Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Didrichsen, Didrik Ferdinand, dansk Botaniker, (1814-1887) - Didrik af Bern, en af den gotiske Folkeæts berømteste Sagnhelte - Didrik den Lykkelige, Greve af Oldenburg og Fader til den danske Konge Christian I - Didriksen, Aagot, norsk Skuespillerinde, (1874- ) - Didunculidæ, Didunculus, se Duer. - Didus, se Dronte. - Didym. en Jordart, Didymjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa en Skildring af den danske Botaniks
Historie, et Emne, hvori han var udmærket inde
(se »Nat. Tidsskr.« 1869), men han fuldendte
den ikke. 1866-67 førte han og andre en
meget voldsom litterær Strid med Prof. Ørsted;
den endte endog med en Voldgiftserklæring af
Fenger. I Anledning af Univ.’s ny bot. Haves
Anlæggelse deltog han atter i en stor Polemik
i »Tidsskrift for Havevæsen« (1870-71). Af
danske Botanikere, som kan regnes for hans
Elever, kan Samsøe Lund (d. 1886) nævnes. (Litt.:
Biografi af O. G. Petersen [i »Meddelelser
fra bot. Forening«, II, 1888; S. 45]).
V. A. P.
Didrik af Bern, en af den gotiske Folkeæts
berømteste Sagnhelte. Det hist. Grundlag for
Didrik-Sagnene danner Østgoterkongen
Theodorik (475-526) og hans Erobring af Italien
(488-93); Bern vil sige Verona, Norditaliens
Hovedstad, ell. maaske egl. Østgoternes gamle
Kongesæde Basina. Sagndigtningen, der efter
Goterrigets Fald mest skyldes Højtyskerne i 7.
(?) Aarh., opfatter Erobringen saaledes, at D.
efter en 30-aarig Landflygtighed genvinder sit
Fædrenerige, og at han i Mellemtiden maa søge
Tilflugt hos Hunekongen Atle (et enkelt hertil
hørende tysk Oldkvad, Hildebrandskvadet, er
bevaret). Om denne stærke, i al sin Modgang
trøstrige Helt samler Sagnet en Skare af
Kæmper: den graanede Mester Hildebrand, den
raske Witege o. m. a.; man gjorde ham til
Deltager i Nibelungernes ell. Gjukungernes Drab,
og man gav ham til Modstander den grumme
Kong Ermanrik. Af den ældste Didrik-Digtning
ejer vi nu kun det oldtyske Hildebrandskvad,
samt Krøniker og angelsaksiske Digte. Den rige
middelalderlige Digtning, der hævede ham til
Tyskernes Folkehelt og satte næsten alle
Fortidens Sagnskikkelser i Forbindelse med ham,
foreligger i en Række højtyske Heltedigte, især
fra 13. Aarh. (»Didriks Flugt«,
»Ravennaslaget« o. s. v.); af de talrige nedertyske
Kæmpeviser er kun en enkelt bevaret. Som tysk
Folkehelt hyldes han stærkest i »Der Rosengarten«,
som lader ham sejre over »den nordiske Helt«
Sigfrit.
Til Norden naaede de ældste Didrikskvad
næsten ikke. Sigurd Faavnesbane blev uomstridt
den ypperste Helt; i Rolf Krake, den
sagtmodige, men i Nøden djærve Konge, havde
man et Ideal, der gjorde D. overflødig; og hans
Kæmpeflok havde i mærkelig Grad Sidestykker
i Rolfs Bersærker. Intet nordisk Didrikskvad
foreligger; til Danmark og Norge indvandrede
kun D.’s Følgesvend, den graanede Hildebrand,
men løsrevet fra sin Herre. D. selv optræder
som Biperson ved Gjukungernes Fald i et eneste
af den ældre Eddas Kvad (3. Gudrunskvad).
Kun Sverige synes at kende mere til D.’s
Skikkelse; Røk-Runestenen i Östergötland (Beg. af 9.
Aarh.) priser en Thjo(d)rik, der fordum var
Herre over Hreidhavets (Middelhavets) Strand.
- Men for det rige poetiske Opsving, der gjorde
D. til det tyske Folks Yndlingshelt, kunde
Norden ikke blive fremmed. I Norge forfattedes
1250 en hist. Roman »Thidrek’s Saga«, ved at
man sammenarbejdede en Mængde nedertyske
Didrikviser; og lgn. Digte omstøbtes (c. 1200?)
til danske Kæmpeviser: den ubændig raske
Vidrik Verlandsøn (tysk: Witege) blev sammen
med »Sivord Snarensvend« (Sigurd
Faavnesbane) de nordiske Folks Yndlinge; Ulf fan Jærn,
Grev Genselin o. a. fulgte med i Flok. Men
selve D.’s Skæbne blev den danske Visedigtning
fremmed; den optog kun hans eventyrlige
Dragekamp (se Løveridder), men har
intet at gøre med hans poetiske Personlighed,
Landflygtighed og Kamp for at genvinde Riget.
»Bern« og dets »Birtingsborg« (s. d.) er for
dansk Digtning kun den herlige Kongsgaard,
hvor al Verdens Kæmper søger til: ligesom
Visernes historiske Personer »tjener i Kejserens
Gaard«, drager selv nordiske Sagnhelte som
Orm Ungersvend og Gramvold til D.’s Borg;
»Bern« er det ideale Billede af Tysklands
Kejserhof. Saaledes bliver D. ogsaa den
overmægtige Kejservælde, og som hans Modstander
møder Kong Holger Danske, der i vældig
Folkekamp driver den fremmede Erobrer tilbage paa
hans eget Omraade. - Af Tysklands skrevne
D.-Digtning blev kun et enkelt Eventyr, den lille
»Rosengarten«, oversat paa Dansk i 15. Aarh.
som »Dværgkongen Laurin«; det er ofte senere
tr. som Folkebog. (Litt.: Jiriczek,
»Deutsche Heldensage«, I [Strassburg 1898]; Paul,
»Grundriss d. german. Philol.«, II, 1. D.
[Strassburg 1898] m. Henvisninger; Symont,
»Heldensage«; »Danmarks gl. Folkeviser«, I Bd;
Brandt, »Romantisk Digtning fra
Middelalderen« [2. og 3. Bd, 1870-77]; G. Storm,
»Sagnkredsene om Karl den Store og D. af B. hos
de nordiske Folk« [Kria 1874]).
A. O.
Didrik den Lykkelige, Greve af Oldenburg
og Fader til den danske Konge Christian I. Ved
D.’s Tiltrædelse af Regeringen var hans fædrene
Fyrsteland delt i adskillige Dele; men D.
arvede baade en Broder o. fl. Fættere og samlede
hele Grevskabet paa sin Haand, ja forenede
dermed Delmenhorst; heraf hans Tilnavn. I
andet Ægteskab var D. gift med Hedvig, en
Datter af Grev Gerhard VI af Holsten, som i
tredie Led nedstammede fra Erik Klipping’s
Datter Richiza. Hun fødte ham tre Sønner,
hvoraf Christian var den ældste; inden
Børnene var blevne voksne, døde baade Moderen
(1436) og Faderen (1440). Christian og hans
Brødre blev derefter opfostrede hos deres
Morbroder, Hertug Adolf af Slesvig, og dennes
Indflydelse mere end sin Nedstamning fra en
dansk Kongedatter skyldte han sit Valg til
Danmarks Konge 1448.
Kr. E.
Didriksen, Aagot, norsk Skuespillerinde,
f. 3. Juli 1874 i Kristianssand, debuterede paa
Nationalteatret 1899. Bl. hendes bedste Roller
nævnes Rakel i »Over Ævne«, Agnes i »Brand«,
Bolette i »Fruen fra Havet«, Ofelia i »Hamlet«.
Fru D. giver især vakkert Udtryk for en
bunden kvindelig Varme, en kysk og naturlig
Charme.
E. S-n.
Didunculidæ, Didunculus, se Duer.
Didus, se Dronte.
Didym. 1840 fandt Mosander i Mineralet
Cerit en Jordart, Didymjord, som antoges at
være Iltet (Oksydet) af et enkelt Grundstof D.,
et Metal, der ilter sig i Luften, og som ved
Ophedning i denne forbrænder med stærk
Glans. 1885 viste Auer v. Welsbach, at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
