Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - desertio er vor Rets Udtryk for, at en Ægtefælle ensidig og uberettiget ophæver Samlivet - Desertion (lat., af désero, forlader) (milit.) Rømning, »Fahnenflucht«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bortdragne, og er berettiget til hos sig at
beholde de fælles Børn og til at kræve
Underhold til dem, og, hvis den Bortdragne er
Manden, til selv at faa Underholdsbidrag, hvilke
Bidrag kan inddrives ved alle de Retsmidler,
som kan anvendes ved Bidrag til Børn uden
for Ægteskab. Lovlig Grund til Ophævelse af
Samlivet kan ligge dels i den anden Ægtefælles
Samtykke, et Samtykke som dog til enhver Tid
kan tages tilbage, dels i den anden Ægtefælles
grove Krænkelse af ægteskabelige Pligter. Da
Manden, inden for Rigets Grænser, vælger
Bopælen, anses Hustruen for at burde følge ham
saa langt, og vil hun det ikke, bliver hun let at
betragte som desertrix malitiosa. I fremmede
Lande, f. Eks. Tyskland, hvor Skilsmisse ved
Bevilling ell. efter Overenskomst ikke kendes,
benyttes en arrangeret d. ofte som et Middel til
at opnaa Skilsmisse, faktisk efter Overenskomst,
formelt ved Dom. Det har været brugt ogsaa
i Sverige, hvor d. til Udlandet straks kunde
give den Forladte Krav paa Skilsmissedom,
og hvor et saadant Arrangement
(»Kjøbenhavnsrejse«) derfor i de senere Aar har været meget
alm. Det søges afskaffet ved sv. L. 12. Novbr
1915, der skyldes de skandinaviske
Familieretskommissioners Udkast fra 1913. d. er ved
Siden af Ægteskabsbrud den første
Skilsmissegrund, som blev anerkendt i de protestantiske
Lande. I Systemerne forstaas ved d. non localis
en Ægtefælles Nægtelse af den saakaldte
Ægteskabspligt, en Handling som efter
Omstændighederne kan give Anledning til en
Skilsmissebevilling, medens i øvrigt »Ægteskabspligten«
ikke er nogen Retspligt. (Litt.: Bentzon,
»Familieretten« 1916 §§ 18, 19, 31-33).
V. B.
Desertion (lat., af desero, forlader). Den
Militære, der i den Hensigt ganske at unddrage
sig sin milit. Tjenestepligt bortfjerner sig ell.
udebliver fra det Sted, hvor det paahviler ham
som milit. Pligt at opholde sig, gør sig efter alle
militære Straffelove skyldig i D. (Rømning,
»Fahnenflucht«). I Mangel af egen Tilstaaelse
er det imidlertid vanskeligt at konstatere,
om det har været den Sigtedes Hensigt
ganske at unddrage sig sin militære
Tjenestepligt. Enkelte Straffelove har derfor
opstillet visse Kendsgerninger, der skal begrunde en
Formodning om en saadan Hensigt,
saaledes at denne Formodning gælder som fuldt
Bevis, saa længe den ikke er svækket ved andre
Oplysninger. Dette er Tilfældet i den gældende
danske milit. Straffelov af 7. Maj 1881,
hvorefter den Sigtede skal formodes at have haft
til Hensigt at »rømme«, bl. a. naar han uden
Tilladelse bortfjerner sig fra det til Ophold
bestemte Sted og ikke igen indfinder sig: i
Fredstid inden 3 Dage og i Krigstid inden 24 Timer,
ell., naar han efter meddelt Orlov udebliver
over 8 Dage efter den til Møde bestemte Tid,
uden at Underretning gives om Forfald. Lgn.
Præsumptioner om Rømningshensigt fandtes bl.
a. i den tidligere preuss. og i den ældre norske
milit. Straffelov. Men alle saadanne legale
Formodninger er i afgjort Strid med den
processuelle Hovedgrundsætning, at det maa paahvile
Anklagemagten at bevise Rigtigheden af sin
Anklage og ikke den Anklagede at bevise sin
Uskyld. Den milit. Straffelov for det tyske Rige
af 20. Juni 1872 har da ogsaa ganske opgivet
disse gl. irrationelle Teorier og helt overladt
det til den dømmende Rets eget frie Skøn efter
de foreliggende Oplysninger at afgøre, om den
uberettigede Bortfjernelse ell. Udeblivelse har
været forbundet med den Hensigt
vedvarende (»dauernd«) at unddrage sig
Tjenestepligten. Og i Tilslutning hertil har ikke heller
den ny norske milit. Straffelov af 22. Maj
1902 opstillet nogen Formodning om
»Rømningshensigt«. Efter den danske militære
Straffelov er Straffen for Rømning i
Fredstid Fængsel, dog ikke under simpelt Fængsel
paa Vand og Brød i 2 X 5 Dage. I
Gentagelsestilfælde forhøjes Straffen. I Krigstid straffes
Rømning særlig strengt. Og for Rømning til
Fjenden bliver Livsstraf at anvende, selv om den
Skyldige ikke tager Tjeneste hos Fjenden.
Rømmer fl. efter forudgaaende Aftale, er Straffen i
det hele betydelig strengere. Navnlig
Hovedmændene rammes i saa Tilfælde af strenge
Straffe. Med en mindre Straf end Straf for
Rømning straffes den Militære, som ulovligt
bortfjerner sig fra den Afdeling af Krigsmagten,
hvortil han hører, ell. undlader igen behørig at
indfinde sig ved den, naar han lovlig har
forladt den ell. ved Tilfælde er kommet bort fra
den, saafremt det ikke har været hans
Hensigt at »rømme« (Absentation i Modsætning
til Desertion). Med samme mindre Straf
straffes i visse Tilfælde den, der har gjort
sig skyldig i Rømning, naar han atter selv
frivillig melder sig. Efter den norske
militære Straffelov er den almindelige Straf for
Rømning Fængsel fra 3 Maaneder til 2 Aar.
I Gentagelsestilfælde, ell. naar Rømningen sker
fra Fartøj paa Togt, er Straffen Fængsel fra
1 indtil 3 Aar. I Krigstid er Straffen betydelig
strengere. Den alm. Straf er da Fængsel fra 1
til 8 Aar. Har fl. i Forening aftalt og udført
Rømning, er Straffen for Anstifteren og
Anføreren Fængsel fra 8 Aar indtil paa Livstid ell.
Dødsstraf, for de øvrige Deltagere Fængsel fra
3 til 12 Aar. Ulovlig Fraværelse, som ikke er
forbundet med Rømningshensigt, straffes med
Arrest ell. Fængsel i indtil 3 Maaneder og, hvis
Fraværelsen varer mere end 7 Dage, med
Fængsel indtil 2 Aar. Under særdeles
formildende Omstændigheder kan Arrest anvendes.
Paa samme Maade straffes den, der har gjort
sig skyldig i Rømning, men som inden 7 Dage
atter frivillig fremstiller sig.
D. var i den hvervede Hærs Tid overalt i
Europa Hærvæsenets Svøbe. De hyppige D.
var saa at sige en ligefrem Følge af
Hærordningen og Tjenestevilkaarene. Og ikke mindst
grasserede de i Preussen. Navnlig i 18. Aarh.’s 2.
Halvdel tog de stærkt Overhaand dels p. Gr. a.
den tiltagende udenlandske Hvervning, dels som
Følge af den yderlig slette Behandling, som blev
Mandskabet til Del. De udenlandske Folk,
skriver Frederik II, er næppe komne til deres
Garnison, førend de forsøger ved den første
den bedste Lejlighed atter at løbe deres Vej.
Og synderlig bedre gik det ikke med de
Indfødte. Efter Slaget ved Kolin (1757) deserterede
ikke mindre end 3000 Mand fra den preuss.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
