Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dementia paralytica, Dementia paretica, progressiv Paralyse, generel Parese, alm. fremadskridende Lamhed - Dementia paretica, se Dementia paralytica. - Dementia præcox er Navnet paa en af de hyppigst forekommende Sindssygdomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opstillet dem som særegne »parasyfilitiske«
Lidelser; dette Begreb er igen forladt af de fleste,
dog mener mange, at der ved Siden af Syfilis
skal gøre sig særlige Momenter gældende som
Grundlag for Opstaaen af D. p. Symptomerne
paa D. p. begynder sædvanligvis snigende,
undertiden dog tilsyneladende akut. De første
Symptomer er i Reglen Træthed, uligevægtig
Sindsstemning, Hukommelsessvækkelse og lette
Taleforstyrrelser. I det videre Forløb kan
Sygdommen antage forskellige Former. I nogle
Tilfælde er en jævnt tiltagende Sløvhed det mest
karakteristiske. I andre Tilfælde er Patienterne
dybt deprimerede og ængstelige; til
Depressionen knytter sig ofte Forestillinger af barok
Natur. I atter andre Tilfælde, der til Dels
svarer til, hvad der populært kaldes
Storhedsvanvid, har Patienten Storhedsforestillinger, som
kan antage enorme Dimensioner, han er
Konge, Kejser, ejer hele Kloder af Guld, kan
svømme over Atlanterhavet etc. I disse Tilfælde er
Stemningen gerne løftet, om end Patienterne
ofte er misfornøjede med, at de ikke faar Lov
til at udnytte deres uhyre Rigdomme.
Saavel Depressionen som
Storhedsforestillingerne repræsenterer ofte forbigaaende Faser i
Sygdommen, Patienten synker derefter ned i
en tiltagende Sløvhed, bliver urenlig, kan ikke
selv spise, forstaar intet af, hvad der sker omkr.
ham. Samtidig bliver de rent legemlige
Symptomer mere fremtrædende; Talen, der i
Sygdommens Beg. er let vibrerende og usikker,
bliver mere og mere uforstaaelig, Muskelkraften
tager af, der kommer Rysten af Hænderne,
usikker Gang, Lammelse og Synssvækkelse.
Sygdommen forløber sædvanlig jævnt
fremadskridende og fører i de fleste Tilfælde til Døden i
Løbet af 2-3 Aar. Jævnlig optræder der
pludselige Forværrelser, som indledes med et
saakaldt paralytisk Anfald, der ligner et lettere
apoplektisk ell. epileptisk Anfald. Undertiden kan
der komme Stilstand i Sygdommen ell.
forbigaaende Bedringer, som kan strække sig over fl. Aar.
Virkelig Helbredelse kan maaske opnaas i
Sygdommens første Stadier ved energisk
Behandling (Kviksølv, Salvarsan, Jodpræparater). I de
senere Stadier maa Helbredelse vistnok anses
for udelukket. D. p. kan jævnlig komme til at
spille en Rolle i retslig og social Henseende,
idet Sygdommen ofte miskendes i
Begyndelsesstadierne, og Patienterne p. Gr. a. den
Kritikløshed, der er en Følge af Aandssvækkelsen,
indlader sig paa vilde Penge spekulationer,
hvorved de sætter Familiens Formue over Styr.
Ogsaa Skibskaptajner og Togførere med
begyndende D. p. repræsenterer en betydelig Fare
for deres Omgivelser. For mere fremskredne
Tilfælde af D. p. vil Forplejning paa et
Sindssygehospital sædvanlig være nødvendig. (Litt.:
Friedenreich, »Kortfattet speciel
Psykiatri« [Kbhvn 1914]; A. Hoche, Dementia
paralytica, i Aschaffenburg’s »Handbuch d.
Psychiatrie«, spez. Teil, 5. Abt. [Leipzig und Wien 1912];
Nonne, »Syfilis und Nervensystem«, 2. Opl.
[Berlin 1909]).
K. H. K.
Dementia paretica, se Dementia
paralytica.
Dementia præcox er Navnet paa en af de
hyppigst forekommende Sindssygdomme, den
som Hovedmassen af Sindssygehospitalernes
Patienter lider af. Begrebet D. p. er opstillet af
Kraepelin; det dækker dels, hvad man tidligere
kaldte Dementia juvenilis, dels andre ældre
Sindssygdomsbegreber. En nyere Betegnelse for
Sygdommen, som nu er ved at trænge igennem,
er Schizofreni, hvorved særlig sigtes til en vis
sjælelig Spaltning hos Patienterne. Aarsagen til
D. p. er ukendt. En Rk. Forhold, man tidligere
tillagde Bet., saasom Overanstrengelse, religiøse
Anfægtelser, seksuelle Udsvævelser ell. Onani,
mener man nu næppe spiller nogen Rolle for
Sygdommens Opstaaen. Bl. de mest gængse
Teorier maa nævnes dels den, der gaar ud paa, at
Aarsagen skulde være en Art Forgiftning, som
ødelægger de finere Elementer i Hjernen, dels
den, at Sygdommen skulde skyldes et for tidligt
Opbrug af Evnen til Virksomhed i en
utilstrækkeligt solidt anlagt Hjerne. Ved mikroskopisk
Undersøgelse af Hjernen fra D. p.-Patienter har
man i den nyeste Tid fundet fine Forandringer
i Hjernebarken. Arvelighedens Rolle for
Sygdommen er ikke helt klarlagt. Symptomerne
ved D. p. kan være meget forskellige. Som
Helhed kan det siges, at visse Omraader af
Hjernevirksomheden saasom Hukommelsen,
Opfattelses- og Orienteringsevnen som Regel lades ret
uskadte. Derimod kommer der betydelige
Defekter paa Villies- og Følelsesomraadet.
Patienterne mister derved Kærligheden til og
Interessen for alt, hvad der tidligere har opfyldt
dem, baade Beskæftigelser og Personer, de kan
forfalde til stereotype og hensigtsløse
Beskæftigelser, barnlige Adspredelser ell. fuldstændig
Ubeskæftigethed; i mange Tilfælde bliver
Mangelen paa Villiesinitiativ saa stærk, at
Patienterne gaar helt i Staa, sidder tilsyneladende
ganske sløve, altid i samme Stilling, spiser ikke
af sig selv, lader Afføring og Urin afgaa i
Sengen ell. Klæderne. Men selv i denne Tilstand
opfatter og husker de, hvad der foregaar omkr.
dem. Ved Siden af Villieløsheden kan der
optræde Forstyrrelser paa Forestillingsomraadet,
mest som Hallucinationer og
Vrangforestillinger, ogsaa som en Slags Bevidsthedsspaltning.
Man har inden for D. p. opstillet forsk. Typer,
af hvilke de væsentligste er Dementia simplex,
Katatoni, Hebefreni og Dementia
paranoides. Dementia simplex viser sig mest ved
Karakterforandring i Retning af Gnavenhed, Særhed,
Oppositionslyst, Uinteresserthed for alt, større
ell. mindre Grad af Sløvhed. Ved Katatonien
er dels den saakaldte Villiesspærring
dominerende, Patienterne har Tilbøjelighed til at gøre
Modstand mod alt, gøre det modsatte af, hvad
man opfordrer dem til (Negativisme); endvidere
er der noget skruet over Katatonikernes Væsen;
de har Tilbøjelighed til at stille sig op i aparte,
forvredne Stillinger, gøre halvt symbolske
Bevægelser, bruge villet-forkerte Benævnelser paa
Personer og Genstande; jævnligt udfører de
uventede, impulsive Handlinger. Ved
Hebefrenien er det særlig det barnagtige, uroligt
støjende, »labansagtige«, der danner de
fremtrædende Symptomer. Den fjerde Gruppe, D.
paranoides, falder til Dels sammen med, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
