Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Darwin, Charles Robert, eng. Naturforsker, (1809-1882)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Parringsvalget«, Kbhvn 1875) og The Expression of the
Emotions in Man and Animals (1872), i hvilke
Menneskeslægtens Afstamning - ogsaa et
gammelt Problem - belyses.
Tanken om en trin- ell. gradvis Udvikling af
de forsk. »Slags« levende Væsener, d. v. s. en
Arternes Oprindelse af hverandre gennem
Tiderne, er meget gl og havde just omkr. D.’s
Fødsel været stærkt fremme i Diskussionen.
Lamarck havde opstillet en Teori til
Forklaring af Artsomdannelser, og D.’s egen
Farfader havde en Række Aar forud fremsat
Spekulationer om Sagen. Charles D. var dog
forholdsvis lidet paavirket af disse Opfattelser,
da han drog ud paa Rejsen. Han fik paa denne
Lejlighed fil at sammenligne Sydamerikas nuv.
Dyr med Verdensdelens uddøde Former; og
de væsentlige Ligheder i Type, trods alle
Afvigelser, førte ham til at formode virkelige
Slægtskabsforhold mellem Fortidens
og Nutidens Dyr, fremfor at forestille sig
periodiske Nyskabelser efter Jord-Katastrofer.
Særlig havde dog Sammenligninger mellem
forskellige Landes Dyreverden vakt hans
Opmærksomhed; saaledes da han paa Galopagos-Øerne,
over 1000 km fra Sydamerika, fandt Dyrearter
(og Planter), der lignede de sydamerikanske,
men dog bestod af lutter særlige Arter. Ogsaa
de enkelte Øer opviste Arter, karakteristiske
for dem alene. Det hele gjorde Indtryk af, at
samme Grundformer ell. Urtyper paa de forsk.
Steder havde modtaget Særpræg, der svarer til
de særlige Livskaar. Just i Organismernes
»hensigtsmæssige« Overensstemmelse med
Kaarene laa for ham Nøglen til Spørgsmaalet om
Arternes Oprindelse.
Da han efter Hjemkomsten læste et Værk af
Malthus, der hævder, at Organismerne
formeres i et stærkere Forhold, end
Næringsmidlernes Mængde forøges, aabnedes hans Blik
for Konkurrencen i Naturen, for »Kampen for
Tilværelsen« ogsaa mellem Organismer af
samme Art. At de Individer, der personlig er bedst
tilpassede til de paa et givet Omraade
herskende Kaar, har mest Udsigt til at
gennemføre deres Liv og Forplantning, blev et
Udgangspunkt for ham. Der maatte herefter i
Naturen ske en »Udvælgelse« af »bedst egnede«
Individer, og han fik da den Tanke, at
Organisme-Typernes iagttagne Tilpassethed til
Levestederne var naaet lidt efter lidt gennem et
naturligt Udvalg (Natural Selection) af de
tilfældigvis i heldig Retning varierende Individer.
Forudsætningerne herfor var, at Organismerne
varierer i snart sagt alle Retninger, og at disse
Variationer er arvelige, i alt Fald til en vis
Grad. Allerede 1842 nedskrev han et Udkast af
sin Lære; to Aar senere udarbejdede han en
fyldigere Oversigt, begge udgivne af Francis D.
1909: Foundation of the Origin of Species; men
først 1858 blev en Afh. derom offentliggjort.
Sine Anskuelser om det naturlige Udvalgs Bet.
for Fremkomsten af stedse større
»Hensigtsmæssighed« hos den levende Naturs forskellige
Typer søgte han at faa bekræftet ad den Vej,
som syntes ham bedst og rigtigst, nemlig
gennem Studiet af praktiske Erfaringer fra Dyre-
og Planteavlen, hvor Udvalg af Tillægsdyr og
Udsæd stedse har spillet en stor Rolle.
Dengang forelaa der jo kun faa virkelige
Forskninger ang. Arvelighed, og D. selv har ikke her
ydet noget af Bet. D. inddrog de til
videnskabelig Behandling vigtige Erfaringsomraader, som
hidtil ikke var udnyttede; Kulturplanter og
Husdyr var nærmest foragtede af
Naturhistorikerne. Men D. var ikke tilstrækkelig klar
over, at Erfaringer fra Praksis aldrig er rene
og ikke kan afgive en sikker Basis for
videnskabelige Slutninger. Dette har længe haft
uheldige Følger, idet Naturhistorikerne ikke fik
Forstaaelse af et kritisk Arvelighedsstudiums
Nødvendighed.
D. opstillede i Tilslutning til Selektionslæren
en Arveligheds-Hypotese, »Pangenesis«-Læren,
som gaar ud paa, at hver Del af Legemet
afgiver Smaakim, der, samlede i Sæd ell. Æg,
udgør Anlæg til de ny Organismers enkelte
Dele. Saaledes vilde han nemlig forklare, at
Afkom oftest ligner Ophavet. Hypotesen er
det utvetydigste Udtryk for, at D. opfattede
Arvelighed som ligefrem Overførelse af
Forældrenes personlige Beskaffenhed paa
Afkommet.
Desværre bemærkede D. - saa lidt som hans
Samtid - slet ikke Mendel’s geniale
Undersøgelser over Krydsning (se Bastard), der
kunde have givet ham et rigtigere Syn. Og det
er mærkeligt, at D., der udtrykkelig betegner
Aristoteles som sin Læremester, aldeles har
overset dennes Kritik af Oldtids-Teorier, der
ganske stemmer med D.’s »Pangenesis«. I
Virkeligheden er denne kun en ældgammel
Vildfarelses Genganger, der atter og atter er
dukket op i Aarh.’s Løb.
D.’s Opfattelse af det naturlige Udvalgs Bet.
maatte have principielle Fejl, da den
bunder i forkerte Forestillinger om personlige
Egenskabers Arvelighed: Fremtoningspræg og
Anlægspræg (se Arvelighed) holdtes
dengang ikke ude fra hinanden. Men just det, at
D. i saa Henseende delte sin Samtids
Forestillinger, maatte lette Gennembrudet, der endda
var vanskeligt nok. Nu er Biologerne klare over,
at hans særlige Selektionslære,
Darwinismen i snævrere Forstand, ikke har
den Bet. til at »forklare« Udviklingen og
Hensigtsmæssigheden hos Organismerne, saaledes
som begejstrede »Darwinister« har troet. For
saa vidt deler D.’s Idé Skæbne med Lamarck’s
Tanke om arvelige Tilpasninger, en Tanke, der
bunder i selv samme gl. Fejlsyn paa
Arveligheden, og som D. i sine senere Aar nærmede
sig til.
Og helt bortset fra Arvelighedsspørgsmaalet,
maa det ikke overses, at det i Naturlivet, som
i Krig, ved Fiskeri og ved Jagt, mere er lokale
og øjeblikkelige Situationer og Sammentræf end
særlige personlige Kvalifikationer - saasom
hurtigere Flugt ell. større Styrke o. s. v. -,
der betinger, hvilke Individer der gaar fri ell.
gaar til Grunde. I Virkeligheden ved vi saare
lidt om Aarsagerne til Udviklingsgangen gennem
Tiderne (se Udviklingslære).
Men deraf følger ikke, at D.’s lidenskabelige
Fortjeneste af Udviklingstanken formindskes.
Den af D. givne samlede og selvstændige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
