Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diognetos. Brevet til D. er Titlen paa et oldkirkeligt Forsvarsskrift for Kristendommen - Diokles, Syrakusaner, c. 400 f. Kr. - Diokles, gr. Matematiker, vistnok fra 2. Aarh. f. Kr. - Diokletian, d. s. s. Diocletianus. - Diomedes, se Albatros. - Diomedes, - 1) en af Grækernes tapreste Stridsmænd i Kampen mod Troja, Konge i Argos - 2) Søn af Ares og Kyrene, Konge over de thrakiske Bistonere - Diomedes, lat. Grammatiker fra Slutn. af 4. Aarh. e. Kr. - Diomedes-Øerne, Øgruppe midt i Berings-Strædet, blev først opdaget af Bering 1728 - Diomediske Øer kaldtes i Oldtiden en lille Øgruppe (nu Tremiti-Øerne) i Adriaterhavet - Dion (gr., lat. Diuni) hed i Oldtiden en By i det sydlige Makedonien (Pierien) ved Foden af Olymp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haandskrift, der gik tabt ved Strassburgs Brand 1870.
Indholdet af de 10 Kapitler (de to sidste er
seriere Tilføjelser) er dels en Paavisning af
Hedenskabets Usandhed og Jødedommens
Utilstrækkelighed, dels en begejstret Skildring af de
Kristnes Livsførelse og en Begrundelse af den
sande Religions guddommelige Oprindelse.
Adressaten D. er en os nu ganske ubekendt
fornem Mand, og hvem Forf. er, vides heller
ikke; med Urette blev Skriftet tidligere tillagt
Justinos Martyr. Kriterierne til Bestemmelse af
Affattelsestiden er meget usikre; sandsynligvis
falder den dog enten i Slutn. af 2. ell. Beg. af
3. Aarh. Den gr. Tekst findes i de alm. Udg. af
de apostoliske Fædre.
H. M.
Diokles [gr. -’kle’s], Syrakusaner, c. 400 f.
Kr., skrev en Lovbog og grundlagde den
demokratiske Forfatning i Syrakus. Da han 408
skulde bringe Byen Himera Undsætning mod
Karthagerne, lod han den i Stikken og blev derfor
landsforvist af Syrakusanerne. D.’s Lovgivning
blev 343 genindført af Timoleon.
K. H.
Diokles [gr. -’kle’s], gr. Matematiker, vistnok
fra 2. Aarh. f. Kr., er kun kendt gennem
Eutokios’ Beretning om den af D. opfundne
Kissoide samt om D.’s Løsning ved to Keglesnit
af den Trediegradligning, hvortil Arkimedes’
Opgave: ved et plant Snit at dele en Kugle i
et givet Forhold, fører.
Chr. C.
Diokletian, d. s. s. Diocletianus.
Diomedea, se Albatros.
Diomedes, 1) en af Grækernes tapreste
Stridsmænd i Kampen mod Troja, Konge i Argos, Søn
af Tydeus og Deipyle. Før den troiske Krig
havde D. taget Del i »Epigonernes« Tog mod
Theben. Ledsaget af Sthenelos og Euryalos
førte han paa 80 Skibe Krigerne fra Argos, Tiryns
og fl. mindre Byer paa den argoliske Halvø mod
Troja. I Iliaden træder D. meget frem. Han er
en ung og uforfærdet Kriger, der altid kæmper
i forreste Række. Han frygter Guderne og
overholder Lov og Ret; da han i Kamptummelen
støder sammen med Glaukos, som stammer fra
en Slægt, der ved gl. Gæstevenskab er
forbundet med hans, støder han sit Spyd i Jorden,
veksler Haandtryk med Glaukos og søger sig
andre Modstandere. D. er derfor en Helt efter
Athena’s Hjerte; hun ledsager ham og staar
ved hans Side i alle Farer; hjulpet af hende
vover han endog at angribe Afrodite og Ares,
der færdes paa Valpladsen paa Troernes Side.
Iliadens 5. Sang, der bærer Navn efter D.,
handler om hans ypperste Bedrifter. Her fortælles
om hans Kamp med Lykieren Pandaros, som
han fælder med sit Spyd; Æneas, der vil værge
Liget, slaar han til Jorden med en Sten »saa
stor, at to Mænd ikke kunde bære den«; mens
Sthenelos fører Æneas’ Heste bort, søger
Afrodite at bære sin bevidstløse Søn ud af Kampen,
men D. saarer hende i Underarmen, og
Gudinden maa flygte bort til Olympen; Apollon
redder derefter Æneas’ Liv og skræmmer den
ophidsede D. tilbage. Da Ares senere fører
Troerne sejrrigt fremad, bestiger Athena D.’s
Vogn og styrer den mod Krigsguden, som D.
med sit Spyd rammer i Underlivet. Ogsaa i de
flg. Sange i Iliaden fortælles om mangen
Heltedaad, som D. udfører; han redder modig den
gl. Nestor, da Fjenderne er nær ved at
overvælde ham; sammen med Odysseus vover han
om Natten et Tog til de sejrrige Troeres Lejr,
dræber Spejderen Dolon og den thrakiske
Fyrste Rhesos; han kæmper med Hektor, der maa
vige tilbage, men bliver kort efter af Paris
saaret med en Pil og er i nogen Tid ukampdygtig.
I Kamplegene, som Achilleus afholder efter
Patroklos’ Død, vinder D. første Pris i
Væddekørsel og sejrer over Ajas i Tvekamp. Saavidt
Iliaden. I Odysseen fortælles lejlighedsvis, at
D. var med bl. Krigerne i Træhesten, ved hvis
Hjælp Troja blev erobret, og at han paa
Hjemfærden lykkelig naaede Argos paa fjerde Dag.
Yngre Digte føjer enkelte Træk til, der til Dels
afviger fra Homer’s Fortælling. Sammen med
Odysseus drager D. til Skyros for at hente
Achilleus og til Lemnos for at føre Filoktetes
til Troja; i Forening bortfører Odysseus og D.
Palladiet fra Troja, en Scene, som den antikke
Kunst ofte har fremstillet. Da D. kom hjem til
Argos, havde Afrodite forledt hans Hustru
Aigialeia, Adrastos’ Datter, til Utroskab; D.
maatte flygte og kom over Libyen og Iberien til
Apulien, hvor han blev venlig modtaget af Kong
Daunus, der afstod en Del af sit Land til ham
og gav ham sin Datter til Hustru. Paa en af de
diomediske Øer viste man D.’s Grav og et
Tempel for ham. Flere Steder i Italien, dels paa
Adriaterhavets Kyst, dels i det Indre (Apulien,
Samnium), dyrkedes D. efter antikke
Beretninger som Gud. Utvivlsomt skyldes dette en
Sammenblanding mellem den homeriske Heros
D. og en gl italisk Guddom; allerede Pindar
fortæller, at D. blev optaget bl. Guderne.
2) Søn af Ares og Kyrene, Konge over de
thrakiske Bistonere, ejede efter Sagnet 4 vilde
Heste, som han Jodrede med Kødet af de
Fremmede, der landede i hans Rige. Herakles dræbte
ham og førte Hestene til Eurystheus (det 8. af
Herakles’ 12 »Arbejder«). Flere nyere Forskere
antager, at Thrakeren D. opr. er den samme
som den argiviske Heros.
C. B.
Diomedes, lat. Grammatiker fra Slutn. af
4. Aarh. e. Kr., Forf. til en ars grammatica (lat.
Sproglære) i 3 Bøger; personlig ganske ukendt.
Af hans Lærebog er især 3. Bog, der indeholder
Poetikken og Metrikken, af Bet.; D. har her
benyttet en gl Kilde (fra 1. Aarh. e. Kr.) og
har bevaret mange Noticer af
litteraturhistorisk Interesse. Udg. i 1. Bd af Keil’s
Grammatici Latini.
A. B. D.
Diomedes-Øerne, Øgruppe midt i
Berings-Strædet, blev først opdaget af Bering 1728,
senere undersøgt af Gvosden, efter hvem
Russerne ofte benævner Gruppen Gvosden-Øerne.
Den midterste af de 3 Øer hedder Krusenstern,
den østligste Fairway, den vestligste Ratmanof.
M. V.
Diomediske Øer kaldtes i Oldtiden en lille
Øgruppe (nu Tremiti-Øerne) i Adriaterhavet
ved Apuliens Kyst. Paa en af dem skulde
Diomedes ligge begravet.
C. B.
Dion (gr., lat. Dium) hed i Oldtiden en By
i det sydlige Makedonien (Pierien) ved Foden
af Olymp. D. var ikke nogen stor Stad, men
havde smukke offentlige Bygninger og
rummede mange Kunstværker, hvoriblandt Lysippos’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
