Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diderot, Denis, fransk Filosof, (1713-1784) - Didius Julianus, fuldstændig Marcus Didius Severus Julianus, romersk Kejser 193 - Dido (ell. Elissa), Heroine, der i Oldtiden ansaas for Grundlægger af Byen Karthago - Didon, Henri, fr. Prædikant,(1840-1900) - Didot, fr. Bogtrykker- og Boghandlerfamilie i 18. og 19. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»D., hans Liv og hans Gerning« [Kbhvn 1891];
Joseph Reinach, D. [Paris 1894]).
W. N.
Didius Julianus, fuldstændig Marcus
Didius Severus Julianus, romersk
Kejser fra 28. Marts til 1. Juni 193. Han
havde tidligere udmærket sig som
Embedsmand og Officer og blandt andet været
Statholder i Bithynien og Afrika. Efter
Mordet paa Kejser Pertinax blev D., som da var
omtrent 60 Aar gl, udraabt til Kejser af
Prætorianerne, hvem han havde lovet en stor
Pengegave. Men i Provinserne rejste der sig
Prætendenter imod ham, Clodius Albinus i
Britannien, Septimius Severus i Pannonien og
Pescennius Niger i Syrien, og D. J. var ikke i
Stand til at organisere nogen Modstand imod
dem. Baade Senatet og Folket i Rom
ringeagtede ham, og da han ikke betalte
Prætorianerne den lovede Pengesum, svigtede de
ham ogsaa. Efter at være afsat af Senatet blev
han myrdet i det kejserlige Slot.
H. H. R.
Dido (ell. Elissa), Heroine, der i Oldtiden
ansaas for Grundlægger af Byen Karthago.
Sagnet om D. kendes kun gennem gr.-rom.
Tradition, hvis ældste Kilde er Historikeren Timaios
(3. Aarh. f. Kr.); mest kendt er det i den Form,
hvori Vergil har benyttet det i sin Æneide.
Grundlaget, Karthagernes egne Forestillinger
om D., er os ukendt; sandsynligt er det dog, at
D. i Karthago har været betragtet som et
guddommeligt Væsen af lgn. Art som de
Stadgudinder, der dyrkedes af Semitterne i Asien. -
Efter Sagnet var D. Datter af Kong Mutto i
Tyros, Søster til Tronarvingen Pygmalion og
gift med sin Onkel Sicharbas (hos Vergil:
Sychæus). Pygmalion dræbte Sicharbas for at faa
hans store Skatte; men D. fik Rigdommene bragt
om Bord paa Skibe og flygtede bort tillige med
en Del af Tyros’ Indbyggere, der var
misfornøjede med deres Konge. Flaaden landede paa
Afrikas Kyst, hvor D. fik Lov til at tage saa
meget Land, som en Oksehud kunde omspænde;
hun skar da Huden i tynde Strimler og
omspændte dermed Højen, som dannede Karthagos
Borg og efter hendes List fik Navnet Byrsa
(gr. βύρσα = Hud). Om Borgen voksede hurtig
en By frem. Iarbas, Maxitanernes Konge,
bejlede derefter til D.’s Haand; da hun ikke vilde
ægte ham, og Iarbas truede med Krig, lod hun
under Foregivende af at ville bringe Sicharbas
et Dødningeoffer rejse et Baal og brændte sig
selv derpaa. Timaios sætter Karthagos
Grundlæggelse til 814 f. Kr., lang Tid efter den troiske
Krig. Hos rom. Digtere (Nævius; Vergil) er
Sagnet om D. udvidet med et Træk, der ikke
lader sig forene med denne Kronologi, idet de
lader Æneas paa Flugten fra Troja lande hos
D. i Karthago, vinde hendes Elskov og
derefter atter forlade hende; hos Vergil er dette
Motivet til D.’s Selvmord.
C. B.
Didon [di’då], Henri, fr. Prædikant, f. i
Touvet (Isère) 17. Marts 1840, d. i Toulouse 13.
Marts 1900. D. gik 1862 ind i
Dominikanerordenen og blev 1872 Prior for Dominikanerne
i Rue Saint-Jean de Beauvais i Paris. 28 Aar
gl prædikede han i St Germain des Prés i
Paris, og man saa snart i ham en anden
Lacordaire. Som Følge af at han i en Konference
udtalte sig for Ægteskabsskilsmisses
Tilladelighed under visse Forhold og imod Ærkebispens
Forbud udgav denne Konference, blev han af
Dominikanergeneralen tvunget til Tavshed og
forvist til Klostret Corbara paa Corsica. Efter
en 8 Maaneders Forvisning studerede han ved
tyske Univ., især Leipzig og Berlin, og skrev
en Bog om Les Allemands, hvorefter han i
Klostret Flavigny (Côte d’Or) gjorde Studier
til sin Bog: La vie de Jésus (2 Bd, 1890, ny
Udg. 1891, tysk Overs. 1892 og illustr. Udgave
1895). 1890 blev han Direktør for Kollegiet
Albert le Grand i Arcueil, og holdt atter
Konferencer i Paris. Bl. hans udgivne Konferencer
maa nævnes La foi en la divinité de Jésus-Christ
(1894). (Litt.: A. de Coulanges, Le Père
D., pages d’histoire contemporain [3. Opl. Paris
1902]; Lettres de Père D. à un ami [1902]).
L. M.
Didot [di’do], fr. Bogtrykker- og
Boghandlerfamilie i 18. og 19. Aarh. François D.
(1689-1757) er dens Grundlægger, idet han
1713 begyndte en Forretning i Paris, hvor den
siden er blevet fortsat af hans Efterkommere.
Men den første, som skabte det D.’ske
Trykkeris store Ry, var hans Søn, François
Ambroise D., f. 1730, d. 1804. Han blev
Greven af Artois’ Hofbogtrykker og udmærkede sig
i alle de Fag, der staar i Forbindelse med det
egl. Bogtryk: han opfandt fl. mekaniske
Forbedringer, og den prægtige Antikvaskrift, som
han skar og lod støbe, benyttedes til store
Udgiverforetagender, der udkom paa hans Forlag,
især Collection d’ouvrages français en vers et
en prose; imprimé par ordre du comte
d’Artois (64 Bd, 1780-84), hvis Indhold langtfra
kan maale sig med den smukke Udstyrelse,
og Collection de classiques français, udg. efter
kgl. Befaling til Brug ved Dauphin’ens
Undervisning. - Hans Broder, Pierre
François D. (1731-93) virkede især for
Papirfabrikationens Fremme og fik Titel af Greven
af Provences Bogtrykker. - 1789 overdrog
François Ambroise sit Trykkeri til Sønnen
Pierre D., f. 1761, d. 31. Decbr 1853, under
hvis Styrelse det vandt en Række stolte Sejre.
Den Regelmæssighed og klassiske - lidt kølige
og strenge - Smag, der udmærker de D.’ske
Skr i hans Tid, er beslægtet med
»Empiren-Tidens Kunst, der da ogsaa smykkede hans
Bøger med sine stilfulde Kobbere; baade
Republikken og Napoleon I ydede hans
Foretagender mægtig Beskyttelse, og han fik Tilladelse
til at have Lokaler i selve Louvre, hvor han
fra 1790’erne udgav en Række Folioudgaver af
antikke og fr. Klassikere (Collection du Louvre),
Mesterværker af Pragt og Omhu. Ved den
første Industriudstilling i Paris 1798 lovpristes en
»Vergil« i høje Toner, og lgn. Beundring blev
senere Udgaverne af Horats (1799), Racine
(1801-05), og Lafontaine’s Fabler (1802) til Del.
Saavel ved Udstillingen 1801 som ved den 1851
erklæredes D.’s Racine for alle Tiders og
Landes ypperste Trykarbejde. Efter Pierre D. fulgte
hans Søn Jules (1794-1871). - Firmin D.,
yngre Søn af François Ambroise, f. 14. Apr.
1764, d. 24. Apr. 1836, var en Tid Broderens
Associé, siden selvstændig etableret. Han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
