- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
829

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Darwin, Charles Robert, eng. Naturforsker, (1809-1882)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Fremstilling af de Grunde, som udgør Beviset for,
at der maa være sket en Udvikling i den
levende Natur, er en udødelig videnskabelig
Bedrift, selv om hans specielle Opfattelser om
Udviklingens Aarsager og
Hensigtsmæssigheds-Problemet opgives. Gennembrudet skete først
efter stærk Modstand; særlig gik det ikke let
at overvinde den hævdvundne Anskuelse om
uforanderlige, skabte Arter, selv om Scrope’s
og Lyell’s geol. Arbejder havde brudt den
Modstand, som laa i Troen paa periodiske
Jord-Katastrofer. Navnlig førte dog Tanken om
Menneskets Afstamning fra dyriske Stamfædre til
megen bitter Strid, der endnu atter og atter
blusser op, og hvor religiøse Momenter brydes
med biologiske Synspunkter.

I Tyskland slog D.’s Ideer først igennem.
Fr. Müller og særlig Häckel har her virket
energisk for D.’s Ideer, som sidstnævnte dog
ofte er gaaet alt for vidt med. I England blev
navnlig Huxley en glimrende Advokat baade
for Udviklingslæren i det hele og for D.’s
særlige Ideer. D.’s Breve, udgivne af hans Søn
Francis (The Life and Letters of C. D. (1887),
oversatte paa Norsk af M. Søraas, i »Bibl. f. de
tusen hjem«; endvidere More letters of C. D.,
1903), viser hans blide og dog sejge Maade at
reagere paa Angreb og Kritik; nægtes kan det
ikke, at Diskussionerne oftest har været mere
dialektiske end naturvidenskabelige.

Udviklingstanken, som D. førte til Sejr, og
som først efter hans Optræden blev en ledende
Idé i Biologien, har virket begejstrende og
fængende paa alle unge Naturforskere i det sidste
halve Aarh., og har bidraget til at give
Biologien dybere Indhold, ny Impulser og videre
Interesse; fra Biologiens Omraade er
Udviklingstanken, Darwinismen i videre
Forstand
, gaaet over til at blive en Faktor
i den alm. Aandskultur, unægtelig ofte med
Misforstaaelser, tendentiøse Overdrivelser og
urigtige Anvendelser i Følge.

I løsere ell. fastere Tilknytning til sine
Udviklingsideer har D. selv gennemført
omfattende Forskninger paa geol., zool. og bot.
Omraader. Hans Arbejder om Koralrev og om
vulkanske Øer (The structure and distribution
of coral reefs
[1842]; og Geological observations
on vulcanic islands and on parts of South
America
[1844]) regnes til Geologiens Hovedværker;
hans Monografier om nulevende og fossile
Rankefødder (Monograph of the Cirripedia, 1851
-54, o. fl.) er meget betydelige zool. Arbejder.
D.’s mest omfattende Forskningsvirksomhed
falder dog paa bot., særlig plantefysiologisk
Omraade. Hans Værker om insektædende
Planter (Insectivorous plants [1875]), om Planternes
Bevægelser (The movements and habits of
climbing plants
[1874]; The power of movement
in plants
[1880]) og om Blomstertyperne m. m.
ved Selv- og Fremmedbefrugtning (The effects
of cross-and self-fertilization in the vegetable
kingdom
[1875]; The various contrivances by
which Orchids are fertilized by Insects
[1862],
og The different forms of flowers on plants of
the same species
[1877]) har været af
grundlæggende Bet. Hans sidst udgivne Arbejde
handlede om Regnormens Indflydelse paa
Mulddannelsen (The formation of vegetable mould
through the action of worms
[1881]); ogsaa heri
har han nedlagt aarelange Iagttagelser.

Efter sin Hjemkomst 1836 boede D. kort Tid
i Cambridge, derefter nogle Aar i London;
Resten af sit Liv opholdt han sig paa sin 1842
købte Ejendom i Down, hvor han, der, som
Følge af Rejsen, var blevet sygelig, kunde
arbejde i Ro og Uafhængighed, som den
velhavende Mand, han var. 1839 ægtede han en
Kusine, Emma Wedgewood; i dette Ægteskab
fødtes fl. Børn, hvoraf et Par (se ndf.) er
blevne ansete Naturforskere. Det behøver
næppe at anføres, at D. efterhaanden modtog
talrige videnskabelige Udmærkelser.

D. har været en sjælden nobel Karakter,
gennemtrængt af Kærlighed til sin Forskning og
af usvigelig Sandhedskærlighed. Hans Respekt
for andres Arbejder, som han uvilkaarlig har
sidestillet med sine egne omhyggelige
Iagttagelser, har ofte indgivet ham for stor Tillid til
Meddelelser af tvivlsom Værdi. En vis
elskværdig Mangel paa Kritik kan man her ikke
frikende ham for. Hans Karakter fremgaar
smukt af hans Breve saavel som af hans
sammen med disse (se ovf.) offentliggjorte
Selvbiografi. Bekendt er hans smukke Forhold overfor
den 13 Aar yngre Wallace, som 1858 var
kommet til samme Tanke om Selektion som D.
Uden Anelse om, at D. gennem mange Aar
havde arbejdet med Tanken - hvad kun D.’s
nærmeste Venner vidste - sendte Wallace sit
Manuskript til D., der fuldtud anerkendte hans
Selvstændighed. Dette Sammentræf, som gav
Anledning til, at D. samtidig publicerede den
ovenn. Oversigt, bragte de to Mænd i varigt
Venskabsforhold.

D.’s Anskuelser har, dels gennem Huxley’s
mesterlige Essays, dels, og især, gennem
Häckel o. a.’s ensidige, agitatoriske Skr, fremkaldt
megen bitter Strid. Selv var han en lidet
aggressiv, beskeden Natur, afholdt af alle, der
personlig kom i Berøring med ham. D. ligger begravet
i Westminster Abbediet nær ved Isac Newton,
med hvem han ofte er blevet sammenlignet.
I det naturhistoriske Museum i London findes
en Statue, tilvejebragt ved Bidrag fra alle
Lande. 1909 fejredes Hundredaaret for hans
Fødsel overalt i den civiliserede Verden. (Litt.
om D. er meget omfattende. Hans Selvbiografi
og Breve er nævnt ovenfor. Foruden de ældre
Værker: Grant Allen, Ch. D. [London 1886]
og Ernst Krause, »D. und sein Verhältniss
zu Deutschland« [1887], kan her anføres to
Jubilæumsskrifter fra 1909: D. and modern
Science
, Essays etc. edited by A. C. Seward, hvori
Bidrag fra mange Sider, bl. a. H. Høffding;
samt Ch. D. as Geologist, by Sir Archibald
Geikie
. Endvidere W. May: »Die
Darwin-Jubiläumslitteratur« [Zool. Centralblatt, Bd XVII,
1910] og den lille populære Bog J. W. Judd,
The Coming of Evolution [1910]. Se ogsaa Litt.
til Udviklingslæren).
W. J.

Darwin [’da.əwin], Erasmus, eng.
Naturfilosof, foreg.’s Bedstefader, f. 12. Decbr 1731 i
Elton, Nottingham, d. i Derby 10. Apr. 1802.
Udgaaet fra Cambridge og Edinburgh virkede
han som Læge i Lichfield og senere i Derby.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:49:55 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/5/0899.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free