Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dinet, Alphonse Etienne, fr. Maler, (1861- ) - Ding an sich (ell. Noumenon) er et meget omfattende og selvmodsigende Begreb inden for Kant's Filosofi - Dingelstedt, Franz v., tysk Digter og Teaterdirektør, (1814-1881) - Dingle, By i det sydvestlige Irland Grevskab Kerry, ved Nordsiden af Dinglebai
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kulturhistorisk Værd ved deres Indlevelse i
Raceejendommelighederne; fulde af malerisk Fantasi
og Temperament og koloristisk virkningsfulde
har de gjort D. til Førstemanden mellem
Nutidens fr. Orientmalere. Kendte Værker:
»Laghuat’s Terrasser« (1885, Luxembourg-Mus.),
Charmeur de vipères, Esclave d’l’amour
(Luxembourg-Mus.) o. s. fr. Uden for Frankrig er D.
repræsenteret bl. a. i Göteborg-Mus. D. har
ogsaa udg. illustrerede orientalske Værker med
Tekstoversættelse ved ham selv efter arabiske
Originaler.
A. Hk.
Ding an sich [’deŋ-an-’zik] (ell. Noumenon)
er et meget omfattende og selvmodsigende
Begreb inden for Kant’s Filosofi. Erkendelsens
Former opfattede Kant som det subjektive,
Erkendelsens Stof som det objektive. Det skulde
have været omvendt, idet Formerne just
betegner det konstante i vor Erkendelse, medens
Stoffet bliver et indefinabelt Restbegreb: det,
der opfattes under visse, nærmere bestemte
Former. Alt hvad der, direkte ell. indirekte,
kan opfattes under Formerne, kalder Kant
Fænomen (ell. Erscheinung). Begrebet Fænomen
bliver altsaa et meget omfattende Begreb, idet
det omslutter alt, hvad der overhovedet kan
gøres til Genstand for Erfaring. Begrebets
Grænse er givet ved dets Negation,
non-Fænomen, der egl. blot burde have været den
yderste Grænse for al Erkendelse, et rent
negativt Begreb. Men dette giver Kant den
positive Betegnelse »Tingen i sig selv«; hertil er
han ført ad to Veje, der dog fører vidt forsk.
Steder hen. 1) Man har, siger Kant, ikke Lov
til at opfatte vore Erkendelsesformer som de
eneste mulige; uden for det, som vi opfatter
i Tid og i Rum og som Aarsag og Virkning,
kunde der maaske være noget mere. D. a. s.
bliver her et problematisk Objekt for en
problematisk Erkendelse, en Bestemmelse, der
daarligt passer til det positive Ord »D. a. s.«,
der intet Udtryk kan være for Erkendelsens
alleryderste, rent negative Grænse. 2) Ved
Begrebet forstaar Kant imidlertid ogsaa »Aarsagen
til det objektive Stof«, altsaa et Udtryk for, at
det objektive ikke skulde kunne udledes af de
subjektive Former. Her kommer imidlertid
Modsigelsen; D. a. s. skulde ligge uden for
Fænomenverdenen, men som Aarsag til Stoffet
føres den ind under Eksistens- og
Aarsagskategorien, Tids- (og sikkert ogsaa Rums-)
Begrebet. Og i sidstnævnte Bet. skulde D. a. s.
blive et Grænsebegreb; men nu bet. Grænsen
ikke længere Erkendelsens alleryderste
Grænse, men en stadig forskydelig: Jo mere vi kan
anvende Matematikken paa ydre Erfaringer,
des mere kaldes disse objektive. Træffende har
Salomon Maimon sammenlignet Begrebets
første Bet. med kvadratrod(-a), dets anden med kvadratrod(2),
altsaa med en imaginær og med en irrationel
ell. approksimativt-bestemmelig Størrelse.
Begrebet D. a. s. tør sikkert betegnes som en
fundamental Fejl i Kant’s Erkendelsesteori. En
Spejldannelse, D. a. s. i en tredie, fra nævnte
vidt forsk. Bet. findes i hans Etik: Mennesket
som homo noumenon, d. v. s. »den fri Villie«.
(Litt.: Jacobi, »Idealismus und Realismus«
[1787]; Schulze, »Änesidemus« [1792]; Beck,
»Grundriss der kritischen Philosophie« [1796];
Maimon, »Versuch einer neuen Logik« [1794];
Samme, »Kritische Untersuchungen« [1797]).
A. T-n.
Dingelstedt [’deŋəl∫tæt], Franz v., tysk
Digter og Teaterdirektør, f. 30. Juni 1814 i
Halsdorf i Oberhessen, d. 15. Maj 1881 i Wien,
var først Lærer i Hannover og Kassel, men
kom p. Gr. a. sine »ungtyske« Digte, der straks
viste hans formelle Begavelse, hans Vid og
ironiske Behændighed, paa det sorte Bræt, tog sin
Afsked og viede sig efter Udgivelsen af »Lieder
eines kosmopolitischen Nachtwächters« (1840),
hans berømteste Værk, hvori han haardt tager fat
paa Tidens Brøst, udelukkende Litt. og
Journalistikken. Han blev knyttet til »Augsburger
Allgemeine Zeitung« og virkede som Bladets
Korrespondent i europ. Hovedstæder. Men snart blev
han med Titel af Hofraad udnævnt til
Privatbibliotekar og Forelæser hos Kongen af
Württemberg, og nu var hans Lykke gjort. Han blev
Dramaturg ved Hofteatret i Stuttgart, 1857
Intendant ved Hofteatret i München, hvor han
udfoldede en rig Virksomhed og med sine
Mønsteropførelser af klassiske Dramaer gjorde
Epoke i tysk Teaterledelse. Han deltog i Kong
Maximilian’s »Tafelrunde«, men paadrog sig
under Striden om Forfatterskabet til Halm’s
Drama, »Fægteren fra Ravenna«, det
ultramontane Partis Had og blev pludselig afskediget
1857. En ny Virkekreds aabnede sig for D. i
Weimar, hvor han indtil 1867 som
Generalintendant ved Hofteatret viste sin Dygtighed
som Teaterleder. Hans Schiller-Opførelser 1859
og især hans Cyklus af Shakespeare’s
Kongedramaer blev hans uvisnelige Ære i den tyske
Teaterhistorie. 1867 gik han til Wien som
Direktør for Hofoperaen, blev 1872 ogsaa Leder
af Burgteatret og indtog fra 1875 Stillingen som
Generaldirektør for begge Hofteatre indtil 1880,
da han opgav Hofoperaens Ledelse. Han
ophøjedes i Friherrestanden, og som den fuldendte
Verdensmand, han var, ydede han en
betydelig Indsats i den østerrigske Hovedstads
kulturelle Liv. Hans Hustru var den berømte
Sangerinde Jenny Lutzer (f. 1816 i Prag, d. 1877).
Som dram. Digter har D. skrevet Tragedien
»Das Haus der Barneveldt«. Fremdeles findes
fra hans Haand Digte og Romaner (»Die
Amazone« [1868]), sprudlende og underholdende
Rejseskildringer som »Das Wanderbuch«, litterære og
dramaturgiske Afh. som »Litterarisches
Bilderbuch«, »Münchener Bilderbogen«, hvori hans
München-Aars Kamp passerer forbi i levende
Træk, »Eine Faust-Trilogie« o. s. v. Han har
ogsaa udg. sine Bearbejdelser af Shakespeare’s
hist. Dramaer og Lystspil - af disse sidste
har især hans Scenebearbejdelse af »Et
Vintereventyr« vundet Anerkendelse. D. var 1859-65
Præsident for Schiller-Stiftung. Det tyske
Shakespeare-Selskab tæller ham bl. sine
Stiftere. (Litt.: Jul. Rodenberg,
»Heimaterinnerungen an F. v. D. u. Fr. Ötker«
[Berlin 1882]; Samme, »F. v. D., Blätter aus
seinem Nachlass« 1-2 [Berlin 1891]).
C. B-s.
Dingle [’diŋg£], By i det sydvestlige Irland
Grevskab Kerry, ved Nordsiden af Dinglebai
med en Havn og c. 1800 Indb., der mest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
