Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Daunou, Pierre Claude François, fr. Statsmand og Skribent, (1761-1840) - Dautius, se Daunia. - Dauphin (fr., lat. delphlnus [Delfin]) var opr. Titlen for de suveræne Herskere over det efter dem opkaldte Landskab - Dauphin, Albert, fr. Politiker (1827-98) - Dauphiné, Le (lat. Delphinatus), en tidligere Prov. i det sydøstlige Frankrig med Grenoble til Hovedstad - Daurer, Dahurer, tungusisk Folkestamme, boende ved Bredderne af Nonni, en Biflod til Sungari.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Boulogne, d. 20. Juni 1840. Som Ung traadte
han ind i Oratorianerordenen, som han dog
snart forlod for at slutte sig til Revolutionen;
han havde allerede et anset Navn som
Publicist, da Dep. Pas-de-Calais sendte ham til
Konventet. Her hørte han til de Moderate og
bestred med stort Mod Forsamlingens Kompetence
til at sidde til Doms over Ludvig XVI; han
forsvarede Gironden og protesterede kraftig mod
31. Maj og 2. Juni sammen med 72 andre, hvis
Skæbne, lang Tids Fængsel, han delte. Efter
9. Thermidor kom han paa fri Fod og fik under
den thermidorianske Reaktion sin Plads i
Konventet tilbage, var endogsaa en Tid dettes
Præsident og Medlem af Velfærdskomiteen.
Konstitutionen af Aar III var for en betydelig Del
D.’s Værk, ligeledes den nyorganiserede
offentlige Undervisning, navnlig Instituttet, hvis første
Præsident han var. Efter Konventets Opløsning
gik D. over i de 500’s Raad og var dettes første
Præsident. Snart efter sendte Direktoriet ham
til Italien for at organisere den romerske
Republik. Efter 18. Brumaire var han en af
Fædrene til Konstitutionen af Aar VIII og blev
Medlem af Tribunatet, hvor han dog vakte
Bonaparte’s Mishag ved at modarbejde det gryende
Kejserdømme og derfor Marts 1802 fjernedes
fra Tribunatet. Han var 1797 blevet Bibliotekar
ved Pantheons Bibliotek, 1807 blev han Direktør
for de fr. Rigsarkiver. I disse Embeder havde
D., der var en utrættelig Arbejder, rig
Lejlighed til at samle ypperligt Materiale til fl. af sine
senere Skr. Efter Napoleon’s Fald mistede han
sit Embede, men fik det tilbage ved
Julirevolutionen. I lang Tid var han Hovedredaktør af
Journal des Savants, 1819-30 Prof. i Historie
ved Collège de France. 1819-23 og 1828-34
var han Medlem af Deputeretkamret, hvor han
hørte til den liberale Opposition, der fik Magten
ved Julirevolutionen. 1839 blev han Pair. -
D. var en meget frugtbar og grundig Forf. og
Lærer, højt agtet, ogsaa af Modstandere, for sin
Samvittighedsfuldhed. Hans Medarbejderskab
ved Histoire littéraire de la France og ved
Biographie universelle og hans Skr om Bog- og
Bibliotekskundskab er af stor Bet. Hans
Forelæsninger, grundlæggende for det historiske
Fagstudium i Frankrig, udgaves i 20 Bd efter
hans Død (Cours d’études hist. 1842-49).
(Litt.: Taillandier, Documents biograph.
sur M. D. [Paris 1841]).
(F. J. M.). P. L. M.
Daunus, se Daunia.
Dauphin [do’fæ] (fr., lat. delphinus [Delfin])
var opr. Titlen for de suveræne Herskere over
det efter dem opkaldte Landskab Dauphiné; de
residerede i Vienne og kaldtes derfor ogsaa
D. de Viennois. Den sidste af dem var
Humbert II (se Dauphiné). Da denne gik i
Kloster, afstod han Landskabet og Titlen til
den fr. Konges Sønnesøn, den senere Karl V.
Som Konge gav denne sin Søn Karl (VI)
Dauphiné i Apanage, og denne lod det atter som
Konge gaa over til sin Søn Karl (VII). Ogsaa
Karl VII overdrog Landskabet til Sønnen
Ludvig (XI), men fratog ham det atter, og siden
var D. kun en tom Titel for Tronarvingen, for
saa vidt han nedstammede fra Kongen i lige
Mandslinie. Efter Julirevolutionen 1830
afskaffedes ogsaa Titlen; Karl X’s ældste Søn,
Hertugen af Angoulème, var den sidste D.
Til Brug ved sin D.’s Uddannelse i de
klassiske Sprog lod Ludvig XIV foranstalte en
bindstærk Udgave af klassiske Skribenter -,
omhyggelig renset for alle anstødelige Steder.
Denne Udg. ad usum Delphini (»til D.’s Brug«)
blev besørget af en Række Lærde under Ledelse
af Kongesønnens Lærer Huet; den udkom
1674-1730 i ikke mindre end 64 Bd i 4°. - Ogsaa
senere har man kaldt lgn. rensede Udgaver af
forskellige Værker - særlig til Skolebrug -
for Editioner ad (ell. in) usum Delphini.
P. L. M.
Dauphin [do’fæ], Albert, fr. Politiker
(1827-98), var Advokat i Amiens og blev Septbr
1870 Maire indtil Maj 1873, da han krævede sin
Afsked efter Thiers’ Fald. Han valgtes 1876 til
Senator som konservativ Republikaner og
genvalgtes indtil sin Død, blev 1879-82
Generalprokurør ved Overretten i Paris og var 1884
Formand for Nationalforsamlingens Udvalg om
Forfatningens Gennemsyn. Han var gentagne
Gange Ordfører i Senatet om finansielle
Spørgsmaal og blev Decbr 1886 selv Finansminister,
dog kun til Maj 1888, efter et forgæves Forsøg
paa at gennemføre en Indkomstskat.
E. E.
Dauphiné, Le [l’o-dofi’ne] (lat. Delphinatus),
en tidligere Prov. i det sydøstlige Frankrig med
Grenoble til Hovedstad, omgivet mod Ø. af
Italien (Piemont), mod S. af Provence, mod N. og
V. af Rhône, udgør nu Dept. Isère og
Hautes-Alpes, en stor Del af Drôme og en mindre Del
af Vaucluse. Landet falder i to Dele,
Haut-D. mod Øst, der er et stærkt udpræget
Alpelandskab, og Bas-D., den vestlige Del, der
falder af til Rhône, hvis tre Bifloder Isère,
Drôme og Durance gennemstrømmer Prov.
Indbyggerne kaldes Dauphinois. Se i øvrigt de
enkelte Dept. - Paa Cæsar’s Tid beboedes D.
af Allobrogerne N. f. Isère, Voconcerne S. f.
Isère o. fl. mindre Folkeslag. 467 blev D.
indlemmet i Burgundernes Rige, men kom snart
efter (531) ind under Frankerne. Fra 879 hørte
det til Riget Arelat, der ved Arv tilfaldt den
tyske Kejser 1032, og D. stod saaledes nominelt
under Tyskland til midt i 15. Aarh. D. udgjorde
fl. Len, det vigtigste under Greverne af Albon,
der kalder sig Dauphins (se Dauphin). Da
Guy IV havde arvet Grevskabet Viennois, kaldte
de sig Dauphins af Viennois og gjorde sig
efterhaanden til Herrer over det meste af D. Da
Dynastiet uddøde 1282 med Johan, gik D. over
til Søsteren Anna, der var gift med Grev
Humbert I af Latour du Pin, hvis Søn Johan II
forenede Latour du Pin o. a. Baronier med D.
Den sidste uafhængige Dauphin var Humbert II
(1333-50); da hans Søn var død, solgte han 1349
D. til Karl af Valois, den senere Karl V den
Vise. D., med hvilket Grevskabet Valentinois
blev forenet 1424, blev 1456 inddraget under
den fr. Krone. I Reformationstiden og længe
efter havde Protestantismen stærkt Fodfæste i
D., som led meget under Hugenot-Krigene.
(Litt.: Chorier, Hist. générale du D. [2 Bd,
Valence 1883]; Joanne, D. [Paris 1905]).
G. Ht.
Daurer, Dahurer, tungusisk Folkestamme,
boende ved Bredderne af Nonni, en Biflod til
Sungari.
M. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
