Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Som Statsform - 2) Som politisk Partistræv - Demokritos, gr. Filosof, (c.450-? f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor Statsmagten tilkommer en Enehersker, en
Konge, og Republikken, hvilken sidste atter kan
være aristokratisk ell. demokratisk, alt efter
som Statsmagten udøves af en privilegeret
Klasse bl. Folket ell. af Folket i dets Helhed.
I den demokratiske Republik er der altsaa
Ligeberettigelse for Statsborgerne, som
tilsammentagne repræsenterer den styrende og
regerende Myndighed, medens den enkelte Borger
henhører til Undersaatterne, til de regerede;
hvorimod Styrelsen i den aristokratiske Republik
er i Hænderne paa de herskende Kaster.
Monarkiet kan udarte til Tyranni ell. Despoti, den
aristokratiske Republik til Oligarki, som i de
ital. Fristater i Middelalderen, og den
demokratiske Republik til Oklokrati ell.
Pøbelherredømme.
D. er enten umiddelbart, naar Folket
selv direkte og uden Mellemmænd udøver sin
Styrelsesret, ell. middelbart. Den
førstnævnte Form kunde saa længe de
stemmeberettigedes Borgeres personlige Møde i
Folkeforsamlingen var nødvendig, kun trives i
mindre Statssamfund, nutildags findes Eksempel
herpaa kun i enkelte af de smaa
Schweiz-Kantoner. Derimod har det utvivlsomt en stor
Fremtid for sig i sin mere moderne Form, hvor
Folket deltager umiddelbart i Statsstyrelsen kun
ikke gennem personligt Møde paa
Folkeforsamlinger, men gennem Folkeafstemninger ell.
Referendum. Saadan Folkeafstemning er indført
ikke blot i Schweiz, men ogsaa i næsten alle
de nordamerikanske Enkeltstater, samt ved
Grundlovsforandringer i Australien og
Danmark, se Folkeafstemning. I sin
antikke Form naaede det navnlig til Udvikling i
Athen, hvor til sidst ethvert som helst
offentligt Anliggende afgjordes i
Folkeforsamlingerne ved Borgernes Beslutning. Men da man var
naaet dertil, at Embedsmændene ikke længere
valgtes efter deres Dygtighed og Erfaring, men
ved Lodkastning, og da det var blevet Statsskik
ved Ostracisme at forjage de Borgere, som blot
p. Gr. a. deres Retfærdighed (Aristides) ansaas
farlige for Grundsætningen om den ubetingede
borgerlige Lighed, sank man lidt efter lidt fra
D. til Oklokrati og gav Demagogerne i Ordets
slette Bet. det videste Spillerum. Derfra ligger,
som allerede Polybius har udtalt, Vejen aaben
til Cæsarisme og Despoti, og Athens engang
ved Kunst og Videnskab saa glimrende D. gik
til Grunde. - Det middelbare ell., som det
ogsaa kan betegnes, det repræsentative D., møder
os ikke alene i de nordam. Fristater, i Frankrig o.
fl. a. Republikker, men paa en vis Maade
overhovedet i det moderne, konstitutionelle
Monarki med den derigennem Folket tillagte
Deltagelse i Lovgivningsmagten; thi ad denne Vej
indskrænkes Kongedømmet mere og mere, og
hvad der er levnet af aristokratiske Traditioner
(selv i England), fortrænges, medens D., om
end ikke med eet Slag, breder sig. Den
ansvarsfri Konge kan her kun øve sin
Kongegerning gennem og med lige over for
Folkerepræsentationen ansvarlige Ministre; Stemmeretten
til de lovgivende Forsamlinger udvides til
stedse fl. Medborgere, og de lovgivende
Forsamlingers Kompetence kommer til at omfatte ogsaa
Skattebevillingsretten og en nøje Kontrol med
Statsmidlernes Anvendelse; gennem
Edsvorneretter aabnes Adgang ogsaa til Folkets
Deltagelse i den dømmende Myndigheds Udøvelse,
og den kommunale Uafhængighed af
Statsmagten og Selvstyre bliver i stigende Omfang en
anerkendt Samfundsgrundsætning. Idet det
konstitutionelle Monarki saaledes fører til at
forene Kongemagt og Folkemyndighed, om det end
som sit Væsensmærke i Modsætning til den
republikanske Forfatningsform lader
Suveræniteten forblive i Fyrstens Haand, har man ikke
uden Føje benævnt det »det demokratiske
Kongedømme«.
2) Som politisk Partistræv betegnes
som »D.« ell. »demokratiske« de Partier, som
tilsigter og virker for, at der skal indrømmes
Folkevillien en voksende Bet. i Statslivet. I
Nordamerikas Union kaldes derimod det ene
af de to store Partier stadig Demokrater (s. d.),
det andet Republikanere, skønt de i
Virkeligheden begge er næsten lige republikanske og
demokratiske.
(C. V. N.). K. B.
Demokritos, gr. Filosof, f. i Abdera c. 450
f. Kr., levede største Delen af sit Liv i sin
Fødeby, hvor han ogsaa døde i en høj Alder,
uvist hvornaar. Større Forskningsrejser, end
nogen anden i Samtiden havde foretaget, førte
ham til alle den gr. Verdens Egne og til
Orienten, og han stiftede Bekendtskab med de forsk.
Former af den gl. gr. Naturfilosofi. Ogsaa Athen
besøgte han, men om nogen personlig Berøring
med Sokrates ell. Platon forlyder intet. D. har
om ikke fremsat saa udformet Læren om
Atomerne som Grundlag for Forstaaelsen af
Naturen og Verdensaltet og dermed som Princip
for hele Tilværelsen. Atomerne er uendelig
mange i Tal, forsk. i Størrelse og dermed
ogsaa i Vægt; deres Konsistens er saaledes, at de
ikke kan trænge ind i hinanden, og Betingelsen
for, at der kan opstaa et gensidigt Forhold
imellem dem, er derfor, at der overalt er tomt
Rum, hvorigennem de bevæger sig; den Maade,
hvorpaa de lejrer sig, bestemmes af deres
forskellige Form. Om Atomernes Opstaaen spørges
ikke, da de er evige, og det samme gælder
deres opr. Bevægelse, hvis Karakter ikke er
helt klar, men hvis Resultat er, at de Atomer,
der ligner hinanden i Vægt og Form, naar
sammesteds hen. D. illustrerer Tanken ved
Kastningen af Korn, hvorved de forsk. Sorter
udsondres fra hinanden. Paa denne Maade
opstaar Verden og gaar atter til Grunde ved den
Naturnødvendighed, som ligger i selve
Atomerne og deres Bevægelser, og om hvis sidste
Aarsag vi ikke spekulerer. Af de tunge Atomer
i Altets Midte opstod Jorden, af de lettere
Himlen, Luften og Ilden. Af Jorden opstod
Organismerne, og gennem Legemerne breder sig de
fineste Atomer, som danner Sjælen, hvis forsk.
Funktioner i de forsk. Organer beror paa
Atomernes forsk. Lejring og Forbindelser;
Hjernen er Sæde for Tænkningen, Hjertet for
Vreden og Leveren for Begæret. Ved Ind- og
Udaanding optager og afgiver Mennesket
Sjæleatomer fra Luften. Sansefornemmelser opstaar
derved, at Atomer fra Objektet trænger ind i
Sanseorganet, hvor de danner Billeder, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
