Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Daumier, Honoré, fr. Karikaturtegner og Maler, (1810-1879) - Daumont, se à la D. - Daun, - 1) Wierich Philipp Lorenz, østerr. Feltmarskal, Fyrste af Tiano, (1669-1741) - 2) Leopold Josef Marie, østerr. Feltmarskal, Fyrste af Tiano, (1705-1766) - Daunia hed i Oldtiden den nordvestlige Del af Landskabet Apulien mellem Floderne Frento (Fortore) og Aufidus (Ofanto) - Daunou, Pierre Claude François, fr. Statsmand og Skribent, (1761-1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lighedspunkter mellem denne Litografiens Reporter og
endog en Michelangelo; ogsaa i det tekn.
litografiske, i Fordelingen af sort og hvidt, viser
Mesterskabet sig. Imidlertid følte D. selv ofte
Lede ved sin billedlige Reportervirksomhed og
higede mod Kunstens store Maal; 1862 sagde
han sig løs fra Charivari for helt at vie sig
Malerkunsten, som han dyrkede
underhaanden, men Folk vurderede ikke hans Malerier,
og han gled tilbage til sin gl. Virksomhed; hans
stadige Pengenød tvang ham ogsaa dertil. Først
efter hans Død blev hans Malerkunst skattet
efter Fortjeneste, og han regnes nu bl.
Malerkunstens Stormænd, ved den plastiske Kraft og
mægtige sluttede Billedvirkning, hvormed han
sætter Skikkelsernes Silhuetter op mod
Billedfladen, ved malerisk Fylde (i de gl. Mesteres,
Rubens’ o. a.’s Farvevalg) og ved det geniale
Blik for det grandiost-groteske, vi kender fra
Litografierne. Allerede fra 1830 kan man
paavise Malerier af D. (»Atelierinteriør« m. v.);
derefter bl. m. a. »De tre leende Piger«,
»Vaskerkone«, Hestestykker, Teaterbilleder (»Drama«),
Don Quijote-Billederne, Fremstillinger af
Linedansere, Brydere, løse Eksistenser, Motiver
efter Molière o. s. fr., mange nu i offentlige
Samlinger. Paa den fr. Udstilling i Kbhvn 1914
saas »Vaskerkone« og to Don
Quijote-Malerier (det ene købt til Kunstmus. i Kbhvn). D.
var ogsaa Billedhugger: 30 bemalede Lerbuster
af fr. Deputerede, 1832, Statuetten »Ratapoil«
(støbt paa Statens Bekostning i Bronze; et
Eksemplar i Luxembourg-Mus.) m. v. (Litt.:
A. Alexandre, D., l’homme et l’æuvre
[1888]; G. Geffroy, D. [1901]; Hazard et
Delteil, Catal. rais. de l’æuvre lith. de D.
[1904]; endvidere Monografier af Cary [1907],
Marcel [1906], Klossowski [1908],
Bertels [1908], Rümann, »H. D., sein
Holzschnittwerk« [München 1914] m. fl.).
A. Hk.
Daumont [do’må], se à la D.
Daun, 1) Wierich Philipp Lorenz,
østerr. Feltmarskal, Fyrste af Tiano, f. 19.
Oktbr 1669, d. 30. Juli 1741 i Wien. Han deltog
i Felttoget i Ungarn 1696, blev 1701
Generalmajor og udmærkede sig i den sp.
Arvefølgekrig; 1704 udnævntes han til Feltmarskal,
overtog 1705 Kommandoen i Piemont og forsvarede
1706 Turin med en glimrende Tapperhed. 1707
undertvang han Kongeriget Neapel og
udnævntes til Vicekonge her, stormede Fæstningen
Gaëta og ledede 1708 Foretagendet mod Rom.
Han fordrev Marskal Villars 1709 og tvang Pave
Clemens XI til Fred. Som Belønning for hans
Fortjenester udnævnte Kejser Karl VI ham til
neapolitansk Fyrste af Tiano. 1713 blev han for
anden Gang Vicekonge i Neapel og 6 Aar senere
Kommandant i Wien. 1723 ansattes han som
Guvernør i Nederlandene og blev 5 Aar senere
Guvernør i Milano, som han p. Gr. a.
Franskmændenes Overlegenhed maatte rømme 1733.
Han sattes under Anklage, men frifandtes.
B. P. B.
2) Leopold Josef Marie, østerr.
Feltmarskal, Fyrste af Tiano, ovenn.’s Søn, f. 24.
Septbr 1705 i Wien, d. smst. 5. Febr 1766. Han
var opr. bestemt for den gejstlige Stand; men
da han nærede en stærk Tilbøjelighed for
Militærvæsenet, underviste Faderen ham selv i de
milit. Videnskaber, og 1718 ansattes han
allerede som Officer. Han kæmpede s. A. under
Prins Eugen mod Tyrkerne, deltog dernæst i
den sicilianske Krig, var som Oberst med i
Felttogene ved Rhinen og i Italien 1734-35 og
som General i Tyrkerkrigen 1737-39, hvor han
særlig udmærkede sig i Slaget ved Krotzka. I
den østerrigske Arvefølgekrig fandt han rig
Lejlighed til at udmærke sig. Han dækkede
efter Slaget ved Mollwitz den endnu Østerrig
tilhørende Del af Schlesien, udjog
Franskmændene af Böhmen, og i det sejrrige Tog til Bayern
under Khevenhüller, i hvilket D. førte
Avantgarden, udmærkede han sig særlig ved
Dingolfing og ved Indtagelsen af Landau. Under
Feltmarskal Traun’s Tilbagegang til Böhmen
førte D. Arrieregarden og slog de forfølgende
Franskmænd ved Ludwigsburg. Ved
Hohenfriedberg og Soor kommanderede D. den
venstre Fløj af den østerrigske Hær og udnævntes
1745 til Feltmarskal. Under de for Østerrig
uheldige Kampe i Nederlandene 1746-47 viste
D. ogsaa megen Dygtighed, saaledes ved
Dachfeld. 1748 vendte han tilbage til Wien og
virkede i Aarene til 1756 med stor Energi for
Hærens Reorganisation, Bevæbning og
Uddannelse, samt for Haandhævelsen af Disciplinen.
1757 blev han Højestbefalende for den
østerrigske Hær og vandt Sejren ved Kolin, hvilket
foranledigede Ophævelsen af Prags Belejring
og Frederik II’s Tilbagetog fra Böhmen. Han
slog s. A. Hertugen af Bevern ved Breslau, men
tabte Slaget ved Leuthen. Det flg. Aar sejrede
han over Frederik II ved Hochkirch, belejrede
Dresden, hvilken Belejring han dog maatte
opgive, og vandt endelig Sejren ved Maxen. Hans
for store Forsigtighed bidrog til Laudon’s
Nederlag ved Liegnitz, og selv tabte han det
sidste store Slag ved Torgau. Sejren var her
vaklende, da D. saaredes og Kommandoen gaves
til O’Donnel; men General Zieten’s raske
Rytterangreb afgjorde Dagen til Gunst for
Preusserne. 1761-62 var D. atter i Spidsen for
Hæren; men det kom ikke til nogen betydelig
Kamp. Efter Krigen arbejdede han til sin Død
paa at gøre de indhøstede Erfaringer
frugtbringende for den østerrigske Hær. D. var en
fremtrædende dygtig Officer, der af Frederik den
Store fik det Skudsmaal, at ingen anden
østerrigsk General besad saa store tekn. Kundskaber
og forstod at udkaste en Felttogsplan med saa
megen Klogskab og Omhu, og han betragtede
ham som sin farligste Modstander. Man har
bebrejdet ham hans metodiske Krigsførelse,
der ikke altid tillod ham tilstrækkelig at
udnytte sine Sejre. Et Mindesmærke er rejst for
ham i Augustinerkirken i Wien.
B. P. B.
Daunia hed i Oldtiden den nordvestlige Del
af Landskabet Apulien mellem Floderne Frento
(Fortore) og Aufidus (Ofanto). Navnet aflededes
af Daunus, der efter Sagnet skulde være
indvandret fra Illyrien og have stiftet et Rige
her; da Diomedes senere kom til Italien, blev
han vel modtaget af Daunus og fik hans
Datter til Ægte.
C. B.
Daunou [do’nu], Pierre Claude
François, fr. Statsmand og Skribent, f. 18. Aug. 1761
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
