Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Defension (Søv.). Den flydende D. paa Kjøbenhavns Red - Defensiv er den af de to Hovedkampformer - Defensivalliance, se Alliance. - Defensor, Forsvarer, særlig Forsvarer for den under en Straffeproces Anklagede - defensor civitatis (lat.: »Borgernes Forsvarer«) i den senere rom. Kejsertid Titlen paa en Embedsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
D.’slinie, den Række af Blokskibe o. a.
Skibe, der tidligere udlagdes til Forsvar af en
Havn.
D.’sskib, en ældre Betegnelse for et
armeret Handelsskib.
H. E.
Defensiv er den af de to
Hovedkampformer, ved hvilken man i Hovedsagen har
Forsvaret og Bevarelsen af egen Kraft for Øje.
Man afventer i D. Fjendens Ankomst og
afværger hans Angreb. I Offensiven har man den
fuldstændige Tilintetgørelse af Fjendens
Modstand til Hensigt, medens man i den rene D.
kun tilstræber Fjendens Tilintetgørelse i
saadan Udstrækning, at egen Tilintetgørelse
afværges. For at opnaa fuldstændig Sejr maa en
ofl’ensiv Virksomhed træde til, hvorved
fremkommer Begrebet Defensiv-Offensiv
(Napoleon I ved Austerlitz). Man skelner
mellem strategisk og taktisk D. I den
strategiske D. afventer man Modstanderens
Operationer, hvorefter man enten gaar over til
den taktiske Offensiv (Frederik II i
Syvaarskrigen) ell. til den taktiske D. (Franskmændene
i Beg. af Krigen 1870-71). -
Defensivstilling er den Stilling, en Styrke indtager
for at hindre Fjendens Fremtrængen i en
bestemt Retning. Til en god Defensivstilling
kræves Støttepunker for Fløjene, fri Oversigt og
god Ildvirkning over det foranliggende Terrain,
Hindringer for Fjendens Fremtrængen foran
Stillingen inden for Skudvidde, Dækning saavel
for Skytterne som for Reserverne og
Muligheden for Overgang til Offensiven. Hvor
Omstændighederne tillader det, forstærkes
Stillingerne ved Kunst.
B. P. B.
Defensivalliance [-ali’aŋsə], se Alliance.
Defensor, Forsvarer, særlig Forsvarer for
den under en Straffeproces Anklagede. Skønt
den gældende danske Straffeproces i det hele
er inkvisitorisk, beskikkes der dog - bortset
fra Politisager -, naar Forundersøgelsen er
endt, ikke blot en Aktor, men tillige en D. Kun
i klare Sager om mindre
Berigelsesforbrydelser (de saakaldte Aflæsningssager) kan i
Kjøbenhavn Beskikkelse af D. med Tiltaltes
Samtykke undlades; ligesom saadan Beskikkelse
overhovedet antages at kunne undlades, naar
Tiltalte ikke forlanger D., men selv kan og vil
sørge for sit Forsvar. Til D. beskikkes i Reglen
en Sagfører, men, hvor en saadan ikke kan
faas, en hvilken som helst »god Mand«. Ved
Underretterne uden for Kbhvn beskikkes D. af
Amtmanden, i Kbhvn af Politidirektøren, ved
Overretterne af disse selv, ved Højesteret af
Justitsministeriet. Det staar altid Tiltalte frit
for at engagere en privat D. ved Siden af den
beskikkede. D.’s Rolle er i øvrigt uden for
Højesteret i Reglen yderst begrænset; han
svarer paa Aktors Indlæg med et
Defensionsindlæg (undertiden veksles yderligere Replik og
Duplik), hvorefter Sagen gaar til Doms. I
Politisager beskikkes ingen D. af det Offentlige,
men den Tiltalte kan selv engagere en saadan.
Beskikkelse af D. er et Hovedled i det
akkusatoriske System (se Anklageproces) og
finder derfor Sted overalt, hvor dette hersker.
Kun England dannede i saa Henseende indtil
den nyeste Tid en ejendommelig Undtagelse,
idet det der overlodes til Anklagede selv at
sørge for sit Forsvar. Havde han ikke Raad til
at engagere en Sagfører, havde han derfor ikke
Krav paa nogen Forsvarer. Dog var det i
alvorligere og vanskeligere Sager faktisk Skik,
at den præsiderende Dommer opfordrede en af
de tilstedeværende Advokater til gratis at
overtage Forsvaret. I øvrigt trøstede man sig med,
at »Dommeren er den Fængsledes Advokat«
(the judge is the counsel of the prisener),
hvilket nærmest vil sige, at det er Dommerens Pligt
selv at holde sig for Øje og at indskærpe
Juryen, at Bevisbyrden paahviler Anklageren, og
at derfor enhver rimelig Tvivl bør
understreges og komme den Anklagede til gode. Nu har
imidlertid en L. af 14. Aug. 1903 givet
Domstolene i England Beføjelse til at beskikke en
Jurist til D. for den ubemidlede Anklagede, naar
Sagens Beskaffenhed gør saadan Beskikkelse
ønskelig. Efter den norske Straffeproceslov
af 1892 beskikkes der den Anklagede en
Forsvarer i alle Straffesager med Undtagelse af
Politisager og privat forfulgte Straffesager samt
Sager, hvor der foreligger en af
Omstændighederne bestyrket, uforbeholden Tilstaaelse.
E. T.
defensor civitatis (lat.: »Borgernes
Forsvarer«) var i den senere rom. Kejsertid Titlen
paa en Embedsmand, hvis Hverv det var at
beskytte den lavere Befolkning mod
Undertrykkelse af de Mægtige, d. c. kaldes derfor
undertiden ogsaa d. piebis, patronus pl., vindex
(Hævner) civitatis. For at give Embedet, der
oprettedes 364 e. Kr. af Valentinian I, den
fornødne Autoritet, maatte d. c. opr. kun vælges
bl. Stadens ell. Statens mest ansete Borgere
(Senatorer, tidligere Statholdere, Advokater).
Embedet var vistnok endvidere opr. livsvarigt
(d. perpetuus, Corp. Inscr. Lat. X 7017). Hver
Stad skulde have sin d. c. Og Valget skulde
foretages af præfectus prætorio og bekræftedes
af Kejseren, d. c. var opr. tænkt som en
Folkets Fader (vicem parentis). Han skulde være
Borgernes Forsvarer mod Vilkaarlighed og
navnlig de Fattiges Beskytter. Fremfor alt
paahvilede det ham at føre Tilsyn med Skatternes
Fordeling og Opkrævning. Borgernes Klager
havde han at protokollere, hvorefter han,
saafremt han fandt Klagen begrundet, selv skred
ind mod den Skyldige ell. forebragte Sagen for
Statholderen, til hvem han derfor til enhver
Tid havde fri Adgang. Ved Siden af denne
tribunicisk-censoriske Myndighed var der tillagt
ham en vis begrænset Jurisdiktion som en Art
Fredsdommer. Han havde at paakende
Smaasager om klare og rede Gældsfordringer, om
Tilbagelevering af bortløbne Slaver, om
Tilbagebetaling af for meget erlagt Skat o. l. Embedet
undergik imidlertid efterhaanden en Række
Omordninger, der faktisk ganske forandrede dets
Karakter. Valgbarheden blev snart kun
betinget af velbaaren Fødsel. Selv ganske unge Mænd,
der endnu ikke havde beklædt noget Embede,
valgtes til d. c., blot de var af god Familie.
Og ikke engang denne Betingelse blev altid
overholdt. I Beg. af 5. Aarh. træffer vi
saaledes en d. c., der ikke blot var Jøde, men
som endog havde udført det foragtede Hverv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
