Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer / 99 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diadem (gr.), Smykke ell. Baand om Panden og Haaret - Diadocher (gr., »Efterfølgerne«), den sædvanlige Betegnelse for Alexander den Store's Hærførere - Diadochit, et gult ell. gulbrunt, monoklint Mineral - Diadokokinese, Evnen til at kunne udføre hurtige Bevægelser - Diadumenos (gr., »Yngling, der binder et Baand om sit Hoved«), berømt Statue af den gr. Billedhugger Polykleitos. - diafan (gr.), gennemskuelig, gennemsigtig - Diafanometer, Instrument, opfundet af Saussure, til at maale Luftens Gennemsigtighed - Diafoni (gr.), hos Grækerne Betegnelse for Dissonans, i Modsætning til Symfoni - Diafora (gr. Forskel), Navn paa en Talefigur, der bestaar i Gentagelse af et Ord i en anden Bet. - Diaforese (gr.), kunstig Fremkaldelse af Sved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

D., der fra nu af kun anvendtes ved særlig
festlige Lejligheder (f. Eks. som Smykke for
Sejrherrerne i de offentlige Lege). I Østerlandene var
i Oldtiden Hovedbind af forsk. Form Kongernes
særlige Smykke; de pers. Konger bar saaledes
over Tiaraen et
purpurfarvet og hvidt Baand. Efter
deres Forbillede indførte
Alexander den Store og
hans Efterfølgere et D.
(hvidt Baand, med
frynsede Ender) som
Kongemagtens Tegn. De romerske
Kejsere bar i de første 3
Aarhundreder intet særligt
Hovedsmykke som Tegn
paa deres Magt; først
Konstantin indførte som
kejserligt Symbol et D., hvoraf senere Kronen har
udviklet sig.
C. B.

Mønt med Kejser Valens’ Billede.

Diadocher [-’do’k_ər] (gr., »Efterfølgerne«),
den sædvanlige Betegnelse for Alexander den
Store’s Hærførere, der efter hans Død (323 f.
Kr.) stiftede en Række selvstændige Riger i de
Lande, som han havde behersket. Medens
Rigsforstanderne, først Perdikkas, senere Antipatros
og Polysperchon, som regerede i Kongerne
Filip Arrhidaios’ og den unge Alexander’s Navn,
søgte at bevare Rigets Enhed, stræbte
Statholderne, Ptolemaios i Ægypten, Antigonos i
Frygien, Lysimachos i Thrakien og Seleukos i
Babylon, efter Uafhængighed, som de ogsaa snart
opnaaede. Men da Rigsenhedens Forsvarere var
bukket under (316), gjorde Antigonos Krav paa
Overherredømmet og lagde sig derved ud med
sine tidligere Forbundsfæller. Efter langvarige
Kampe, hvorunder de retmæssige Konger
mistede Livet, antog ikke alene Antigonos, men
ogsaa Ptolemaios, Lysimachos, Seleukos og
Antipatros’ Søn Kassandros, der havde faaet
Magten i Makedonien og Grækenland, Kongenavnet
(306), og Tanken om at bevare Rigets Enhed
døde hen. Men alligevel vedblev de indbyrdes
Kampe mellem D., af hvilke Antigonos faldt i
Slaget ved Ipsos mod Seleukos og Lysimachos
(301). Kassandros døde 297, Ptolemaios 283, og
Lysimachos faldt 281 i Slaget paa Korupedion
mod Seleukos, der blev myrdet 280. Af de
Riger, som D. havde stiftet, gik Ægypten og
Syrien i Arv til henh. Ptolemaios’ og Seleukos’
Efterkommere (»Epigonerne«), medens
Antigonos’ Slægt erhvervede sig Makedonien, foruden
at der opstod fl. mindre, selvstændige Stater.
H. H. R.

Diadochit [-’kit], et gult ell. gulbrunt,
monoklint Mineral, sammensat 2Fe₂O₃ . 2SO₃ . P₂O₅ .
16H₂O; forekommer i krumskællede smaa
Masser, bl. a. i Alunskifer ved Gräfenthal og
Saalfeld i Thüringen.
(N. V. U.). O. B. B.

Diadokokinese, Evnen til at kunne udføre
hurtige Bevægelser. Manglen af denne Evne,
Adiadokokinese, kan være Symptom paa
Lidelser i Lillehjernen.
K. H. K.

Diadumenos (gr., »Yngling, der binder et
Baand om sit Hoved«), berømt Statue af den
gr. Billedhugger Polykleitos.

diafan (gr.), gennemskuelig, gennemsigtig
Diafanbilleder, Litofanier bruges
som Betegnelse baade for farvede Billeder, der
er gjort gennemsigtige ved at gennemtrænges
med en Fernis, og for Porcelænsplader, støbte
saaledes over Gipsforme, at de i gennemfaldende
Lys fremviser et Billede med ofte meget fine
Afskygninger, idet Billedets mørke Steder er
tykke, de lyse ganske tynde. Gipsformene
støbes over et Billede, modeleret i Voks, anbragt
paa en mod Lyset holdt Glasplade. D.-Billeder
bruges til Ophængning i Vinduer, Indfatning i
Lampeskærme o. l.
K. M.

Diafanometer, Instrument, opfundet af
Saussure, til at maale Luftens Gennemsigtighed.
Apparatet bestaar af 2 hvide Tavler, i hvis
Midte er tegnet en sort Cirkelflade; den ene
Tavle er 10 Gange saa stor som den anden,
ligesom Cirkelfladen paa den første har 10
Gange saa stor Radius som den anden. Hvis
Luften var fuldkommen gennemsigtig, og man
tillede den mindre Tavle i en Afstand af f.
Eks. 100 m og den større Tavle i en Afstand af
1000 m, vilde de to Skiver synes ens. Stiller
man imidlertid de to Skiver op i det frie og i
saa stor Afstand, at de sorte Cirkelflader netop
ikke kan ses, vil det vise sig, at Afstanden til
den større Skive altid er mindre end 10 Gange
Afstanden til den lille. Dette skyldes Luftens
Uigennemsigtighed. Af Forholdet mellem
Afstandene til de to Skiver lader sig udregne et
Maal for Luftens Gennemsigtighed. Andre, mere
indviklede D. er konstruerede af De la Rive
og af Wild.
D. la C.

Diafoni (gr., διαφωνία), hos Grækerne
Betegnelse for Dissonans, i Modsætning til Symfoni
(συμφωνία), Konsonans. Senere, i Begyndelsen
af Middelalderen (9.-12. Aarh.), første Gang
hos Flamlænderen Hucbald, er D. ensbetydende
med ars organandi ell. Organum, Læren om
Flerstemmighed i sin primitiveste Form, en
fortsat Parallelbevægelse i Kvarter ell. Kvinter,
der kun undtagelsesvis afbrydes af Tertser,
Sekunder ell. Enklange.
S. L.

Diafora [gr. -’ra’] (Forskel), Navn paa en
Talefigur, der bestaar i Gentagelse af et Ord i
en anden Bet., f. Eks.: Ethvert Menneske, blot han
er Menneske, maa blive oprørt herover.
K. H.

Diaforese (gr.), kunstig Fremkaldelse af Sved.
Svedekure benyttes dels for at gengive Huden
dens naturlige Virksomhed, dels for at bevirke
forøget Afsondring af Vand og de andre Stoffer,
der kan udskilles med Sveden (saaledes en Del
af dem, der normalt skal udskilles med Urinen),
dels endelig som Afledning, Derivation. De
kommer derfor til Anvendelse: Ved betydelig
Synken af Legemets Varme; ved
Forkølelsessygdomme; ved katarralske og reumatiske
Lidelser; ved akut Nyrebetændelse og truende
Uræmi; ved Vattersot især p. Gr. a.
Nyresygdomme; ved forskellige kroniske Sygdomme som
kroniske Metalforgiftninger, Syfilis, fl. kroniske
Hudsygdomme; endelig ved stærk Fedme.
Svedekure benyttes dog langt sjældnere nu end i
tidligere Tiders Lægekunst. De Midler, hvorved
D. fremkaldes, benævnes diaforetiske
Midler, Diaforetica eller Sudorifera.
De er dels saadanne, ved hvilke der tilføres
Legemet Varme og som oftest ogsaa Vand, dels

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>