Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - a) Desmerkattene, der baade er udbredte i Indien og Afrika, er helt Taagængere - b) Palmekattene (Paradoxurus) overvejende Saalegængere med næsten helt nøgne Fodsaaler - c) Viverodderen (Cynogale bennetti) hjemmehørende paa Borneo, Sumatra og Malakka - 2) Mangusterne (Herpestinæ), har lange, stumpe og lidet krumme Kløer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af 1 m, medens hele det øvrige Legeme er c.
95 cm langt.
b) Palmekattene (Paradoxurus) danner
den anden Gruppe inden for Viverrerne; i
Modsætning til Desmerkattene er de overvejende
Saalegængere med næsten helt nøgne
Fodsaaler; Kløerne kan trækkes helt tilbage. Halen
meget lang, baade med og uden mørke Ringe.
Desmerkirtler findes, men Desmerpungen er
kun en Hudfold; Pupillerne lodrette. De er
mindre udprægede Kødædere end de andre D.;
gennemgaaende af Kattens Størrelse, jævnlig
dog større; Natdyr, der klatrer fortrinligt i
Træerne. I alt findes c. 11 Arter, udbredte i
Sydasien og paa de indo-malayiske Øer.
Musangen (P. hermaphroditus), Fig. 2, er en af de
mest kendte Arter, udbredt i fl. Varieteter fra
Bengalen til Sumatra, Java og Borneo; Pelsen
gulgraa med 3 Rækker Pletter paa Kropsiden;
Panden hvidlig; Fødderne og Halens yderste
Halvdel sorte; Kroplængden 50 cm. Om Dagen
sover den i Træhuller ell. helst oppe i
Kokospalmernes bladrige Kroner; ikke sjælden tager
den Ophold i de Indfødtes Rørtage. Foruden
Smaafugle, Æg o. l. fortærer den Palmefrugter,
men særlig er den begærlig efter Kaffetræernes
saftige Frugter, og herved bliver den meget
besværlig og skadelig i Kaffeplantagerne;
Frugternes Stene (Kaffebønnerne) gaar ufordøjede
gennem dens Tarmkanal og udpilles altid med
Omhu af de Indfødte af Ekskrementerne.
Nærbeslægtet, men dog meget afvigende i sit Ydre,
er Binturongen (Arctictis binturong), se
Arctictis.
c) Viverrernes tredie Gruppe repræsenteres
af en enkelt ejendommelig Art,
Viverodderen (Cynogale bennetti) hjemmehørende paa
Borneo, Sumatra og Malakka; den er en
mærkelig, odderlignende Modifikation af Viverre-Typen,
dels omformet til Liv i ferske Vande, hvor den
jager Fisk og Krebsdyr, men tillige dygtig til
Klatring i Træer, hvor den jager Smaafugle og
søger Æg og Frugter. Hovedet er langt;
Snuden bred og flad; Varbørsterne lange og stive
ligesom de tætte Børstebundter paa hver Kind;
Ørene smaa; Tæerne korte, forbundne med
kort Svømmehud; Halen kort, cylindrisk og
korthaaret; alt Karakterer, der staar i
Forbindelse med Dyrets Liv i Vandet; Pelsen kort og
blød, mørkebrun med indblandet graat og sort;
Kroppen 65 cm, Halen kun 15 cm lang.
2) D.’s 2. Underfam., Mangusterne
(Herpestinæ), har i Modsætning til Viverrerne lange,
stumpe og lidet krumme Kløer, der slet ikke
kan lægges tilbage. Desmerkirtler mangler helt,
men Endetarmen aabner sig i en sækformet
Fordybning. De inddeles i omtr. 11 Slægter, der
er udbredte i Sydasien og navnlig i Afrika;
kun 1 Art gaar op i Europa. Den artrigeste og
mest typiske Slægt er Ichneumonerne
(Herpestes); de har et lille, fint, spidssnudet
Hoved, i øvrigt lavbenede med slank Krop;
Taagængere med nøgne ell. tyndhaarede Fodsaaler:
Pelsen er ret grov, Dækhaarene lange, som
Regel ensfarvet graaligbrune, de enkelte Haar
tegnede med afvekslende lyse og mørke Ringe;
Halen er ejendommelig tyk og langhaaret ved
Grunden, saaledes at Kroppen tilsyneladende
aftager jævnt i Tykkelse ud til den tynde
Halespids. I Modsætning til de andre D. er de saa
godt som helt Dagdyr; deres Størrelse svinger
mellem en stor Kats og Væselens; af de c. 20
Arter er de 11 indiske, de 9 vidt udbredte over
Afrika; fl. Arter er delvis tæmmede og er
fortrinlige til at holde Mus, Rotter og Slanger
borte fra Husene. Mest kendt er
Faraorotten (H. ichneunori), der har hjemme i
Sydspanien, Lilleasien, Nord- og Østafrika; den
er brungraa eller grønliggraa med mørkere
Hoved og Ryg; Fødderne og Halespidsen sorte:
Partiet om de smaa Øjne nøgent;
Kroplængden 65 cm, Halen 45 cm; den er et i høj Grad
sky og forsigtigt Dyr, der om Dagen sniger sig
rundt paa Rov, stadig skjulende sig saa meget
som muligt; dens Gang er ejendommelig, idet
de korte Lemmer helt skjules af de lange
Krophaar, saaledes at det ser ud, som om Dyret gled
hen ad Jorden; Føden er alle Slags
Smaahvirveldyr, baade varm- og koldblodige, og
tillige Fugleæg o. l. Allerede lige fra Oldtiden har
mange Sagn været knyttede til Faraorotten, der
hos Oldægypterne var et helligt Dyr, hvis Lig
med Omhu balsameredes; den angaves at dræbe
Slanger, idet den udførte dette paa mange
snedigt udtænkte Maader, ligesom den mentes at
dræbe de store, frygtede Krokodiller, idet den
ved et pludseligt Angreb borede sig ned
gennem disse Dyrs Svælg, naar de laa og solede
sig med aabent Gab, sønderbed Udyrets Hjerte
og gnavede sig ud igen gennem Offerets Side,
o. s. v.; ligeledes Krokodilleæg listede de sig
trods den vagtsomme Krokodillemoder til at
stjæle og fortære, hvilket var særlig
fortjenstfuldt. I Nutiden er den meget forhadt af de
Indfødte, da den myrder alt det tamme
Fjerkræ, den kan faa fat paa. Mangusten (H.
mungo), Fig. 3, er betydelig mindre, men
ligner i øvrigt baade i Farve og Ydre
Faraorotten; Kroppen 40-50 cm, altsaa paa Størrelse
med en lille Huskat, men langt slankere, fint
bygget og lavbenet. Den er udbredt i hele
Indien og Bengalen, hvor den alm. holdes
tæmmet. Den er særlig kendt og skattet som
Slangedræber (smlg. Kipling’s »Rikki-Tikki-Tavi«), der
ikke alene ødelægger disse Skadedyrs Æg og
Unger, men ogsaa med Dristighed og høj Grad
af Behændighed angriber de største og giftigste
Arter; det Faktum, at de altid kommer godt fra
dette Vovestykke, har ledet ind paa den Tro,
 |
| Fig. 2. Musang (Paradoxurus hermaphroditus, Pall.) |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
