Print (PDF) - On this page / på denna sida - 1) Som Statsform - 2) Som politisk Partistræv - Demokritos, gr. Filosof, (c.450-? f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor Statsmagten tilkommer en Enehersker, en Konge, og Republikken, hvilken sidste atter kan være aristokratisk ell. demokratisk, alt efter som Statsmagten udøves af en privilegeret Klasse bl. Folket ell. af Folket i dets Helhed. I den demokratiske Republik er der altsaa Ligeberettigelse for Statsborgerne, som tilsammentagne repræsenterer den styrende og regerende Myndighed, medens den enkelte Borger henhører til Undersaatterne, til de regerede; hvorimod Styrelsen i den aristokratiske Republik er i Hænderne paa de herskende Kaster. Monarkiet kan udarte til Tyranni ell. Despoti, den aristokratiske Republik til Oligarki, som i de ital. Fristater i Middelalderen, og den demokratiske Republik til Oklokrati ell. Pøbelherredømme. D. er enten umiddelbart, naar Folket selv direkte og uden Mellemmænd udøver sin Styrelsesret, ell. middelbart. Den førstnævnte Form kunde saa længe de stemmeberettigedes Borgeres personlige Møde i Folkeforsamlingen var nødvendig, kun trives i mindre Statssamfund, nutildags findes Eksempel herpaa kun i enkelte af de smaa Schweiz-Kantoner. Derimod har det utvivlsomt en stor Fremtid for sig i sin mere moderne Form, hvor Folket deltager umiddelbart i Statsstyrelsen kun ikke gennem personligt Møde paa Folkeforsamlinger, men gennem Folkeafstemninger ell. Referendum. Saadan Folkeafstemning er indført ikke blot i Schweiz, men ogsaa i næsten alle de nordamerikanske Enkeltstater, samt ved Grundlovsforandringer i Australien og Danmark, se Folkeafstemning. I sin antikke Form naaede det navnlig til Udvikling i Athen, hvor til sidst ethvert som helst offentligt Anliggende afgjordes i Folkeforsamlingerne ved Borgernes Beslutning. Men da man var naaet dertil, at Embedsmændene ikke længere valgtes efter deres Dygtighed og Erfaring, men ved Lodkastning, og da det var blevet Statsskik ved Ostracisme at forjage de Borgere, som blot p. Gr. a. deres Retfærdighed (Aristides) ansaas farlige for Grundsætningen om den ubetingede borgerlige Lighed, sank man lidt efter lidt fra D. til Oklokrati og gav Demagogerne i Ordets slette Bet. det videste Spillerum. Derfra ligger, som allerede Polybius har udtalt, Vejen aaben til Cæsarisme og Despoti, og Athens engang ved Kunst og Videnskab saa glimrende D. gik til Grunde. - Det middelbare ell., som det ogsaa kan betegnes, det repræsentative D., møder os ikke alene i de nordam. Fristater, i Frankrig o. fl. a. Republikker, men paa en vis Maade overhovedet i det moderne, konstitutionelle Monarki med den derigennem Folket tillagte Deltagelse i Lovgivningsmagten; thi ad denne Vej indskrænkes Kongedømmet mere og mere, og hvad der er levnet af aristokratiske Traditioner (selv i England), fortrænges, medens D., om end ikke med eet Slag, breder sig. Den ansvarsfri Konge kan her kun øve sin Kongegerning gennem og med lige over for Folkerepræsentationen ansvarlige Ministre; Stemmeretten til de lovgivende Forsamlinger udvides til stedse fl. Medborgere, og de lovgivende Forsamlingers Kompetence kommer til at omfatte ogsaa Skattebevillingsretten og en nøje Kontrol med Statsmidlernes Anvendelse; gennem Edsvorneretter aabnes Adgang ogsaa til Folkets Deltagelse i den dømmende Myndigheds Udøvelse, og den kommunale Uafhængighed af Statsmagten og Selvstyre bliver i stigende Omfang en anerkendt Samfundsgrundsætning. Idet det konstitutionelle Monarki saaledes fører til at forene Kongemagt og Folkemyndighed, om det end som sit Væsensmærke i Modsætning til den republikanske Forfatningsform lader Suveræniteten forblive i Fyrstens Haand, har man ikke uden Føje benævnt det »det demokratiske Kongedømme«. 2) Som politisk Partistræv betegnes som »D.« ell. »demokratiske« de Partier, som tilsigter og virker for, at der skal indrømmes Folkevillien en voksende Bet. i Statslivet. I Nordamerikas Union kaldes derimod det ene af de to store Partier stadig Demokrater (s. d.), det andet Republikanere, skønt de i Virkeligheden begge er næsten lige republikanske og demokratiske. (C. V. N.). K. B. Demokritos, gr. Filosof, f. i Abdera c. 450 f. Kr., levede største Delen af sit Liv i sin Fødeby, hvor han ogsaa døde i en høj Alder, uvist hvornaar. Større Forskningsrejser, end nogen anden i Samtiden havde foretaget, førte ham til alle den gr. Verdens Egne og til Orienten, og han stiftede Bekendtskab med de forsk. Former af den gl. gr. Naturfilosofi. Ogsaa Athen besøgte han, men om nogen personlig Berøring med Sokrates ell. Platon forlyder intet. D. har om ikke fremsat saa udformet Læren om Atomerne som Grundlag for Forstaaelsen af Naturen og Verdensaltet og dermed som Princip for hele Tilværelsen. Atomerne er uendelig mange i Tal, forsk. i Størrelse og dermed ogsaa i Vægt; deres Konsistens er saaledes, at de ikke kan trænge ind i hinanden, og Betingelsen for, at der kan opstaa et gensidigt Forhold imellem dem, er derfor, at der overalt er tomt Rum, hvorigennem de bevæger sig; den Maade, hvorpaa de lejrer sig, bestemmes af deres forskellige Form. Om Atomernes Opstaaen spørges ikke, da de er evige, og det samme gælder deres opr. Bevægelse, hvis Karakter ikke er helt klar, men hvis Resultat er, at de Atomer, der ligner hinanden i Vægt og Form, naar sammesteds hen. D. illustrerer Tanken ved Kastningen af Korn, hvorved de forsk. Sorter udsondres fra hinanden. Paa denne Maade opstaar Verden og gaar atter til Grunde ved den Naturnødvendighed, som ligger i selve Atomerne og deres Bevægelser, og om hvis sidste Aarsag vi ikke spekulerer. Af de tunge Atomer i Altets Midte opstod Jorden, af de lettere Himlen, Luften og Ilden. Af Jorden opstod Organismerne, og gennem Legemerne breder sig de fineste Atomer, som danner Sjælen, hvis forsk. Funktioner i de forsk. Organer beror paa Atomernes forsk. Lejring og Forbindelser; Hjernen er Sæde for Tænkningen, Hjertet for Vreden og Leveren for Begæret. Ved Ind- og Udaanding optager og afgiver Mennesket Sjæleatomer fra Luften. Sansefornemmelser opstaar derved, at Atomer fra Objektet trænger ind i Sanseorganet, hvor de danner Billeder, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
