Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - digerere (lat. »opløse, sønderdele«), udtrække de i Vædske opløselige Bestanddele af et Stof - Digermulen er et i Norge temmelig hyppigt Navn paa et i en Fjord ell. i Havet brat styrtende højt Forbjerg - Digerronden, en af Rondanes højeste Toppe, c. 2000 m - Digerudgrunden Fyr ligger paa Højde med Nordspidsen af Haaöpen ved Indsejlingen til Kria - Digervarden, c. 1750 m paa Sydsiden af Lesje Sogn nordligst i Gudbrandsdalen - Digesmutte. Underfamilie af hvori Drosselfuglenes store Gruppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Behandling, Digestion, varer sædvanlig i længere
Tid og benyttes meget til Fremstilling af
Planteekstrakter, Tinkturer o. l. Undertiden forbindes
den Kolbe, hvori Digestionen foretages, med en
Tilbageløbskøler, som fortætter
Vædskedampene og leder dem tilbage til Kolben. Foretages
en lgn. Ekstraktion ved en Temp. af 15°-25°,
kaldes den Maceration.
K. M.
Digermulen er et i Norge temmelig hyppigt
Navn paa et i en Fjord ell. i Havet brat
styrtende højt Forbjerg. Af de mest kendte kan
nævnes 1) D. paa Sydsiden af
Trondhjemsfjorden ved Indsejlingen til Byen lige over for
Ladehammeren. 2) D. paa Sydvestpynten af
Hindøen i Lofoten, her er Handels- og
Gæstgiversted; Fjeldet besteges 1889 af Kejser Vilhelm
II, og til Minde herom er der paa Toppen
opført en Turisthytte. Stedet ligger ved den
søndre Indsejling til det kendte Raftsund; 3) D. i
Tanafjorden, den 627 m høje Pynt mellem
Tanafjorden og Langfjorden.
(J. F. W. H.). M. H.
Digerronden, en af Rondanes højeste
Toppe, c. 2000 m, paa Grænsen mellem Kristians
og Hedemarkens Amter.
M. H.
Digerudgrunden Fyr ligger paa Højde
med Nordspidsen af Haaöen ved Indsejlingen
til Kria.
M. H.
Digervarden, c. 1750 m paa Sydsiden af
Lesje Sogn nordligst i Gudbrandsdalen og paa
Nordsiden af den over mod Skiaker førende
Lordalen. Fjeldet bestiges let fra fl. Kanter og
er kendt for den storartede Udsigt, som omfatter
en stor Del af Jotunheimen med Galdhøpiggen
og Horungerne samt V. over mod
Jostedalsbræen med Lodalskaabe.
(J. F. W. H.). M. H.
Digesmutte. Til de talrige Underfamilier,
hvori Drosselfuglenes store Gruppe deles, hører
D. i videre Forstand (Saxicolinæ), hvortil bl. a.
regnes Slægterne D. (Saxicola), Bynkefugl
(Pratincola) og Stendrosler (Monticola),
Slægten D., der er udbredt med henved 50
Arter over Europa, Asien og Afrika, har det
Fællesmærke, at Halen i den yderste Halvdel
er mørk, i den inderste lys. I Danmark findes
en Art, D. (Stenpikker, Stendylp, Stenskvætte,
norsk: Stendulp) (Saxicola oenanthe L.), en
iøjnefaldende og let kendelig Fugl. Hos Hannen
er Oversiden askegraa, Undersiden hvidgul.
Vingerne er sorte, ligesom en Plet paa Siden af
Hovedet. Halen er sort i den yderste Del, hvid
ved Roden, ligesom Overhaledaakfjerene. Hos
Hunnen er den graa Farve afløst af en
graabrun. I Vinterdragten er alle Dækfjer
rødgullige, hvilket giver Fuglene et helt andet
Udseende end i Sommerdragten. De unge Fugles
første Dragt har mørke Tværstriber. D.
yngler i hele Europa, det nordlige Asien, og med
en lidt større Race (S. o. leucorrhoa Gm.) i
Grønland og Nordamerika. Paa Island og
Færøerne er den alm. I Norge findes den ynglende
over hele Landet. I Danmark er den de fleste
Steder en alm. Fugl, særlig i de ufrugtbarere
Egne; en Betingelse for dens Ynglen er, at der
findes større Stendiger ell. Stendynger. Den
kommer i første Halvdel af Apr. og ses da
straks ved Ynglepladserne. Den færdes mest
paa Jorden med raske Hop, jævnlig bevægende
Halen op og ned; her søger den ogsaa Føden,
som mest bestaar i smaa Biller. Hannen har en
kort Sang, som den oftest lader lyde fra et
højt Sted, undertiden hævende sig op i Luften
med udbredt Hale; Sangen høres til langt ud
paa Aftenen, undertiden i lyse Nætter. Reden
anbringes ofte langt inde i en Dynge Sten ell.
et Stengærde. Æggene, 5-6 i Tal, er lyst
blaagrønne, oftest uplettede, gennemsnitlig 20,7 mm
lange, 15,5 mm brede. Ungerne er flyvefærdige i
Juli, og Bortrejsen sker tidlig. Men i Aug.-Septbr
strømmer Skarer af D. nordfra ned gennem
Danmark og opholder sig her en kortere Tid
paa Gennemrejse, ses da overalt, særlig langs
Kysterne. I Sydeuropa findes forsk. andre
Arter, saaledes de nær ved D. staaende S.
stapazina L. og S. aurita Temm., og den helt sorte
S. leucura Gm.
Slægten Bynkefugl (Pratincola), har mere
brogede Farver, et bredere Næb og kortere Ben.
Der findes omtr. 20 Arter i Europa, Asien og
Afrika. I Danmark yngler Bynkefuglen
| Fig. 1. Digesmutte (Saxicola oenanthe). Han (nederst), Hun (øverst). |
 |
| Fig. 2. Bynkefugl (Pratincola rubetra). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
