Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Delvigne, Gustave, fr. Officer, (1799-1876) - Delvinon (Delvino, Delonia), By i det gr. Distrikt D. i Epirus, 20 km fra det ioniske Hav - Delyannis (Deligiannis), gl anset Slægt i det gr. Landskab Arkadien - Joannis D., (1738-1816) - Anagnostos D. (1771-1853) - Theodoros D. (1826-1905) - Demades, athenisk Taler i 4. Aarh. f. Kr. - Demagog (gr.; ordret oversat: en »Folkeleder«)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begyndte i Frankrig Forsøgene med D.’s
Geværer, men forsk. Mangler, særlig Rundkuglens
Deformering ved Ladestokkens Slag, gjorde, at
Geværerne ikke blev indførte. Størst Interesse
har D.’s Geværer som Forløbere for den senere
af Thouvenin opfundne Tapriffel.
(E. P.). C. Q.
Delvinon (Delvino, Delonia), By i det
gr. Distrikt D. i Epirus, 20 km fra det ioniske
Hav. 5000 Indb., hvoraf 2/3 Kristne, har et Slot
og fl. Moskeer, driver Handel med Olie og
Sydfrugter.
M. V.
Delyannis [ðili’jani(s)] (Deligiannis), gl
anset Slægt i det gr. Landskab Arkadien.
Joannis D., f. 1738, var en af de vigtigste
Stammehøvdinger (»Primater«) paa Peloponnes og blev
1816 myrdet af Tyrkerne. Hans 7 Sønner deltog
alle i Frihedskrigen, og en af dem,
Anagnostos D. (1771-1853), blev senere Formand i
Senatet, medens Kanellos D. (1779-1862)
1849 var Formand i Deputeretkamret. En
Sønnesøn, Theodoros D. (1826-1905), indtraadte
tidlig i Statstjenesten og blev 1859
Understatssekretær i Indenrigsministeriet. Siden 1862
havde han Sæde i Nationalforsamlingen og var
allerede Maj-Juli 1863 Udenrigsminister, men
styrede senere ogsaa andre Ministerier. 1867-
68 var D. Sendemand i Paris og søgte forgæves
at opnaa Kretas Tilknytning. Juni 1877 optoges
han i det store nationale Ministerium og blev
Jan. n. A. Udenrigsminister (indtil Marts 1880);
han var ivrig for at vinde Thessalien ved
Vaabenmagt og fik som Grækenlands Repræsentant
paa Berlin-Kongressen Tilsagn herom, men saa
det ikke opfyldt førend under sin Eftermand
1881. Maj 1885 blev D. Førsteminister og gjorde
efter Østrumeliens Forening med Bulgarien
store Rustninger for at skaffe Grækenland en
tilsvarende Udvidelse i Makedonien, men
maatte Maj 1886 afgaa for Stormagternes Tryk. Han
var senere Ordfører for Oppositionen mod
Trikupis og drev en voldsom Agitation mod
dennes fredelige Politik. Novbr 1890 blev han igen
selv Førsteminister og vilde nu styrke sin
Stilling ved at foreslaa Anklage mod sin Medbejler.
Ved sin overdrevne Iver for Forsvarets
Udvikling forværrede han yderligere den slette
Finanstilstand, og da Kongen Febr 1892 forlangte,
at han skulde tage sin Afsked, vægrede han sig
derved, idet han pukkede paa at være Folkets
Udkaarne Mand. Han blev da ligefrem
afskediget og genoptog nu Stillingen som
Oppositionens Fører, indtil han Juni 1895 paa ny blev
Førsteminister. Da Opstanden 1896 udbrød paa
Kreta, foretog han store Rustninger og
paaførte derefter Tyrkiet Krig, men fjernedes Apr.
n. A., da Ulykkerne indtraf. Han blev dog Decbr
1902-Juni 1903 igen Førsteminister og
ligeledes Decbr 1904, indtil han 13. Juni 1905
myrdedes af en Spiller som Hævn for den
Strenghed, hvormed han gennemførte Spillehusenes
Lukning. - Hans Brodersøn, Nikolas D.
(1844-1910), var 1870-80 Legationssekretær i
Paris, derefter Sendemand i Belgrad og 1886
-92 i Paris. Efter Trikupis’ Afgang Jan. 1895
blev han sat i Spidsen for et
Forretningsministerium, indtil Valgene havde godtgjort Folkets
Stemning. Da disse gav hans Farbroders Parti
stort Flertal, trak han sig Juni 1895 igen
tilbage og overtog paa ny Stillingen som
Sendemand i Paris indtil sin Død.
E. E.
Demades, athenisk Taler i 4. Aarh. f. Kr.,
skal som Politiker have modarbejdet
Demosthenes. I Slaget ved Chaironeia 338 blev han
taget til Fange, men udvirkede sin egen og de
andre Atheneres Frigivelse og blev derefter en
Tilhænger af Makedonien. Efter Filip’s Død 336
bevægede D. Alexander til at skaane Athen og
vandt ogsaa personlig hans Gunst; efter
Alexander’s Død sendtes han af Athenerne som
Gesandt til Antipatros, men dennes Søn
Kassandros lod ham 319 henrette tillige med hans Søn
Demeas. D. efterlod ingen skrevne Taler;
senere fabrikeredes i Sofisternes Skoler Taler, der
gik under hans Navn, og af disse er et enkelt
Fragment bevaret. Udg. sammen med
Deinarchos af Blass (1871). (Litt.: Blass, »Die
attische Beredsamkeit«, III).
K. H.
Demagog (gr.; ordret oversat: en
»Folkeleder«). Efter den antikke Sprogbrug kaldtes
enhver, der gjorde sig til Talsmand for Folket
(δήμοσ) ɔ: den store Masse af fri Borgere lige
over for paa den ene Side Slaverne og paa
den anden de rigere og højere Klasser i
Samfundet, for D., uden at der hermed i og for
sig var forbundet Tanken om noget urigtigt ell.
nedsættende, om end dette ikke var udelukket.
I Athenernes Mund var Perikles ikke mindre
en D. end Alkibiades ell. Kleon og i Romernes
Graccherne ikke mindre end Furius Camillus
ell. Marius.
Den moderne Sprogbrug har derimod
nærmest gjort D. enstydigt med »en Folkeforfører«
og betegner ved Ordet i Reglen en Person, der
benytter sig af og spekulerer i Folkets
Daarskaber og Lidenskaber. D. bliver herefter et
Slags Skældsord, ved Forstaaelsen af hvis
Anvendelse imidlertid dels den Talendes
politisk-sociale Standpunkt, dels de vekslende Tiders
skiftende Synsmaader ikke maa tabes af Sigte.
- Ikke sjælden er den Mand, hvem hans
Samtidige ell. dog Magthaverne bl. disse
betragtede og forfulgte som en farlig og
samvittighedsløs D., af Eftertiden blevet hædret og
dyrket som Forkæmper for Sandhed og
Retfærdighed. Særlig kan der henvises til, hvorledes det
efter Napoleon’s Fald og under den hellige
Alliances Ægide næsten i alle velordnede
europæiske Stater blev Mode overalt at vejre
Demagogi og demagogiske Lyster; navnlig i
Tyskland blev Forfølgelsen »wegen demagogischer
Umtriebe«, efter at Sand havde myrdet
Kotzebue, sat i System, og 2 permanente
»Untersuchungskommissionen«, først i Mainz og senere
i Frankfurt a. M., arbejdede i mange Aar
næsten lige ned til 1848 med større ell. mindre
Held paa at udrydde, hvad Datidens
Regeringer ansaa for Demagogi, og at fortrædige de
»missliebige« Personer, som mentes at befatte
sig dermed. - Det endelige Resultat blev
desuagtet 1848 med alle dets Omvæltninger, og
mange af de tidligere mistænkte ell. forfulgte
fik Sæde i de ny Regeringer ell. blev
Medlemmer af de lovgivende Forsamlinger.
(C. V. N.). K. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
