Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dante, af Slægten Alighieri, den berømteste italienske Digter, (1265-1321)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham Vejen og truer med at opsluge ham; da
viser Vergil’s Aand, hidsendt af Beatrice, sig
for ham og opfordrer ham til Følgeskab ad en
bedre Vej, som rigtignok fører gennem Helvede
og Skærsild, men hvis Maal er Paradiset.
Digteren indvilliger i at følge sin rom. Fælle, og
Vandringen gennem de 3 Riger er hans Digts
Emne. At Vergil blev D.’s Vejleder, har sin
Grund i, at han ved sin Nationalitet
repræsenterer det højeste for D. paa Jorden, Roms
Kejservælde, foruden at han som Digter var
ham særlig sympatetisk; men tillige var han jo
for Middelalderen overhovedet den mest
fremragende Oldtidsdigter, hvem Sagnet tillagde
magisk Viden og Kraft og stillede i et profetagtigt
Forhold til Kristendommen. De vandrer gennem
Dødens Port, sættes af Færgemanden Charon
over Acheron og mødes i første Kreds af
Underverdenen (denne forestilles som en Tragt)
af Oldtidens Vismænd; men 2.-9. Kreds udgør
det egl. Helvede, hvor de, der har fortørnet
Himlen, fordelte efter deres Synder, lider alle
optænkelige Pinsler og Straffe. Her træffes
Skikkelser fra den klassiske Mytologi og
Oldtidshistorien jævnsides med Personer fra
Kristendommens gængse Forestillinger og D.’s
egen Tid. Minos og Gerion, Cerberus og
Minotaurus, Lucifer og Kain, Judas og Kaifas,
Cassius og Brutus, Ghibellinerhøvdingen Farinata
degli Uberti, Kejser Frederik II, Pave
Anastatius II o. m. a., - skildrede i Dødsrigets
vekslende Omgivelser, snart med haard
Strenghed og svidende Haan, snart med inderlig
Medfølelse for den tragiske Menneskelod, altid med
vældig, undertiden bizar, Fantasi. Særlig
berømte er to Episoder blevne, nemlig Francesca
da Rimini’s Skildring af sin brødefulde
Kærlighed og de Vers, hvori Ugolino della
Gherardesca beskriver sin egen og sine Børns
frygtelige Hungersdød i Fængslet. Dybest nede i de
evige Straffes Rige sidder Helvedes Fyrste
Lucifer med de 3 største Forrædere - Judas,
Brutus og Cassius - mellem sine Tænder;
karakteristisk for den sydlandske Digter er, at
han lader denne Kreds, hvor de efter hans
Anskuelse værste Syndere pines, være opfyldt af
Kulde og Is. Inddelingen af D.’s Inferno er saa
klart gennemført, at man formelig kan tegne
Kort derover, og det er da ogsaa gjort oftere.
Men ogsaa Digtets to andre Afsnit udmærker
sig ved samme sindrige og tydelige
Komposition. - Skærsilden, il Purgatorio, er
fremstillet som et Bjerg, stejlt forneden, men lettere
og lettere at bestige, jo højere man kommer
op, og medens de Aander, der befinder sig paa
dets nederste Skraaning, næsten lider
Helvedskvaler for at renses for deres Synder, bliver
den Renselse, de maa gennemgaa, mildere og
mildere i de øverste Kredse. Der er 7
saadanne, een for hver af de »7 Dødssynder«
(Hovmod, Misundelse, Vrede, Sløvhed, Gerrighed -
samt Ødselhed -, Fraadseri og Vellyst), men
nederst er en Art Forgaard, hvor de Sjæle maa
vente, der ikke har faaet bekendt deres Synd
før deres Død. Ved Indgangen til det egl.
Purgatorium skriver en Engel 7 Gange Bogstavet
P paa Digterens Pande - det bet. peccato,
Synd -, og for hver Kreds, han
gennemvandrer, udslettes et af dem. Paa Vandringen
træffer Vergil og hans Ledsager mange kendte
og berømte Mennesker, og D.’s Fantasi viser
sig atter her uudtømmelig i Opfindelse og
Skildring. At Digteren har anbragt i svare
Skærsildskvaler talrige Personligheder, for
hvem han tilkendegiver stor Højagtelse, men
om hvem det var notorisk, at de var hengivne
til en bestemt Synd, maa ikke forundre os,
naar man tager hans hele, strengt religiøse og
ideale Livssyn i Betragtning. En Tid lang faar
Vandrerne Følgeskab af den rom. Digter
Statius, hvis Sjæl just har fuldendt sin Renselse
og stiger mod Himlen. Paa Bjergets Top er
»det jordiske Paradis«, hvortil Vejen fører
gennem en Mur af Flammer; længere tør Vergil
ikke følge D., men her mødes saa Digteren af
ædle Kvindeskikkelser, først »Matelda«, vistnok
Symbol paa den Fromhed, der lægger sig for
Dagen i Gerning, derpaa - med straalende
Følge, under Klang af Himmeltoner og
blændende af Skønhed - Beatrice, hans
Ungdomselskede, symboliserende den religiøse
Betragtning og Sindets Stræben opad. De herlige
Strofer, hvori D.’s Møde med hende beskrives,
er maaske hele Digtningens Toppunkt. - Hun
fører ham gennem det 3. Rige, il Paradiso (ɔ:
det himmelske), med de 9 Himle,
overensstemmende med Middelalderens, fra Ptolomæus
hentede Forestillinger; til sidst bringer Bernhard
af Clairvaux ham for selve Guds Aasyn, - da
forstummer Digteren, og Pennen falder ham af
Haanden. Det 3. Afsnit med sin megen Teologi
staar maaske alt i alt tilbage for de to første;
men beundre maa man dog, hvorledes D.’s
Kunst har mægtet at anskueliggøre hin Verden
af evindeligt Lys, hvor ganske vist menneskelige
Skikkelser af Historien, selv den nyere,
kommer os i Møde og fortæller deres Skæbner ell.
taler Ord, som staar i Forbindelse med
Digterens personlige Oplevelser, men hvis fleste
Beboere dog er Engle, hellige Mænd og Kvinder
og lgn. skyggeløse Straaleskikkelser. Der er
samme Himmelglans over D.’s Paradis som
over Fra Angelico da Fiesole’s Billeder af de
Saliges Hjem, hvori den fromme Maler synes
i Live at have skuet ind ligesom Katolicismens
og Middelalderens ypperste Digter.
Thi dette er D. ved sin Divina Commedia; i
hans Digterpersonlighed er Middelalderens
Aand inkarneret. Han har bygget sit Værk
paa Biblen, paa de klassiske Digtere og
Filosoffer, paa Kirkefædrene og Middelalderens
skolastiske og mystiske Teologer, men for en
væsentlig Del dog paa Selvtænkning og
Selvoplevelse, derfor er Digtet saa rigt paa
personlige Indtryk, Erfaringer og Minder. Ideen til
Værket (som en poetisk Forherligelse af hans
Beatrice) maa tidlig være opstaaet hos ham;
de Ord, hvormed han slutter Vita Nuova. at
han ikke vil tale om Beatrice, førend han om
hende kan synge, som der aldrig blev sunget
om nogen Kvinde, er sikkert et Bevis paa, at
Ideen allerede da var undfanget; men først
efterhaanden har den udviklet sig til den
storslaaede Verdensbetragtning og psykologisk dybe
Skildring af hans eget Sjæleliv, som Divina
Commedia er. I hvilke og hvor mange Aar af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
