Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Descartes, René (Renatus Cartesius), fr. Filosof, Matematiker og Naturforsker, (1596-1650) - Descaves, Lucien, fr. Forf., (1861- ) - Descemet, Jean, fr. Anatom og Botaniker (1732-1810) - Descendéns og Descendenter (lat.), det fra en Person i ret nedstigende Linie nedstammende mandlige som kvindelige Afkom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nu har. Matematikkens Grundlag blev ikke
længere som hos Grækerne Geometrien, men
Algebraen ell. den almene Størrelseslære. Inden for
Geometrien viste han, hvorledes de geometriske
Kurver kunde udtrykkes ved Ligninger, og at
man ved at arbejde med disse i St f. med selve
Figurerne kunde løse de geometriske Problemer
(se analytisk Geometri). I
Naturvidenskaberne mente han, at det var nødvendigt at
betragte alt, som om der kun fandtes
Udstrækning og Bevægelse, thi kun da kunde den
almene Størrelseslære finde Anvendelse her. Han
gennemførte den mek. Naturopfattelse
følgestrengt. Fysikken var kun Bevægelsens
Geometri. Lys og Varme f. Eks. betragtedes som
Former for Bevægelsen. Han forkastede
fuldstændigt at arbejde med Hensigtsaarsager og
med de skolastiske skjulte Kvaliteter. Han gav
en i sin Tid meget berømt mek.
Udviklingsteori om det nuv. Verdenssystems mulige
Udvikling fra en mere kaotisk Tilstand, i hvilken
Hvirvelbevægelser spillede en stor Rolle. Med
megen Dristighed og Fantasi udarbejdede han
de mek. Billeder, der skulde forklare
Naturfænomenerne, men det hævnede sig, at han
ingen ret Forstaaelse havde af, at Hypoteserne
skal bekræftes af Erfaringen. I Mekanikken
gjorde han sig fortjent bl. a. ved sin
Formulering af Inertisætningen og ved en ret
ufuldkommen Sætning om Bevægelsesmængdens
Konstans, der dog hører til bl. Forløberne for
Sætningen om Energiens Bestaaen. Begge disse
Sætninger sattes i Forbindelse med Guds
Uforanderlighed. I Optikken foranledigede han, at
Brydningsloven blev bekendt, og har maaske
selv fundet den uafhængig af Snellius. Den mek.
Naturopfattelse søgte han at gennemføre ogsaa
over for de levende Væsener. Fysiologien skulde
være en rent mek. Videnskab, hvor intet særligt
Livsprincip anerkendtes. Dyrene og det
menneskelige Legeme skulde betragtes som rene
Maskiner. Han benægtede, at Dyrene havde et egl.
Sjæleliv, dog synes han at have tilskrevet dem
en vis Form af Fornemmelser. Begrebet en
Refleksbevægelse tilskrives ham. Materien og den
menneskelige Sjæl adskilte han skarpt. Materien
havde Udstrækning, men kunde ikke tænke.
Sjælen havde ikke Udstrækning, men kunde tænke.
Sjælen var udelelig, stadig tænkende og
udødelig. Han betragtede Sjælen og Materien som
indbyrdes uafhængige Substanser. Naar
Adskillelsen gøres saa absolut, er det vanskeligt at
forstaa, hvorledes der kan være nogen
Forbindelse mellem dem. Vilkaarligt erklærede D., at
Sjælen var nøje forbundet med Koglekirtlen,
og at Vekselvirkningen kom i Stand, dels ved at
det Stof, der bevæger sig i Nerverne,
Livsaanderne, støder til Koglekirtlen, dels ved at
Sjælen - i Strid med, hvad der er foreneligt med
den mek. Naturopfattelse - kan ændre
Livsaandernes Retning. For hans Psykologi er bl.
a. karakteristisk, at han mente, dels at
Tænkning medvirker selv ved tilsyneladende simple
Sansninger f. Eks. ved, at det, vi fornemmer
ved en Slags Dom, henføres til den ydre
Genstand, dels at Tænkningen i Modsætning til
Sansebillederne og de anskuelige
Forestillingsbilleder skyldes Sjælen alene og kan foregaa
uden dem. I sin paa interessante Synsmaader og
Enkeltheder rige Lære om Affekterne tog han
meget Hensyn til de fysiol. Forhold i Legemet.
Han hævdede Villiens Frihed.
Tvivlen er, foruden at den baner Vej for den
selvstændige Tænkning, ogsaa af Bet. for D.’s
Filosofi ved, at han undersøger, om det er
muligt følgestrengt at tvivle om alt, bl. a. om
Omverdenens Eksistens. Han finder, at en saadan
Tvivl er umulig, thi Tvivlen er en Tænken;
medens jeg tvivler, eksisterer jeg altsaa som
tænkende (cogito, ergo sum). For fra
Selvbevidstheden at komme videre til Omverdenen søger
han inden for Bevidstheden en Forestilling, der
med Nødvendighed forudsætter Eksistensen af
noget uden for denne, og finder Forestillingen
om Gud som et uendeligt fuldkomment Væsen.
Da der i Virkningen ikke kan være mere, end
der er i Aarsagen, kan denne Forestilling ikke
skyldes selve vor endelige Bevidsthed, men en
uendelig Aarsag uden for os. I øvrigt ligger der
i selve det fuldkomne Væsens Begreb, at det
maa eksistere, thi til Fuldkommenhed hører
ogsaa Eksistens (det ontologiske Gudsbevis). Da
det fuldkomne Væsen ikke kan bedrage os, kan
vor faste Tro paa, at der til Sansebillederne i
det store og hele svarer Genstande i en
Omverden uden for os, ikke være urigtig. Da vi
imidlertid ikke mener, at der altid, f. Eks. ikke
i Drømme, til Sansebillederne svarer en
Virkelighed uden for os, maa vi have et Middel til i
det enkelte Tilfælde at afgøre, om en saadan
Tro er berettiget ell. ikke; dette Middel er, at
den enkelte Oplevelse, der hører Virkeligheden
til, staar i nøje Sammenhæng med vort øvrige
Livsindhold, Drømmen derimod ikke.
Den bedste Udg. af D.’s Værker og Breve
skyldes Adam og Tannery (10 Bd, Paris 1897
-1908). (Litt.: B. D. Fog, »Cartesius, den
nyere Philosophies Fader« [Kbhvn 1856];
Liard, D. [Paris 1882]; Hammelin, Le
système de D. [Paris 1910]).
Edg. R.
Descaves [dæ’kav], Lucien, fr. Forf., f.
1861 i Paris. Han begyndte som yderliggaaende
Naturalist med Le calvaire d’Héloïse Pajadou
(1882) og vakte stor Opsigt med en
antimilitaristisk Roman Les sous-offs (1889), for
hvilken han blev tiltalt, men frifundet. I Les
emmurés (1894) har han givet interessante Studier
fra de Blindes Verden, i La colonne (1901)
Billeder fra Kommunen 1871. Sammen med
Donnay skrev han 1899 Skuespillet La clairière, en
Satire over Kommunismen; med Capus skrev
han et 5 Akts Skuespil L’attentat (1906), alene
La préférée (1907, 3 Akter) o. a.
S. Ms.
Descemet [dæ’smæ], Jean, fr. Anatom og
Botaniker (1732-1810), er særlig blevet kendt
ved den efter ham benævnte Tunica Descemetii,
d. e. den bageste Basalmembran af
Hornhinden. Han kom ang. Prioriteten om denne
Opdagelse i en heftig Strid med Pierre Demours,
men det synes, som om Retten var paa D.’s
Side, idet han allerede beskrev Membranen i sin
Disputats: An sola lens crystallina cataractæ
sedes (1758). Striden udkæmpedes i fr.
Tidsskrifter 1769-71.
J. S. J.
Descendens [-sæn-] og Descendenter [-sæn-]
(lat.). Det førstnævnte af disse Udtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
