- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
843

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - David, Søn af Isai fra Betlehem, Israels mest betydningsfulde Konge, herskede i den første Halvdel af 10. Aarh. f. Kr. - David, 1) D. (1084-1153), Konge af Skotland, (1124-53)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

vundne Bytte (1. Sam. 30). Han betonede sig
som Saul’s Arvtager, dels ved sin
Klagesang over Saul og Jonatan (2. Sam. 1), dels
ved at belønne Byen Jabesh, som havde
begravet Saul (2. Sam. 2, 5 ff.). Men Saul’s Søn
Ishba’al hævdede sig i Østjordanlandet og
Efraim ved Abner’s Hjælp; denne gik dog snart
over til D., og kort efter myrdedes Ishba’al. D.
havde krævet Mikal, som var givet til en
anden, tilbage igen, og lod nu Ishba’al’s Mordere
dræbe - atter en Betoning af, at han stod i
nært Forhold til Saul. - D. som Enekonge.
D. hyldedes nu af Ishba’al’s tidligere
Undersaatter. Kort efter erobrede han Jerusalem fra
Jebusiterne og indrettede sin Borg paa Sion,
»Davidsbyen«. Den byggedes af fønikiske
Bygmestre, der sendtes af Kong Hiram, med
hvem han sluttede Venskab. Arken, Israel’s
Nationalhelligdom, førtes herop i Procession
under Ofringer og Danse og sattes i et Telt
i den ny Hovedstad (2. Sam. 6). D. havde kun
benyttet Filistæerne for at naa sit Maal. Nu
lykkedes det ham at frigøre sig fra dem ved at
tilføje dem et afgørende Nederlag, som gjorde
hans Rige selvstændigt. Derpaa udvidede han
dets Magt ved heldige Kampe mod de østlige
Nabofolk: Moab, Ammon, Edom, Aram, saa han
blev den mægtigste Hersker i Vestasien. Hans
bedste Hjælper var Feltherren Joab. Til den
indre Forvaltning havde han en sofér
(Sekretær) og mazkir (Raadsherre) og senere en Leder
af Hoveriarbejder, nemlig Adoniram. Om
D.’s Forhold til Saul’s Slægt meddeles det, at
han udleverede 2 Sønner af Saul og Rispa og
5 Sønner af Saul’s Datter Merab til
Gibe’oniternes Blodhævn. D. har her næppe alene handlet
af uinteresseret Pietet for Blodhævnens
Hellighed. Ved Tilslutningen til Saul, Jahve’s
Salvede, understøttede han sine egne Krav som
retmæssige, men ved at Saul’s Slægt blev
knækket, blev han fri for farlige Medbejlere.
Jonatan’s Søn, Krøblingen Meribba’al, som
Respekten for Pagten med Faderen afholdt ham
fra at udlevere, optog han i sit Hus og
opnaaede derved paa een Gang at kunne være
hans Velgører og hindre ham i at gøre noget
Krav gældende. I Forholdet til Batseba’s
(s. d.) Mand viste D.’s Karakter sig fra den
uheldigste Side, idet han først vilde føre
Manden bag Lyset og lod ham ombringe, da det
mislykkedes. Foruden Batseba havde D. flere
Hustruer. Med Ahinoam havde han Sønnen
Amnon, med Abigail Kil’ab, med Ma’aka
Absalom. Af de andre Sønner gjorde Adonija sig
bemærket. Men navnlig Absalom (s. d.)
spillede en tragisk Rolle i D.’s Liv. Under hans
Oprør maatte D. flygte til Machanaim i
Østjordanlandet. Hans Sejr, der vandtes ved Joab’s
Energi og Husai’s listige Hjælp, forbitredes ved
hans dybe Smerte over Sønnens Drab. De
oprørske Stammer underkastede sig, men
Skinsygen mellem Judæerne og de andre vakte et
nyt Oprør, ledet af Benjaminiten Sheba, men
ogsaa det dæmpedes af Joab. D. blev gl og
søgte i sin Affældighed ny Livskraft hos en
ung Kvinde, Abizag (s. d.). Medens han laa
paa det sidste, stredes Sønnerne Salomo og
Adonija om Arven, som ved Batseba’s
Mellemkomst overdroges den første. For ham
fremsatte D. sin sidste Villie: Joab, som havde
paadraget sig Blodskyld, og Shimi, som havde
forbandet D. under Flugten for Absalom, skulde
dræbes, men Barzillai’s Sønner, der viste ham
Godhed ved samme Lejlighed, belønnes. Efter
sin Død begravedes D. i »Davidsbyen«. - D.
har ved sin stærke og evnerige Personlighed
i særlig Grad bidraget til at præge sit Folk og dets
Religion. Hans Storhed beror paa den Energi,
hvormed han forfulgte sit Maal. For at naa det
kunde han ofte vise baade Snedighed og
Hensynsløshed. Det lagde han for Dagen over for Filistæerne,
over for Saul’s Slægt, over for Urija og tillige
over for Joab, hvis brutale Energi han drog
Fordel af, saa længe han levede, men som han
lod Salomo dræbe. Men han har haft en
fremragende Evne til at vinde de Mennesker, han
kom i Berøring med, og til at finde de Veje,
der førte til Maalet, og hans voldsomme Sorg
over den oprørske Søn afgiver Vidnesbyrd om
hans følelsesfulde Sind. Hans Bet. er, at han
samlede Israel, Jahve’s Folk, til en national
Enhed. Hidtil havde det levet splittet, og Saul’s
Kongedømme var endnu kun et
Slægtskongedømme, som ikke naaede vidt ud over
Stammen. D. fornyr den gl. Enhed under et Rige
med en Hovedstad, som fra nu af blev Sædet
for Folkets Gud. Det hidtil vandrende Gudssæde,
Arken, gjorde han fast og indstiftede Jerusalems
Helligdom ved at vie Altret paa Sion (2. Sam. 24),
hvor senere Templet kom til at staa. D. er derved
blevet en Fornyer og Skaber af det Israel, som har
haft Bet. i Historien. Dertil skaffede D. Riget den
største Udstrækning og Magt, som det nogensinde
har haft. Derfor har Israel hyldet ham som
Bærer af det israelitiske Kongedømmes Ideal.
Natan tilsiger hans Slægt Kongedømmet i
Israel for evig (2. Sam. 7), og senere Tiders
Forhaabninger gaar ud paa, at hans Tid maa
komme igen. - Om hans Forhold til
Salmedigtningen, se D.’s Salmer.
J. P.

David [’deivid], 1) D. (1084-1153), Konge
af Skotland (1124-53), Søn af Malcolm III af
Skotland, Macbeth’s Overvinder og St
Margaret, en Søster til Edgar Ætheling. Efter
Faderens Død (1093) og Moderens faa Dage efter
sendtes Sønnerne Edgar, Alexander og D.
sammen med Søstrene Mathilde og Marie til
England, hvor Mathilde (Edith) nogle Aar efter
ægtede Henrik I. D. blev opdraget her ved
den lærde Konges Hof, saa at »det skotske
Barbaris Rust blev poleret af ham«. Ved
Broderen Kong Edgar’s Død 1107 deltes Skotland
mellem Alexander, som blev Konge, og D., som
fik Cumbria, den sydvestlige Del af Landet. Ved
Alexander’s Død 1124 blev han Konge over det
Hele. 1113 havde D. ægtet Arvingen til
Northumberland og blev saaledes eng. Baron; som
saadan svor han Mathilde, Henrik I’s Datter
og Arving, Troskab, og da Stephan af Blois
vilde fordrive hende, forsvarede han hendes Sag
og trængte ind i England; Stephan tvang ham
dog til Fred, og efter Nederlaget ved Cutton
Moor (»Faneslaget«) forblev han i sit eget
Kongerige, hvor han gjorde et stort politisk og
gejstligt Organiseringsarbejde. Bl. a.
grundlagde han Bispesæderne i Brechlin, Aberdeen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Sep 25 14:32:13 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0913.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free