Print (PDF) - On this page / på denna sida - 5) D. Ivanovitsch (1583-91), Søn af Ivan IV, den Skrækkelige - Demetrius, Rostovskij (den hellige), russ. Præst, Metropolit i Réstov og Jaroslav (1665-1709)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efterfølger han blev (1598-1605). En officiel Undersøgelse skulde fastslaa Boris' Uskyld; men da hans i øvrigt dygtige Regering mødte stærk Modvillie, som næredes af den højere Adel, fæstedes Lid til Rygter om, at D. paa vidunderlig Maade var undsluppet sine Mordere og endnu levede. Hvem denne »falske Dmitrij«, som russ. Historikere har kaldt ham, var, kan trods moderne kildekritiske Undersøgelser ikke fastslaas; usandsynligt er det endda ikke, at han virkelig var den, han udgav sig for, og som han utvivlsomt selv troede sig at være. I hvert Fald var han ikke - som Boris' officielle Beretning straks vilde fastslaa, og som de berømte russ. Historikere, Karamsin og Soloviev, hævder - en forløben Munk, Grischka Otrepiev, fra Tchudov Klostret i Moskva; heller ikke var han en uægte Søn af den polske Konge Stephan Bathori; en moderne Forsker (Pierling) har vist, at et egenhændigt Brev fra D. til Paven kun kan være skrevet af en Storrusser. Omkr. 1603 finder vi D. i Tjeneste hos den lithauiske Fyrste Adam Vischnevetzki, for hvem han - efter en Beretning under en svær Sygdom - gav sig til Kende som Ivan IV's Søn. Vischnevetzki anbefalede ham til Sigismund III; denne afslog at anerkende ham officielt, men Magnaten Mnizek vilde støtte hans Sag og lovede ham sin Datter Marina til Ægte. Jesuiterne mente ved hans Hjælp at kunne faa Indflydelse i Rusland og støttede ham ligeledes, og snart stod han i Spidsen for en Armé af Polakker, Lithauer, Kosakker, tyske Lejetropper og Russere, som vilde fordrive Boris. 1604 kom han til Krakov, hvor Sigismund præsenterede ham for den pavelige Legat Rangoni, og 17. Apr. gik han over til den rom. Kirke og lovede at vinde Moskva for den. I Oktbr gik han over den russ. Grænse og slog de moskovitiske Hære. Da Boris saa pludselig døde (13. Apr. 1605), gik største Delen af de russ. Hære over til ham, og 20. Maj holdt han sit Indtog i Moskva; 21. Juli kronedes han til Tsar. D. synes at have været en fremragende Begavelse, som i adskilligt minder om Peter den Store. Han søgte at indføre vesteuropæisk Skik og Kultur, forsøgte at lette Bondens Byrder, nærede Planer om et Forbund mellem Paven, Venedig, Polen og Moskva mod Tyrkiet, viste en overordentlig Tolerance i religiøse Spørgsmaal og saa videre. Paa mangfoldige Maader stødte han imidlertid an mod russisk Sæd og Skik og optraadte haanende og uforsigtigt over for Bojarerne; med Vasilij Schuskij i Spidsen dannedes derfor en Sammensværgelse mod ham. Man benyttede sig af Misfornøjelsen over Tilstedeværelsen af de polske Regimenter og polske Adelige, der var komne til Stede i Anledning af Marina's Ankomst til Moskva for at ægte D. 18. Maj 1606 fandt Kroningen og Vielsen Sted, hvorefter fulgte en Række Festligheder. Natten til 27. Maj angreb Bojarerne Kreml, og styrtede ind i D.'s Slot; D. flygtede ud ad et Vindue, faldt, blev indhentet og dræbt; hans Lig brændtes; Asken blandedes med en Kanonladning, saa at den ved Affyringen af Kanonen, der rettedes mod Polen, spredtes for alle Vinde. Rundt om i Moskva var samtidig med Mordet et grusomt Blodbad af Polakker og Russere, som var D.'s Tilhængere, gaaet for sig. Vasilij Schuskij valgtes til Tsar, men D.'s Tilhængere rejste sig straks og udspredte Rygtet om, at D. atter var blevet reddet paa vidunderlig Maade, uden at dog nogen endnu havde vovet at udgive sig for den myrdede Tsar. Endelig optraadte den ønskede anden falske D. Hans Navn og Oprindelse er usikker; han antages af nogle for en Præstesøn, af andre for en omvendt Jøde; en vis Dannelse og Dygtighed sad han inde med. Til hans Hjælp kom Adam Vischnevetzki med fl. Tusinde Polakker, hvortil sluttede sig Kosakker og Russere. Med denne Hær - i hvilken for øvrigt befandt sig 5-6 Bedragere, som udgav sig for Sønner ell. Sønnesønner af Ivan IV - rykkede han mod Moskva og satte sig fast i dens Nærhed i Landsbyen Tuschino (D. kaldtes derfor ogsaa »Røveren fra Tuschino«). Marina Mnizek, som var blevet fængslet, blev fanget, og hun erklærede i den ny falske D. at genkende sin Ægtefælle; hun skaffede ham Hjælp fra Lithauens Magnater, saa hans Hær blev meget anselig. Da Polakkerne imidlertid indtog Moskva, efter at Vasilij var styrtet (se Rusland, »Historie«), maatte D. flygte fra Tuschino. Et Angreb af ham paa Moskva afsloges, men han beholdt, støttet af de donske Kosakker, nogen Tid Magten over det sydøstlige Rusland. Decbr 1610 myrdedes han af en Kosak, han havde ladet piske. En tredie falsk D., hvis Oprindelse er endnu mere dunkel end de foregaaendes - af nogle antoges han at være en vis Diakon Sidor - optraadte pludselig 1611 og udgav sig for Ivan IV's Søn. Han anerkendtes af Kosakkerne, som hærgede Egnene omkr. Moskva, og af Befolkningen i det pskovske Distrikt (deraf hans Tilnavn »Røveren fra Pskov«). Maj 1612 maatte han flygte fra Pskov, blev kort efter grebet og udleveret til Moskva, hvor han henrettedes. (Litt.: Pierling, Le Saint-Siège, la Pologne et Moscou [Paris 1885]; Samme, La Russie et le Saint-Siège [Paris 1896-1912]; K. Waliszewski, La crise révolutionaire 1584 -1614 [Paris 1906]; heri udførlig Bibliografi over trykte og utrykte Kilder; Caro, »Zur Demetrius-Frage« [i »Historische Zeitschrift«, 1902]; Pantemius, »Der falsche D.« [i »Monographien zur Weltgeschichte«, 1904]; Prosper Mérimée, Les faux D. [1852], en fortræffelig Fremstilling, men nu forældet). L. K.</chapter> <chapter name="Demetrius, Rostovskij"> Demetrius, Rostovskij (den hellige), russ. Præst, Metropolit i Róstov og Jaroslav (1665- 1709), studerede i Kiev ved det lat.-slaviske Akademi og paavirkedes af vesteuropæisk Kultur, for hvilken han var en Pioner i Brydningstiden under Peter den Store. Han vandt Berømmelse som Prædikant, Dogmatiker, Historiker og Forf. af religiøse Dramaer (ofte genoptrykt; bl. a. i Moskva 1840 i 5 Bd). Hans Grav er i Róstov, hvortil ortodokse Russere valfarter. En anden D., der levede i 14. Aarh., kaldes i den russ. Kirke »den hellige« og fører Tilnavnet »Thaumaturgen«; han var bl. a. Lærer for D. Donskoi's Børn. L. K.</chapter>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
