Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diamant (hertil 1 Tavle) (af gr., ubetvingelig), den værdifuldeste Ædelsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overordentlig stærk Lysbrydning og tillige en stærk
Farveadspredelse (Brydningsforholdet er for
rødt Lys 2,413 og for violet 2,457). Den
overgaar alle andre Ædelstene i disse Egenskaber;
det er dem, som giver D. dens »Ild« og
Farvespil og dens stærke Glans. D. er i reneste
Tilstand farveløs, men mange D. er af Naturen
farvede ved meget smaa Indblandinger af
fremmede Stoffer, hvis nærmere Beskaffenhed er
ubekendt. Fuldkommen farveløse D. (D. af
»første Vand«) vurderes særlig højt; mindre Værdi
har de hyppige svagt gullige, brunlige eller
graalige D. (af »andet, tredie o. s. v. Vand«
efter Farvestyrken). Svage blaalige, grønlige ell.
rødlige Farvenuancer forekommer mindre ofte.
Meget sjældne, men højt skattede er D. med
intensive, smukke Farver; saavel dybt blaa
som grønne, røde, gule D. er dog af og til
fundne. Sort Farve er ikke alm. hos
D.-Krystaller, den findes derimod som Regel hos de
mere urene, kornede D. (Carbonado).
Forekomst. Næsten alle D.-Forekomster
har det tilfælles, at D. i dem er paa
»sekundært Leje«, ɔ: den er ikke opstaaet i den Sten-
ell. Jordart, hvori den findes, men den er fra
andre, ukendte Dannelsessteder ad naturlig Vej
ført hen til vedk. Sted. Især er det
sammenskyllede Masser af Grus og Sand, hvori D.
forekommer; den ledsages her ofte af andre
Ædelstene og haarde Mineraler, som dog paa de
forsk. Diamantforekomster ikke er de samme.
Hovedfindestederne er Forindien, Borneo,
Brasilien og Sydafrika. - I Indien ligger de
tidligst kendte Findesteder. Berømtest fra
Oldtiden er Golkonda-Landet, hvorfra mange af de
store, hist. D. stammer. Findestederne her er
nu udtømte. Andre ind. Findesteder er:
Cuddapah ved Pennar-Floden, Banganpali,
Sumbhulphur ved Godawari-Floden og Pannah i
Bandelkhand; det sidstnævnte, nordligste
Findested er i Nutiden det betydeligste. Paa de
nævnte Steder forekommer D. dels i Sand og
Grus af recent Alder, dels i Sandsten og
Breccier af palæozoisk. Af særegen Interesse er en
Forekomst i Nærheden af Bellari, hvor D.
findes i en pegmatitagtig Bjergart, der her
formodes at være dens opr. Dannelsessted. - I
den sydøstlige Del af Borneo findes
D.-Forekomster af lgn. Art som de førstnævnte ind.
- I Brasilien, hvor D. opdagedes 1727,
ligger de vigtigste Findesteder ved Diamantina
i Prov. Minas Geraës, men ogsaa i andre Prov.
(São Paulo, Goyaz, Matto Grosso, Bahia) er
der D.-Forekomster. I Reglen er det
Flodaflejringer (Konglomerater, Sand, lerede Masser,
saakaldt Cascalho) fra den nuv. geol. Periode,
hvori D. forekommer, enkelte Steder ogsaa lgn.
Aflejringer fra tidligere Perioder (Karbon). En
mærkelig Forekomst, opdaget c. 1838, er den
ved Bjerget Grammagoa ved Tejuco i Minas
Geraës, hvor D. forekommer i en
ejendommelig, kvartsitagtig Bjergart, Itakolumit, der en
Tid lang, men vistnok med Urette, ansaas for
D.’s Dannelsessted. I Brasilien vandtes efter
1727 en langt større Mængde D. end i Indien;
deres Gennemsnitsstørrelse var dog betydelig
ringere og anslaas til kun lidt over 1 Karat (1
Karat er 0,205 g).
Griqualand-West i Sydafrika, hvor D.
opdagedes 1867, er nu den vigtigste
diamantproducerende Egn (»Kapdiamanter«). I
Begyndelsen vandtes D. her baade i Flodsand (river
diggins) og i tørre Gruber (dry diggins); nu har
kun de sidste Bet. Den diamantførende Jordart
i disse er den saakaldte blue ground, en
ejendommelig tufagtig, blaagrøn, blød Stenart, som
væsentlig bestaar af kantede Fragmenter især
af serpentiniserede Olivinbjergarter og antages
opstaaet ad vulkansk Vej. Paa Jordoverfladen
bliver blue ground ved Forvitring rødgul
(yellow ground). blue ground optræder som
Udfyldning af kraterlignende Fordybninger i de
horisontalt liggende, væsentlig af Skifre og
Sandsten bestaaende Karoodannelser, der
sammensætter Jordskorpen i disse Egne. Ved
Kimberley-Gruben (se Fig.) er Lagene, opregnede
fraoven nedad: 1) Alluvium, 2) Blackshale, en
sort, kul- og svovlkisrig Skifer, 3) Melafyr, 4)
Kvartsit, 5) Blackshale. Den diamantførende
blue ground fortsætter sig ned gennem disse
Lag til ukendt Dybde; i Kimberley arbejdede
man allerede 1891 i 265 m’s Dybde. Som nogle
af de vigtigste Diamantgruber maa foruden
Kimberley nævnes Old-Debeers-Mine,
Bulfontein, Jaegersfontein. Disse sydafrikanske
Gruber giver forholdsvis stort Udbytte, og selv D.
paa over 100 Karat er fundne i ikke ubetydeligt
Antal. I Jaegersfontein Mine fandtes 1893 den
største den Gang kendte D. (Excelsior, 971 3/4
Karat). 1905 fandt man i Premier-Minen den
store Cullinan-D., hvis Vægt var 3024
Karat (over 1/2 kg), og som var overordentlig ren;
den er skænket til den eng. Konge og slebet i
9 større og 96 mindre Brillanter (de to største
paa 516 og 309 Karat). Farven er i Sydafrika
hyppigere end paa de andre Forekomster svagt
gullig.
Udvinding. Udvindingen af D. er meget
kostbar, da den selv i de rigeste
diamantførende Jordarter forekommer saa sparsomt, at store
Mængder Jord maa søges forgæves igennem. Da
D. er temmelig tung, simplificeres Udvindingen
ved Slemning, idet man bortskyller de lettere
Dele af Jorden. I Indien er saaledes fra gl Tid
af den diamantførende Jord vunden ved simpel
Gravning; Sand og Ler bortvadskedes med
primitive Midler, Resten tørredes og gennemsøgtes
af nøgne Arbejdere under streng Opsigt. Mest
 |
| Geologisk Gennemsnit af Kimberley-Gruben. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
