Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Delfiner (Delphinidæ), den ene Hovedgruppe af Tandhvaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aarlig i Mængde ved Færøerne, Shetlandsøerne og
Skotland; i danske Farvande er den kun en
tilfældig Gæst; den træffes ogsaa langs
Vesteuropas Kyster, helt ind i Middelhavet, ved
Kap, Kerguelen, Tasmanien, Japan o. a. St.
Denne D. er i høj Grad selskabelig og er iagttaget
i Flokke paa indtil 2-4000 Individer; enkeltvis
ses den derimod aldrig; da Flokkene blindt
følger deres Førere, lader de sig let af øvede
Fangstmænd drive ind til Kysterne og bliver
saaledes gjort til Bytte i Mængdevis; paa
Færøerne og i Nordskotland har saaledes
Grindefangst været drevet fra ældgammel Tid. Paa
Færøerne stammer det første Regnskab over
Grindefangsten fra 1584, og fra dette Aar til
Nutiden (Aarene 1641-1708 undtagne) er der
ført nøje Regnskab med de aarlige Fangster
ved Øerne; i 232 Aar (indtil 1883) fangedes der
saaledes 117456 Grindehvaler ved Færøerne, til
en samlet Værdi af c. 7 Mill. Kr; før 1859 viste
Flokkene sig navnlig i Juli, Aug. og Septbr,
efter 1859 har de hyppigere end før ogsaa
indfundet sig i Vintermaanederne. Grindefangsten
har paa Færøerne sin egen Tradition og
Lovordning; Øerne er delte i Grindedistrikter, hvis
Mandskab er pligtig at møde, saa snart en
Grindeflok (»Grind«) viser sig; i saa Tilfælde
gives straks aftalte Signaler (Høblus, udbredte
Lagener), og i kort Tid samles en Flotille paa
ofte op til 100 Ottemandsbaade; disse danner
en Halvkreds uden om Hvalflokken, og ved Larm
og ved at kaste Sten i Søen lader Flokken sig
drive, ofte mange Kilometer, foran sine
Forfølgere; den drives da ind i en Hvalvaag ɔ: en
Bugt, der har jævnt opskraanende Sandbund;
her dræbes da Dyrene med Lanser og Knive og
trækkes ved Krog i Land; Øvrigheden skrider
da til Vurdering og Uddeling af Byttet, hvilket
foregaar efter meget detaillerede Regler.
Nær beslægtet med Grindehvalen er
Grampus griseus; dens Overmund er tandløs, foran
i Underkæben 3-7 smaa Tænder paa hver Side;
den har lgn. but Snude og smal, spids Luffe
som Grindehvalen; Farven er fremherskende
graa paa Oversiden, gaaende jævnt over i
Bugens lysere Farve; Lufferne og Halen nærmest
sorte. Legemslængden c. 4 m. Denne Hval er
truffet i Middelhavet op langs Vesteuropas
Kyster og een Gang ved Holstens Kyst, men intet
Sted i større Antal.
Herhenhørende er ogsaa den lille Slægt
Orcella, hvis ene Art, O. brevirostris, er en
Brakvandsform fra den bengalske Bugt; den anden,
O. fluminalis, lever i Iravaddi-Floden, i hvis
Vande den gaar højt op, indtil 1500 km fra
Havet; begge er meget butpandede Smaaformer
med 12-14 smaa, spidse Tænder i Kæbernes
forreste Del; Rygfinnen lille, siddende bag
Ryggens Midte.
Hvidfisken ell. Hvid-D. (Beluga ell.
Delphinapterus leucas), Fig. 2, har i hver Kæbe
8-10 kegleformede, spredt stillede Tænder, hvis
Spidser peger lidt fremad; Hovedet er lille og
bredt, meget butpandet, med fremstaaende
Læbekant; Gabet lille. Øjnene meget smaa,
noget bag Mundvigene; Rygfinnen mangler
næsten helt, paa dens Sted er blot en lav Køl ell.
Hudliste, Lufferne korte og afrundede. Den
glatte og glinsende Hud er skinnende hvid ell.
hvidgul, hos Ungerne graablaalig (»Blaafisk«).
Hele Dyrets Længde er 4-5, sjælden 6 m.
Hvidfiskens Føde er Fisk af Mellemstørrelse som
Torsk, Rødfisk, Flyndere, ogsaa Blæksprutter og
Krebsdyr. Arten er circumpolar, udbredt i det
nordlige Ishav ved Davis-Strædet, Spitsbergen,
Novaja-Semlja, Sibiriens Nordkyst ned til
Japan; den gaar gerne ind i Fjorde og op i
Floder, saaledes i Obj og St Lawrence. Den er
stærkt vandrende; kun sjælden ses den
enkeltvis, i Reglen gaar den i store Flokke, ofte i
Skarer paa fl. Tusinde; ved Vestgrønland
indfinder den sig ved Vintertid, men gaar sjælden
S. f. 62°; saa snart det bliver mildere, trækker
den atter mod N. og ses om Sommeren
sjælden sydligere end 72°; denne højnordiske Art
strejfer kun sjælden langt mod S.; den er
enkelte Gange set ved Skotlands Kyster; 1869 saas
3 Eksemplarer i den botniske Bugt, og 1903
viste den sig ved Helsingør og Kolding.
Hvidfisken er for hurtig og sky til, at Fangsten kan
være lønnende for Hvalfangerne; for de
højnordiske Folkeslag, der jager den med Harpun,
er den derimod en af de vigtigste Hvaler;
Spækket med Huden (Grønlændernes »mattak«)
er meget velsmagende, og hvert Dyr giver 3-8
Tønder Tran; Huden bruges tillige til Remme.
Narhvalen (Monodon monoceros), Fig. 3,
er nærbeslægtet med Hvidfisken og ligner
denne meget i Legemsform og Knoglebygning;
Rygfinnen er saaledes kun til Stede som en lav
Køl, og Lufferne er smaa og afrundede; det
lille Hoved er meget butpandet, foran brat
affaldende mod Læben, der dog staar lidt frem
som en afsat Kant. Narhvalens Tandsæt er
derimod højst ejendommeligt, thi bortset fra nogle
smaa, rudimentære Tænder, der aldrig bryder
frem af Gummerne, er hele Tandsættet nemlig
reduceret til et Par fremadrettede
Hjørnetænder, en forrest i hvert Overkæbeben. Højre
Hjørnetand vantrives og bryder ikke frem af
Tandhulen, hvor den ligger som en blyantsstor
Stift; venstre Hjørnetand vokser derimod hos
Hannen ud til en 2-3 m lang Stødtand, hvis
Overflade er spiralsnoet med til venstre løbende
Furer og Ribber, der blot er bortslidte ved
Tandens glatte og blanke Spids; en lang, tynd
Tandhule gaar omtr. gennem hele Tanden til
 |
| Fig. 2. Hvid-Delfin. |
|
| Fig. 3. Narhval-Kranie; højre Overkæbe opmejslet for at vise den rudimentære højre Hjørnetand. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
