,
i Spidsen for et større ubevæbnet, men snart
efter rustet, Følge. Han rykkede ind i Byen 1.
Novbr 1301, og kort derpaa erklæredes en
Mængde af det hvide Partis Tilhængere (ɔ:
omtr. det samme som Ghibellinerne) for
landsforviste. Bl. dem var D., over hvem der 27.
Jan. 1302 fældedes en Landflygtighedsdom,
gældende for 2 Aar; tillige idømtes han en Bøde
paa 5000 fl., som han skulde betale inden 3
Dages Forløb, ellers vilde hans Ejendele
blive konfiskerede, og aldrig maatte han i
Fremtiden have Lov at beklæde nogen
offentlig Stilling i Byen Firenze ell. paa dens
Territorium. Hans Forbrydelse var dels hans
politiske Sindelag, navnlig som det havde lagt sig
for Dagen ved Priorernes førnævnte Beslutning,
dels Falskneri, Bestikkelighed og
Pengeudpresninger (en grundløs Anklage). D. mødte ikke
for sine Dommere og betalte ikke Bøden,
hvorfor han og hans Sønner ved fl. paa hinanden
flg. Domme (10. Marts 1302, siden 1311 og 1315)
erklæredes fredløse, ɔ: blev han truffet inden
for Republikkens Grænser, vilde han blive
arresteret og levende brændt.
Hvor tungt det faldt Digteren at forlade sin
Fødeby, »Roms saare skønne og navnkundige
Datter«, og flakke om bl. Fremmede, derom
bærer hans Digtning talrige Vidnesbyrd. I den
første Tid sluttede han sig til de udjagne
Ghibelliner, der gjorde Forsøg paa at komme
tilbage til Firenze. Men deres Færd
tilfredsstillede ham ikke; de forekom ham, hvis Blik
mere og mere udvidedes, hildede i smaalig
Partilidenskab, og han skilte sin Sag fra deres.
Derefter opholdt han sig først en Stund
(rimeligvis 1303-04) i Verona hos en Mand af della
Scala’ernes Herskerslægt; paa sin senere
Omvandren, fattig og - som det synes - ene (hans
Hustru i alt Fald, der overlevede ham, blev
utvivlsomt i Firenze), kom han til Bologna, til
Lunigiana paa Genovabugtens østlige Kyst,
maaske ogsaa senere til Paris, hvor han skal have
disputeret og doceret ved Universitetet og vakt
megen Beundring. Dog ingensteds følte han
sig hjemme. Da fremglimtede pludselig et
Haab om bedre Dage, da den kække og
ridderlige, men sværmeriske og romantisk ærgerrige
Kejser Henrik VII af Tyskland
(»Luxemburgeren«) 1310 indfandt sig i Italien for at
genoprette den romerske Kejservælde, D.’s Ideal
af verdslig Magt. Digteren ilede sin Helt i
Møde i Norditalien, bøjede Knæ for ham og
hilste ham som Befrieren; omtr. samtidig
udsendte D. en lat. Skrivelse til alle Italiens
Fyrster og Stæder, hvori han i begejstrede
Udtryk opfordrede dem til at underordne sig
Herrens Salvede, under hvis Scepter en ny og
straalende Tid vilde oprinde. Men efter at
Henrik i Beg. havde haft saa meget Held med sig,
at han Jan. 1311 kunde sætte Lombardiets
Jernkrone paa sit Hoved i Milano, maatte hans
Hær med Vanskelighed bane sig Vej mod Syd,
og Firenze, Guelfernes Arnested, beredte sig til
kraftig Modstand. Dette opbragte D. saa stærkt,
at han fra den toskanske Grænse sendte sine
Landsmænd i Staden et forbitret Brev (dateret
31. Marts 1311), hvor han som en af det gl.
Testamentes Profeter forjættede dem Himlens
Straf og deres Undergang. Henrik tøvede
imidlertid med at gaa mod Firenze, uagtet D. 16.
Apr. 1311 tilskrev ham et Brev, hvori han
indstændig opfordrede ham til at undertvinge denne
By, thi der var Modstandens egentlige Rede.
Efter at han først havde bekæmpet Brescia
og andre lombardiske Byer, drog han over
Genua og Pisa til Rom og lod sig krone
som romersk Kejser i Laterankirken
(Peterskirken var i Kongen af Neapels Hænder),
29. Juni 1312. Saa endelig belejrede han
Firenze i over en Maaned, men forgæves, og
da han næste Aar stod i Begreb med at vende
sine Vaaben mod Neapel, blev han pludselig
syg i Siena og døde der 24. Aug. 1313. Med
ham svandt Ghibellinernes, men særlig D.’s
Haab. Hvor D. var henne siden Foraaret 1311,
vides ikke; men efter Kejserens Død begyndte
paa ny hans Omflakken, idet han var en af de
faa, der undtoges fra Amnestien i Firenze. I
disse Aar var det imidlertid, at hans
Hovedværk, La Commedia, blev til, foruden fl. a.
Skrifter. April 1314 døde Pave Clemens V, under
hvem Pavernes »babyloniske Fangenskab« i
Avignon var begyndt; i den Anledning udsendte
den stolte, heftige Grubler igen en af sine
profetiske Skrivelser, til Kardinalerne, hvori
han med ildfulde Ord søger at stemme dem til
at vælge en Italiener, der atter kan skænke
Pavestolen og Pavestaden dens Glans, - det blev
imidlertid igen en Franskmand (Johan XXII),
p. Gr. a. den mægtige udenlandske Indflydelse.
Kort efter er D., lader det til, i Lucca, hvis ny
Hersker, den tapre Uguccione della Faggiuola,
tillige Herre til Pisa, var ivrig Ghibelliner. Hvad
der gjorde Opholdet i Lucca særlig
tiltrækkende for D., var, at der boede en Dame,
Gentucca, hvem baade han selv og andre nævner
som ædelbaaren og elskværdig, men som man
ellers ikke ved synderligt om.
I sine sidste Aar opholdt D. sig mest i
Ravenna hos Guido Novello da Polenta, der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
