Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5) D. Ivanovitsch (1583-91), Søn af Ivan IV, den Skrækkelige - Demetrius, Rostovskij (den hellige), russ. Præst, Metropolit i Réstov og Jaroslav (1665-1709)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efterfølger han blev (1598-1605). En officiel
Undersøgelse skulde fastslaa Boris’ Uskyld; men
da hans i øvrigt dygtige Regering mødte stærk
Modvillie, som næredes af den højere Adel,
fæstedes Lid til Rygter om, at D. paa vidunderlig
Maade var undsluppet sine Mordere og endnu
levede. Hvem denne »falske Dmitrij«, som russ.
Historikere har kaldt ham, var, kan trods
moderne kildekritiske Undersøgelser ikke
fastslaas; usandsynligt er det endda ikke, at han
virkelig var den, han udgav sig for, og som
han utvivlsomt selv troede sig at være. I hvert
Fald var han ikke - som Boris’ officielle
Beretning straks vilde fastslaa, og som de
berømte russ. Historikere, Karamsin og Soloviev,
hævder - en forløben Munk, Grischka
Otrepiev, fra Tchudov Klostret i Moskva; heller
ikke var han en uægte Søn af den polske Konge
Stephan Bathori; en moderne Forsker
(Pierling) har vist, at et egenhændigt Brev fra D.
til Paven kun kan være skrevet af en
Storrusser. Omkr. 1603 finder vi D. i Tjeneste hos
den lithauiske Fyrste Adam Vischnevetzki, for
hvem han - efter en Beretning under en svær
Sygdom - gav sig til Kende som Ivan IV’s
Søn. Vischnevetzki anbefalede ham til
Sigismund III; denne afslog at anerkende ham
officielt, men Magnaten Mnizek vilde støtte hans
Sag og lovede ham sin Datter Marina til Ægte.
Jesuiterne mente ved hans Hjælp at kunne faa
Indflydelse i Rusland og støttede ham
ligeledes, og snart stod han i Spidsen for en Armé
af Polakker, Lithauer, Kosakker, tyske
Lejetropper og Russere, som vilde fordrive Boris.
1604 kom han til Krakov, hvor Sigismund
præsenterede ham for den pavelige Legat Rangoni,
og 17. Apr. gik han over til den rom. Kirke og
lovede at vinde Moskva for den. I Oktbr gik han
over den russ. Grænse og slog de moskovitiske
Hære. Da Boris saa pludselig døde (13. Apr.
1605), gik største Delen af de russ. Hære over
til ham, og 20. Maj holdt han sit Indtog i
Moskva; 21. Juli kronedes han til Tsar. D.
synes at have været en fremragende Begavelse,
som i adskilligt minder om Peter den Store.
Han søgte at indføre vesteuropæisk Skik og
Kultur, forsøgte at lette Bondens Byrder, nærede
Planer om et Forbund mellem Paven, Venedig,
Polen og Moskva mod Tyrkiet, viste en
overordentlig Tolerance i religiøse Spørgsmaal
og saa videre. Paa mangfoldige Maader
stødte han imidlertid an mod russisk Sæd
og Skik og optraadte haanende og
uforsigtigt over for Bojarerne; med Vasilij
Schuskij i Spidsen dannedes derfor en
Sammensværgelse mod ham. Man benyttede sig af
Misfornøjelsen over Tilstedeværelsen af de
polske Regimenter og polske Adelige, der var
komne til Stede i Anledning af Marina’s
Ankomst til Moskva for at ægte D. 18. Maj 1606
fandt Kroningen og Vielsen Sted, hvorefter
fulgte en Række Festligheder. Natten til 27.
Maj angreb Bojarerne Kreml, og styrtede ind i
D.’s Slot; D. flygtede ud ad et Vindue, faldt,
blev indhentet og dræbt; hans Lig brændtes;
Asken blandedes med en Kanonladning, saa at
den ved Affyringen af Kanonen, der rettedes
mod Polen, spredtes for alle Vinde. Rundt om
i Moskva var samtidig med Mordet et grusomt
Blodbad af Polakker og Russere, som var D.’s
Tilhængere, gaaet for sig. Vasilij Schuskij
valgtes til Tsar, men D.’s Tilhængere rejste sig
straks og udspredte Rygtet om, at D. atter var
blevet reddet paa vidunderlig Maade, uden at
dog nogen endnu havde vovet at udgive sig for
den myrdede Tsar.
Endelig optraadte den ønskede anden
falske D. Hans Navn og Oprindelse er usikker;
han antages af nogle for en Præstesøn, af andre
for en omvendt Jøde; en vis Dannelse og
Dygtighed sad han inde med. Til hans Hjælp kom
Adam Vischnevetzki med fl. Tusinde Polakker,
hvortil sluttede sig Kosakker og Russere. Med
denne Hær - i hvilken for øvrigt befandt sig
5-6 Bedragere, som udgav sig for Sønner ell.
Sønnesønner af Ivan IV - rykkede han mod
Moskva og satte sig fast i dens Nærhed i
Landsbyen Tuschino (D. kaldtes derfor ogsaa
»Røveren fra Tuschino«). Marina Mnizek, som var
blevet fængslet, blev fanget, og hun erklærede i
den ny falske D. at genkende sin Ægtefælle;
hun skaffede ham Hjælp fra Lithauens
Magnater, saa hans Hær blev meget anselig. Da
Polakkerne imidlertid indtog Moskva, efter at
Vasilij var styrtet (se Rusland, »Historie«),
maatte D. flygte fra Tuschino. Et Angreb af
ham paa Moskva afsloges, men han beholdt,
støttet af de donske Kosakker, nogen Tid
Magten over det sydøstlige Rusland. Decbr 1610
myrdedes han af en Kosak, han havde ladet
piske.
En tredie falsk D., hvis Oprindelse er
endnu mere dunkel end de foregaaendes - af
nogle antoges han at være en vis Diakon Sidor -
optraadte pludselig 1611 og udgav sig for Ivan
IV’s Søn. Han anerkendtes af Kosakkerne, som
hærgede Egnene omkr. Moskva, og af
Befolkningen i det pskovske Distrikt (deraf hans
Tilnavn »Røveren fra Pskov«). Maj 1612 maatte
han flygte fra Pskov, blev kort efter grebet og
udleveret til Moskva, hvor han henrettedes.
(Litt.: Pierling, Le Saint-Siège, la
Pologne et Moscou [Paris 1885]; Samme, La
Russie et le Saint-Siège [Paris 1896-1912]; K.
Waliszewski, La crise révolutionaire 1584
-1614 [Paris 1906]; heri udførlig Bibliografi
over trykte og utrykte Kilder; Caro, »Zur
Demetrius-Frage« [i »Historische Zeitschrift«,
1902]; Pantemius, »Der falsche D.« [i
»Monographien zur Weltgeschichte«, 1904];
Prosper Mérimée, Les faux D. [1852], en
fortræffelig Fremstilling, men nu forældet).
L. K.
Demetrius, Rostovskij (den hellige), russ.
Præst, Metropolit i Róstov og Jaroslav (1665-
1709), studerede i Kiev ved det lat.-slaviske
Akademi og paavirkedes af vesteuropæisk
Kultur, for hvilken han var en Pioner i
Brydningstiden under Peter den Store. Han vandt
Berømmelse som Prædikant, Dogmatiker,
Historiker og Forf. af religiøse Dramaer (ofte
genoptrykt; bl. a. i Moskva 1840 i 5 Bd). Hans Grav
er i Róstov, hvortil ortodokse Russere valfarter.
En anden D., der levede i 14. Aarh., kaldes i
den russ. Kirke »den hellige« og fører
Tilnavnet »Thaumaturgen«; han var bl. a. Lærer for
D. Donskoi’s Børn.
L. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
