Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digelovgivning. Efter den store Stormflod Efteraaret 1872 - Digelstaal. Staal, der er omsmeltet i Digler og derved homogeniseret - Digeltang, se Bugtang. - Digenis Akritas, Hovedpersonen i et efter ham opkaldt byzantinsk Heltedigt fra 12. Aarh. e. Kr. - Digerdøden, ell. den store Død - digerere (lat. »opløse, sønderdele«), udtrække de i Vædske opløselige Bestanddele af et Stof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er oprettet og Vedtægten udfærdiget, fører
Amtsraadet Tilsynet med det Paagældende Dige
og paaser navnlig, at det vedligeholdes paa
tilbørlig Maade. Ønskes Diget udvidet,
formindsket ell. nedlagt, udkræves Amtsraadets
Samtykke, og det samme gælder, hvis Digelaget
ønskes opløst. Amtsraadets Samtykke til
Opløsningen er dog kun gyldigt, naar Opløsningen
ønskes af saa mange Deltagere, at disse
tilsammen udreder mindst 3/4 af Digelagets
Udgifter. Digelagets Udgifter afholdes forskudsvis
af Amtsrepartitionsfonden, og hver enkelt
Ejendoms Bidrag indkræves derefter af
Amtsforvalteren. Erlægges Bidragene ikke frivillig, kan
de inddrives ved Udpantning. Er det nødvendigt
at afholde ekstraordinære Udgifter ved Diget,
kan de fornødne Midler med Amtsraadets
Samtykke tilvejebringes ved Laan, for hvis
Forrentning og Afbetaling Amtsrepartitionsfonden kan
garantere.
Med de Diger, for hvis Vedk. der ikke er
oprettet noget Digelag, føres der ikke noget
Tilsyn fra det Offentliges Side. Enhver Ejer
ell. Bruger af en til Diget bidragspligtig
Ejendom er berettiget til at forlange, at der
oprettes en Vedtægt om Digets Bestyrelse og
Vedligeholdelse, om Tilsynet med det o. s. v. Vil
Flertallet af de interesserede Lodtagere ikke
indgaa paa, at der oprettes en Vedtægt, kan
Sagen indbringes for Amtsraadet, der da skal
udfærdige Vedtægten. Er der Enighed om ell.
i alt Fald Flertal for, at der skal oprettes en
Vedtægt, men Uenighed om, hvorledes denne
skal affattes, kan Sagen ligeledes indbringes
for Amtsraadet, der afgør Striden. Ønsker
nogen af de interesserede Lodsejere, at Diget skal
udvides, forlænges e. l., maa den Paagældende
i Tilfælde af Uenighed med Ejerne af de
øvrige bidragspligtige Ejendomme indbringe
Sagen for Landvæsenskommissionen, og denne
skal da bestemme, om og hvorledes den ønskede
Foranstaltning skal udføres, og hvorledes
Udgifterne ved Foranstaltningen skal fordeles
mellem de interesserede Ejendomme.
H. Gr.
Digelstaal. Staal, der skal bruges til
Værktøj, maa være meget ensartet, saa at man ikke
ved Værktøjets Slibning snart kommer til
haardere og snart til blødere Partier.
Vanskelighederne ved at fremstille saadant Staal ved
Garvning bragte 1730 Urmageren Benjamin
Huntsman i Sheffield paa den Tanke at
omsmelte Staalet i Digler og derved homogenisere
det. Senere er Processen blevet udviklet af
Krupp i Essen til Brug ved Fremstillingen af
store Genstande (vejende indtil 85 t). Den
nødvendige høje Temp. frembringes nutildags ved
Gasfyring i en Siemensk
Regenerativ-Flammeovn, og Diglerne er af ildfast Ler blandet med
Grafitpulver. Raamaterialet er oftest Cementstaal,
sjældnere alm. Svejsestaal ell. Martinstaal.
Diglens Indhold er, i Modsætning til, hvad der
finder Sted ved andre Arter af Staaltilvirkning,
ikke i umiddelbar Berøring med Ildens
Luftarter, og af Slagge dannes der kun ganske lidt;
det er hovedsagelig kun de smaa Mængder
Oxyder, som forslagges ved dertil egnede
Tilslag. D. indeholder derfor hverken Gas eller
Slaggedele, og da den kem. Sammensætning
praktisk set ikke ændres under Processen, er
man i Stand til ved rigtigt Valg af Indsatsen at
faa Staal med netop de ønskede Egenskaber. D.
udstøbes enten direkte til Brugsgenstande ell.
ogsaa til Blokke, af hvilke der dels udsmedes
Maskindele o. l., dels udvalses tynde Stænger,
der anvendes til Værktøj. D. er den dyreste
Staalsort, der eksisterer, c. 3 Gange saa dyrt
som Martinstaalet, da Omsmeltningen koster
Penge, og Diglerne ofte springer.
D.’s Hovedanvendelse er til Værktøj; det
kan hærdes haardere end nogen af de andre
Staalsorter (Kulholdigheden er ofte 0,75-1,5 %),
kaster sig ved Hærdningen mindre end disse
og forbliver dog sejgere end Konverter- og
Martinstaalet (men ikke saa sejgt som
Svejsestaalet). Til Gengæld er det overordentlig
vanskeligt at smede, og D.-Stænger fremstilles
derfor med lige saa mange forsk. Tværsnit, som
der er Værktøjsformer, saa at Køberen slipper
med det mindst mulige Tildannelsesarbejde, og
med Stængerne følger gerne Oplysninger om
deres Bestemmelse og Behandling. P. Gr. a.
Prisen bruges D. kun, naar Værktøjet skal være
meget haardt, saaledes til Værktøj, der skal
arbejde i Jern, til File, visse Hammere,
Lejekugler, Amboltbaner (Banen paasvejses) o. s. v.
Haardheden forøges ofte ved Tilsætning af
Mangan, Volfram, Krom m. m.
Dernæst bruges D. til saadanne
Maskindele, af hvilke der kræves den størst mulige
Driftssikkerhed, og overhovedet, hvor man
ønsker en stor Styrke uden at ville give Afkald
paa den sædvanlige Sejghed (f. Eks. til Kanoner,
Maskin- og Skibsaksler, Hjulbandager til
Jernbanevogne o. s. v.; disse Genstande bliver dog
hyppigere og hyppigere fremstillet af det
billigere Martinstaal, idet man samtidig
formindsker Styrkefordringerne noget). Endvidere
finder D. Anvendelse til særlig udmærket Traad,
af hvilken der fabrikeres Kabler til Hængebroer
og Luftbaner samt Cykeleger. Som
Staalstøbegods er D. endnu mere blærefattig end
Martinstaal, og dets Styrke og andre Egenskaber kan
reguleres med endnu større Nøjagtighed.
E. Su.
Digeltang, se Bugtang.
Digenis Akritas [ðige’nis-], Hovedpersonen
i et efter ham opkaldt byzantinsk Heltedigt fra
12. Aarh. e. Kr. Med Navnet D. (»Tvefødning«)
betegnes han som Søn af en Hedning og en
Grækerinde; Akritas er en byzantinsk
Betegnelse for Grænsernes Forsvarer. (Litt.:
Krumbacher, »Geschichte der byzantinischen
Litteratur« [München 1890]).
K. H.
Digerdøden, ell. den store Død kaldtes i
Sverige den Farsot, som i Danmark kaldes den
»sorte Død«. Den optraadte i Skaane 1349, s. A.
som i Danmark, og udbredte sig derfra til
Naboprovinserne. 1350 naaede den sit
Kulminationspunkt i Landet. I Vermland kaldtes den
Digermandsdøden ell. fläckdöden. 1451 rasede
en lgn. Sygdom, begge Gange vistnok
Bubonpest, i Sverige, og i dette Aar skal alene i
Sthlm 9000 Mennesker være døde.
G. N.
digerere (lat. »opløse, sønderdele«), behandle
et fast Stof med en Vædske ved en Temp. af
35-45°, for at udtrække de i Vædsken
opløselige Bestanddele af Stoffet. En saadan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
