Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Difteritoksin. Difteribacillen udskiller en opløselig Gift, et Toksin - Diftong (Tvelyd) er en Forbindelse af to Vokaler i een Stavelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afsondrer Difteribacillerne den specifikke Gift,
Toksinet. Maksimum af Giftproduktion naas til
ret forsk. Tidspunkter, varierende efter den
anvendte Stamme; nogle naar Maksimum
allerede efter 4-7 Dage, andre først efter 2-3
Uger. Ved for lang Henstand afsvækkes
Giften. Det er ikke lykkedes at renfremstille
Toksinet paa samme Maade som en kendt,
kemisk Forbindelse. Naar man taler om
»Toksinet«, er dette da for saa vidt mindre korrekt,
som man egl. burde tale om toksinholdig
Bouillon. Difteribacillerne kan man skille fra
Bouillonen ved at filtrere hele Blandingen gennem
et Bakteriefilter af Porcelænsjord. Bakterierne
holdes da tilbage i Filtrets Porer, medens den
giftholdige Bouillon gaar igennem og opsamles
som en steril Vædske. Denne kan bevare sin
Giftighed uforandret igennem lang Tid, naar
den skærmes for Lys. Giftigheden udtrykkes
ved den mindste Mængde giftholdige Bouillon, der
indsprøjtet under Huden i Løbet af 4-5 Dage
dræber et. Marsvin af 250 g’s Vægt. Denne
mindste dødelige Dosis, dosis minima letalis
(D. m. l.), er som Regel 0,003-0,005 cc. I et
enkelt Tilfælde har man set 0.0005 cc. som D. m. l.
Kun med et nogenlunde stærkt Toksin er det
muligt at fremstille et virksomt Antitoksin (se
Difteriserum). Difteritoksinet er
Aarsagen til den ved Menneskets Difteri fremkaldte
Sygdom. Toksinet udskilles af
Difteribacillerne, der kun findes i de lokale Affektioner
(Belægninger i Svælg, Næse og Strube). Herfra
opsuges Toksinet i Blodstrømmen og giver
Anledning til de forsk. Symptomer: Feber,
Svækkelse af Hjertet, Pareser o. s. v. Indsprøjtet
paa Dyr fremkalder Toksinet alt efter sin
Mængde Sygdomssymptomer, der varierer fra
en let Fortykkelse af Huden og det subkutane
Væv paa Indsprøjtningsstedet til Død i Løbet
af 24 Timer. Selv meget store Toksindoser
dræber ikke Dyr momentant saaledes som mange
kemisk velkendte Giftstoffer; der findes altid
en vis Latensperiode, under hvilken Toksinet
maa antages at bindes til de giftmodtagelige
Celler i Organismen. Ved Obduktion af et af
D. dødt Dyr findes som oftest: Betændelse og
Ansamling af Vævsvædske (Ødem) paa
Indsprøjtningsstedet. Undertiden Vædskeansamling
i Bughule og Brysthuler, ofte blodigt farvet
samt, som særlig karakteristisk, Opsvulmen
og Blodfyldning eventuelt Smaablødninger i
Binyrerne. Overleves Toksindosis, indtræder ofte
mer ell. mindre udtalte Vægttab og Lammelse
(Parese) af Baglemmerne. Denne kan atter
svinde. Enkelte Pattedyr (særlig Rotter og
Mus) er næsten uimodtagelige for D. Hos
Mennesket fremkalder D. ganske lignende
Forandringer som de ved Dyreeksperimenterne
fundne. Døden skyldes ofte Svækkelse af Hjertet.
Det har vist sig, at Giftvirkning og
antitoksinbindende Evne ikke behøver at gaa parallelt,
ja det er endog Reglen, at Giftigheden af ældre
Difteribouillonkulturer nedsættes, medens den
antitoksinbindende Evne bevares uforandret.
Ehrlich sluttede heraf, at Toksinmolekylet
er sammensat af to Hovedgrupper, den ene er
Bærer af den egl. Giftvirkning (den toksofore
Gruppe), den anden foraarsager Bindingen
henh. til de giftfølsomme Celler eller
Antitoksinet (den haptofore Gruppe). I ældre
Toksinopløsninger svækkes ell. destrueres den
toksofore Gruppe, medens den haptofore bevares,
hvorved en Modifikation af Toksinet, det
saakaldte Toksoid fremkommer. I frisk Gift
findes ofte - i forsk. Mængde - en fra
Toksinet kvalitativ forsk. Giftmodifikation,
Toksonet, der navnlig skulde være Aarsag
til de difteriske Lamheder. Toksinets
Omdannelse til Toksoid (spontan og med partiel
Mætning med Antitoksin) opfattes i øvrigt af
Ehrlich som en meget kompliceret Proces, der fører
over et helt »Spektrum« af Giftmodifikationer.
Ehrlich’s Opfattelse af Toksinets Bygning og
af Bindingen mellem Toksin og Antitoksin er
ikke blevet uimodsagt. Mest bekendt er den
afvigende Anskuelse, der gjordes gældende af
Arrhenius & Th. Madsen. Efter disse
Undersøgere er Bindingen mellem Toksin og
Antitoksin som mellem svage Syrer og
Baser, der forbinder sig efter den saakaldte
Guldberg-Waage’ske Massevirkningslov ɔ:
Reaktionen ender ikke med fuldstændig
Forbrug af nogen af Komponenterne, den er
reversibel, saaledes at der paa ethvert Tidspunkt
findes Toksin, Antitoksin og Forbindelse af
begge Side om Side. Størrelsen af de enkelte
Komponenter afhænger navnlig af
Koncentrationen af de reagerende Stoffer. De forsk.
»Toksinmodifikationer«, der opstaar paa Vejen
mod Neutralpunktet, skulde da efter denne
Opfattelse ikke være kvalitativt forsk., men
den forsk. Virkning af dem skulde blot være
Udtryk for Forskel i Mængden af frit Toksin i
Blandingerne. Nogen endelig Afslutning har
denne Strid ikke faaet. Forskellige
Kendsgerninger synes ikke ganske at kunne forliges med
nogen af Opfattelserne.
O. T.
Diftong (Tvelyd) er en Forbindelse af to
Vokaler i een Stavelse. For rigtig at forstaa
Begrebet D. er det vigtigt at gøre sig klart, at
den egl. Forskel mellem Konsonant og Vokal
beror paa den større ell. mindre Indsnævring
af Mundaabningen, men ikke har det mindste
med Stavelsernes Bygning at gøre. I enhver
Stavelse er der en Lyd, der træder stærkere
frem end de andre og bliver den egl. Bærer af
Stavelsens Accent; denne Hovedlyd kaldes
Stavelsens Selvlyd og er som oftest en Vokal, men
dog ikke sjælden en Konsonant, som i anden
Stavelse af dansk Katten, hvor e i normal
Udtale er stumt. De mindre fremtrædende Lyd er
Stavelsens Medlyd; som saadanne fungerer tit
Konsonanter, men ogsaa tit Vokaler. En D.
bliver netop en Forbindelse i samme Stavelse
af en selvlydende og en medlydende Vokal. Men
idet man har overset denne vigtige Forskel
mellem en Lyds Natur og dens Funktion, saa at man
har brugt Vokal og Selvlyd som enstydige Ord,
og ligesaa Konsonant og Medlyd, er man
kommet til at benægte D.’s Eksistens enten
overhovedet ell. dog paa Dansk; Rask og andre
opfattede Lydforbindelserne i f. Eks. sejle, Søjle,
avle som bestaaende af en Vokal ell. Selvlyd og
en derpaa følgende Konsonant j respektive w.
At dette ikke er rigtigt, kan man let overtyde
sig om ved at forlænge sidste Led, der da vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
