Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digtekunst - digteriske Friheder (licentiæ poeticæ), Afvigelse fra de alm. Sprogregler - diheksagonale Prismer og Pyramider, se Krystalformer (heksagonale System). - Dihong, se Brahmaputra. - Dihydrit, Mineral, er et basisk Kobberfosfat (Cu3P2O8.2Cu[OH]2) - Dihydro-Thenardit ansaas tidligere for et selvstændigt Mineral - Diipolia, attisk Fest, som fejredes den 14. i Maaneden Skiroforion til Ære for Zeus Polieus - Dijambe ell. Diiambe (gr.), Dobbeltjambe, antik Versefod - Dijck, A. van, d. s. s. Dyck. - Dijmphna-Ekspeditionen i Kara-Havet 1882-83 - Dijodoform, Tetrajodætylen, C2J4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Følelser, Sindsbevægelser, følelsesbetonede
Tanker), forstaas ogsaa let ud fra D.’s Oprindelse.
Hos Australierne finder vi f. Eks. Krigsdanse,
Jagtdanse og Elskovsdanse. I Jagtdansen
bevæger Koret sig dansende hen imod Genstanden,
der skal forestille Jagtdyret (et Opossum f. Eks.)
og synger uafladelig: »Ikke Stamme, ikke
Stamme, Opossum«! I denne enfoldige dram. Lyrik
har vi en første Krystaldannelse af D., i hvilken
dens Virkemidler kan læses. Stoffet er taget
af Livet, Motivet er den stærke
Sindsbevægelse ved Forestillingen om Jagten, og
Virkemidlerne til Fremstillingen: Handling,
Ordet, Rytmen, Gentagelse og Personifikation
(Billede og Symbol), og disse simple Midler er
senere udformede til, hvad vi nu kender. D.
virker ved Ordet. Dens Sprog er det anskuelige,
sanselig virkende, stemningsbevægede Sprog ɔ:
Talesproget udformet i en Retning, der særlig
benytter, fremhæver og forøger Sprogets
anskuelige og sanselige Magt (dets
Anskuelsesværdi) ell. dets Stemningsfylde
(Stemningsværdi) i Modsætning til dets Begrebsværdi, som
Videnskaben benytter. Og denne Udhæven kan
ske paa forsk. Maade; ved 1) Ordvalget,
idet Sproget jo bl. a. ejer forsk. Udtryk for det
samme af højst forsk. Følelsestone, Ord og
Ordklasser; 2) ved Sprogets retoriske
Side, Sætningsbygning, Sprogform og Vendinger,
særegne Figurer som Inversion, Asyndese,
Polysyndese, Udraab, Tiltale, Spørgeform, Klimaks,
Ironi, Antitese, Gentagelse, Parallellisme o. s.
v. og Figurformer, der staar paa Overgangen til
D.’s mere billedlige Side, Synekdoke og
Metonymi, Distribution og Hyperbel; 3) ved D.’s
Billedverden, særlig Metafor,
Personifikation og Symbol. Billedverdenens Kilde er den
følelsesbetonede Fantasi, og de Former af
Fantasi, der her er Tale om, er den forstærkende
Fantasi, Berøringsfantasien og den
sammenlignende Fantasi, og til disse Former kan ogsaa
Billedverdenen føres tilbage. Den forstærkende
Fantasi fører til Gentagelse, Parallellisme og
Hyperbel (Klimaks), Berøringsfantasien til
Metonymi, Synekdoke og Distribution, den
sammenlignende Fantasi til Kontrast, Ironi,
Antitese, - Metafor (fra hvilken Personifikation
udgaar) - Billede og Symbol. (M. H. til alle
disse Former henvises til de paagældende
Specialartikler). Dernæst virker D. 4) ved en
Udformning af Sprogets musikalske Side: Rytme,
Metrum og Rim. Og endelig, navnlig i Epos og
Drama, 5) ved en udstrakt Anvendelse af
Handlingsbilleder enten i Fortællingens ell. i selve
Handlingens Form. Det er ved en sindrig ell.
lykkelig og genial Anvendelse af nogle ell. alle
disse Virkemidler, at D. opnaar at give
Indholdet dets betagende Magt over det menneskelige
Sind. M. H. t. Historie og Udvikling, se
Artiklerne om de enkelte Landes Litteraturer. (Litt.:
Cl. Wilkens, »Poesien. En Fremstilling af
Poetikken paa psykologisk Grundlag« [Kbhvn
1893]).
Cl. W.
digteriske Friheder (licéntiæ poeticæ),
Afvigelse fra de alm. Sprogregler, som Digteren
tillader sig f. Eks. for Versemaalets og Rimets
Skyld.
Cl. W.
diheksagonale Prismer og Pyramider, se
Krystalformer (heksagonale System).
Dihong, se Brahmaputra.
Dihydrit, Mineral, er et basisk Kobberfosfat
(Cu3P2O8.2Cu[OH]2). Det optræder i mørkt
smaragdgrønne, diamantglinsende, trikline
Krystaller ell. i bladede, ofte halvkugleformede eller
kompakte Aggregater, ved Rheinbreitenbach og
Ehl i Nærheden af Linz i Rhinprovinsen, ved
Nizhni Tagilsk i Ural o. a. St. - Til D. slutter
sig en Række af basiske Kobberfosfater med
ganske lgn. Ydre, men af ukendt Krystalform
ell. til Dels amorfe, saaledes
Pseudomalakit (Fosforochalcit), for hvilken
Sammensætningen angives som Cu3P2O8.3Cu(OH)2,
og Ehlit, Cu3P2O8.2Cu(OH)2.H20. Navnene
Fosforkobbermalm og Lunnit
anvendes dels ensbetydende med Pseudomalakit, dels
om amorfe ell. utydelig krystallinske Mineraler,
der efter deres kem. Sammensætning anses for
Blandinger af de nævnte Forbindelser. Alle
disse Kobberfosfater optræder som Udskillelser
paa Sprækker, Revner og Hulrum og er
opstaaede ved Forvitring af Kobbermalme.
Foruden de under D. nævnte Findesteder kan for
de sidste Mineralers Vedk. tillige nævnes
Libethen i Ungarn, Kreuzberg i Böhmen,
Cornwall o. a. St.
(N. V. U.). O. B. B.
Dihydro-Thenardit [-te-] ansaas tidligere
for et selvstændigt Mineral, men har vist sig at
være en Blanding af Thenardit og Blödit.
Diipolia [ell. -’li.a], attisk Fest, som
fejredes den 14. i Maaneden Skiroforion til Ære for
Zeus Polieus med mærkelige Ceremonier. Paa
Gudens Alter paa Akropolis blev der lagt
Offerkager, Hvede og Byg; en Tyr blev ført hen
dertil og, saa snart den aad af Kornet, dræbt
af Præsten (en Ceremoni, der kaldtes Bufonia
ɔ: Oksedrab). Præsten flygtede derefter ilsomt
bort, for Domstolen blev der ført en fingeret
Retssag: Øksen, hvormed Tyren var dræbt, blev
dømt skyldig og kastet i Havet; Tyrehuden blev
udstoppet og den udstoppede Tyr spændt for
en Plov. De ejendommelige Skikke har man
baade i Oldtid og Nutid søgt at tyde paa forsk.
Maade. (Litt.: P. Stengel, »Opferbräuche
der Griechen« [1910], S. 203 ff.).
C. B.
Dijambe ell. Diiambe (gr.), Dobbeltjambe,
antik Versefod: [*u-u-*], ofte varieret til
[*–u-*].
K. H.
Dijck, A. van [-fan-’dæ^ik], d. s. s. Dyck.
Dijmphna-Ekspeditionen [’dæ^imfna-] i
Kara-Havet 1882-83 lededes af den danske
Søofficer Andreas Hovgaard og bekostedes af
Augustin Gamél. Skibet Dijmphna var opkaldt efter
Gamél’s Moder. Planen var at konstatere, om
der, som antaget af Hovgaard, tæt N. for Kap
Tscheljuskin fandtes Land, der strakte sig mod
Nordpolen, og langs hvis Østkyst man derfor
med Held maatte kunne søge denne. Ved
Forsøg paa at bringe Hjælp til to Dampskibe, der var
indestængt i Isen i Kara-Havet, kom D.-E. selv
i Besæt i Drivisen og naaede derfor ikke sit
Maal. (Litt.: Hovgaard, »D.-E. 1882-83«
[Kbhvn 1884]). Se i øvrigt
Nordpolsekspeditioner.
G. F. H.
Dijodoform, Tetrajodætylen, C2J4, er
et gult, næsten lugtløst, glinsende Krystalpulver,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
