- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
133

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Didym. en Jordart, Didymjord - Didyma, Apollon-Helligdom og Orakel paa Lilleasiens Vestkyst i Byen Milets Landomraade - Didymis, d. s. s. Testis. - Didymos Ghalkénteros, græsk Grammatiker, samtidig med Cicero og Augustus - Didymos den Blinde, gr. Kirkelærer, ( -395) - Die, By i det sydøstlige Frankrig, Dept Drome - Die, Kvindemælken i dens Egenskab af Føde for Barnet. - Diebitsch-Zabalkanskij, Ivan Ivanovitsch (opr. Navn Hans Karl Friedrich v. Diebitsch), Greve, russ. Feltmarskal, (1785-1831)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

formentlige Grundstof D. i Virkeligheden bestaar
af to Grundstoffer, Neodym og
Praseodym, der i kem. Henseende er forskellige, og
hvis Salte viser to forsk. Absorptionsspektre
(se sjældne Jordarters Metaller).
R. K.

Didyma, Apollon-Helligdom og Orakel paa
Lilleasiens Vestkyst i Byen Milets
Landomraade, c. 15 km S. f. Milet, c. 4 km SØ. f. Havnen
Panormos; efter Præsteslægten Branchiderne,
som styrede Helligdommen, kaldes Stedet ofte
Branchidai. Oraklet har allerede bestaaet i
forhistorisk Tid; det nød tidlig megen Anseelse
og modtog bl. a. Gaver fra Kroisos og den
ægyptiske Konge Neko. Under den ioniske
Opstand 499 f. Kr. foreslog Hekataios Milesierne
at tage Kroisos’ Tempelgaver og bruge dem til
Krigen, et Raad, som dog ikke blev fulgt. 5
Aar senere ødelagde Dareios Helligdommen og
brændte Templet. Dette maa dog snart være
blevet restaureret; i St f. det ødelagte
Gudebillede blev der opstillet et nyt, en
Bronzestatue udført af Kanachos. Kun kort Tid beholdt
det sin Plads; Helligdommen blev paa ny
plyndret af Xerxes, som bortførte Apollon-Statuen til
Ekbatana. Derefter synes D. længe at have
ligget i Forfald. Oraklet vedblev dog at
bestaa lige til Oldtidens Slutn. Efter Perserrigets
Undergang førte Seleukos Nikator, der skyldte
Oraklet Tak, Kanachos’ Statue tilbage til D.
Ca. 300 f. Kr. blev der bygget et nyt Tempel,
det største af alle gr. Templer, 109 m langt,
51 m bredt. Bygmestre var Paionios fra
Efesos og Dafnis fra Milet. Templet havde to
Rækker ioniske Søjler helt rundt, 10 for
Enderne, 21 i Langsiderne. I den store Forhal
(Pronaos) bares Loftet af 12 Søjler; derfra var
der Adgang til en mindre Hal (med to Søjler);
bag denne laa Templets Hovedrum, det
allerhelligste (Adyton), der var uden Tag, indeholdt
en hellig Kilde, omgivet med Buskads, og et
Kapel med Gudebilledet. Undersøgelsen af
Templets Ruiner har været vanskelig og
kostbar, da Landsbyen Jéronda er bygget
umiddelbart derover. Efter delvise Udgravninger af
Franskmændene Rayet og Thomas (1872) og
Haussoullier (1895-96) er en fuldstændigere
Undersøgelse foretaget under Ledelse af den tyske
Arkæolog Wiegand (1906 ff.). Langs den
hellige Vej, som førte fra Panormos til D., var
der opstillet Marmorstatuer, forestillende
siddende Personer; en Indskrift anfører Navnet
paa en af dem, »Chares, Kleisis’ Søn, Herre
over Teichiussa« (en lille By i Nærheden);
Statuerne stammer fra Tiden omkr. 600 f. Kr.; de
er udførte i en Stil, der er stærkt paavirket
af assyrisk Kunst. Den engelske Arkæolog
Newton, der 1857 undersøgte den hellige Vej, førte
dem 1858 til London, hvor de nu er opstillede
i British Museum. (Litt.: C. T. Newton,
A history of discoveries at Halicarnassus,
Cnidus and Branchidæ
[London 1862-63]; O.
Rayet
og A. Thomas, Milet et le golfe
Latmique
[Paris 1877-85]; E. Pontremoli
og B. Haussoullier, Didymes, fouilles de
1895 et 1896
[Paris 1904]; Aarsberetninger i
»Archäol. Anzeiger« o. fl. St.).
C. B.

Didymis, d. s. s. Testis.

Didymos Chalkénteros, græsk
Grammatiker, samtidig med Cicero og Augustus,
Discipel af Aristarchos, drog - fra Alexandria til
Rom og overførte de lærde Studier fra det
hellenistiske Videnskabscentrum til Verdens
Hovedstad. Sit Tilnavn (»den utrættelige«) skyldte
han sin Jernflid; han skal have forfattet i alt
3500 Skr, især Kommentarer; de bevarede
Scholier til Homer, Pindar, Sofokles, Euripides og
Aristofanes gaar for en stor Del tilbage til
hans Arbejder. Fragmenterne er samlede af M.
Schmidt (1854), hans Værk om Demosthenes
udg. af Diels og Schubart (1904). (Litt.: A.
Ludwich
, »Aristarch’s Homerische
Textkritik nach den Fragmenten des D.« [1884]).
K. H.

Didymos den Blinde, gr. Kirkelærer, d.
395, mistede Synet, da han var 4 Aar, men
blev ikke des mindre en af sin Tids lærdeste
Mænd. Over 50 Aar var han Lærer ved den
berømte Kateketskole i Alexandria, hvor han
ivrig bekæmpede Arianismen. D. beundrede
Origenes’ Skrifter og sluttede sig til hans Lære,
ogsaa om Apokatastasis; for sine mange
Disciple, bl. hvilke Vesterlændingene Hieronymus
og Rufinus, udviklede han Mesterens Teologi.
H. O.

Die [di], By i det sydøstlige Frankrig, Dept
Drôme, Hovedstad i Arrond. D., ligger 425 m
o. H. ved Drôme paa en frugtbar Slette ved
Foden af Mont Glandaz, er Station paa
Lyonbanen og har Silkeavl og Industri i Silke, Uld
og Cement, Savskæreri og Handel med
Tømmer, især Valnøddetræ, og Vin (Clairette de D.).
(1911) 3797 Indb. Byen, der er gammeldags
bygget og endnu har en Del af sine Mure med
Taarne, har et gammelt Slot, en tidligere
Domkirke med et 81 m langt Skib, en protestantisk
Kirke, et tidligere Bispepalads og mange
Levninger fra Romertiden, navnlig af en Akvædukt
og en velbevaret Triumfbue Porte St-Marcel.
- D. (Dea ell. Dia Vocontiorum) er grundlagt
af Gallerne; i 4. Aarh. blev D. Sæde for et
Bispedømme, som 1276-1687 var forenet med
Valence og endelig ophævedes 1790. Før
Tilbagekaldelsen af det nantiske Edikt 1685 havde D.
et calvinistisk Univ.
G. Ht.

Die, Kvindemælken i dens Egenskab af Føde
for Barnet.

Diebitsch-Zabalkanskij [dje’bit∫-zaba£’kan
skij], Ivan Ivanovitsch opr. Navn Hans
Karl Friedrich v. Diebitsch
), Greve,
russ. Feltmarskal, f. 13. Maj 1785 i Schlesien,
d. 10. Juni 1831 i Kleczewo nær ved Pultusk,
lian modtog sin milit. Uddannelse paa
Kadetskolen i Berlin, men fik allerede 1801 sin
Afsked af preuss. Tjeneste og ansattes ved Hjælp
af sin Fader, der var Direktør for
Geværfabrikken i Tula, i den russ. Hær. Han deltog
i Felttogene 1805 og 1807 mod Napoleon,
udmærkede sig i høj Grad i Slagene ved
Austerlitz, Eylau og Friedland og kom ind i
Generalstaben. 1812 var han i Wittgensteins Korps,
udmærkede sig ved Polock og forfremmedes til
Generalmajor. Efter Slaget ved Lützen 1813
forsattes han til Barclay de Tolly’s Armékorps
som Generalkvartermester og deltog i Slagene
ved Dresden, Kulm og Leipzig. Efter dette
sidste Slag udnævntes han til Generalløjtnant.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/6/0143.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free