Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dion (gr., lat. Diuni) hed i Oldtiden en By i det sydlige Makedonien (Pierien) ved Foden af Olymp - Dion, syrakusansk Statsmand, (409-354 f. Kr.) - Dion Chrysostomos (»Guldmund«), ogsaa kaldet Coccejus ell. Coccejanus, gr. Retor og Filosof, (c.40-e.96 e. Kr) - Dione, gr. Gudinde, dyrkedes i Dodone som Zeus' Hustru - Dionin er saltsurt Ætylmorfin - Dionis, Pierre, fr. Anatom og Fødselshjælper, ( -1718) - Dion Kassios (Cassius Dio, ogsaa kaldet Coccejanus), gr. Historieskriver, (c.150-c.235)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
berømte Portrætstatuer af de 25 makedoniske
Ryttere, som faldt ved Overgangen over
Granikos; disse Statuer blev af Metellus Macedonicus
førte til Rom. Ruiner af D. findes ved
Landsbyen Malathria.
C. B.
Dion, syrakusansk Statsmand, f. 409 f. Kr.,
beslægtet med Dionysios den Ældre, var en
begejstret Tilhænger af Platon’s politiske Ideer.
Da D. blev den yngre Dionysios ubehagelig, blev
han 366 forvist fra Syrakus, hans Ejendomme
inddragne og hans Hustru Arete tvunget til at
ægte Hofmanden Timokrates. 357 landede D.
med en Lejehær ved Syrakus, og Dionysios
maatte flygte. Da D. kort Tid efter modsatte
sig et af Demagogen Herakleides stillet
Forslag af revolutionær Karakter, blev han som en
Fjende af Friheden fordrevet og trak sig tilbage
til Leontinoi, men blev snart igen kaldt tilbage
og stillet i Spidsen for Regeringen. Da
Herakleides ved sine Bagvaskelser blev mere og
mere besværlig for D., samtykkede han dog i
at lade ham myrde; men ved sin
Holdningsløshed forspildte han Folkets Gunst, og
Atheneren Kallippos benyttede sig af Situationen til
at stifte en Sammensværgelse, der berøvede D.
Magten og Livet (354). D.’s Levned er skildret
af Cornelius Nepos og af Plutarch. (Litt.:
Pfalz, »D., der Syrak« [1877]).
K. H.
Dion Chrysostomos (»Guldmund«), ogsaa
kaldet Coccejus ell. Coccejanus, gr.
Retor og Filosof, f. c. 40 e. Kr. i Prusa i
Bithynien, vandt under et Ophold i Ægypten
Kejser Vespasian’s Yndest og kom til Rom, men
blev af den mistænksomme Domitian forvist fra
Italien og Bithynien. Sin Landflygtighed
tilbragte D. efter det delfiske Orakels Raad med
omfattende Rejser N. f. det Sorte Hav, hvorfra
han hentede Stof til et tabt hist. Værk: Getica;
men hans Ven Coccejus Nerva kaldte ham efter
sin Tronbestigelse (96) tilbage til Rom, og han
nød ogsaa Trajan’s Gunst. Af D. er bevaret c.
80 »Taler«, Afh. af filos., æstetisk og politisk
Indhold; hans filos. Anskuelser tilhører den
kyniske Skole, stilistisk efterligner han Platon og
Xenofon og er i det hele taget en af de
betydeligste Repræsentanter for den attikiserende
Retning. Udg. af Reiske (1784 og 1798), L.
Dindorf (1857) og Arnim (1893-96). (Litt.:
Arnim, »Leben und Schriften des D. von
Prusa« [1898]).
K. H.
Dione, gr. Gudinde, dyrkedes i Dodone som
Zeus’ Hustru; Oraklet tilhørte begge i
Fællesskab. Paa Mønter findes hun afbildet tronende,
med et Scepter i højre Haand. I Iliaden hører
D. til de olympiske Guder og er Moder til
Afrodite. Ellers træder D. uden for Dodone kun
lidet frem. Navnet D. er beslægtet med Navnet
Zeus (Gen. Diós); Sammenknytningen af de to
Guder antages vistnok med Rette for ældre end
Forbindelsen Zeus-Hera (jfr Juppiter-Juno). Om
D.’s Byrd findes forsk. Traditioner; efter
Hesiodos er hun Datter af Okeanos og Thetys;
Apollodoros lader hende høre til Titanerne, der
er Børn af Uranos og Gaia.
C. B.
Dionin er saltsurt Ætylmorfin og fremstilles
i det væsentlige ved Indvirkning af et
ætylsvovlsurt Salt paa en alkalisk Opløsning af
Morfin. Det danner fine, hvide Krystalnaale, der
er let opløselige i Vand, og bruges i Stedet dels
for Morfin, dels for Godein, navnlig mod Hoste
og sædvanlig i Doser paa 0,03 g. Desuden
anvendes det i Øjenlægepraksis.
E. K.
Dionis [diå’nis], Pierre, fr. Anatom og
Fødselshjælper, hvis Fødselsaar er ukendt, d.
11. Decbr 1718. Han kaldtes 1673 af Ludvig den
fjortende til at beklæde den ved Jardin du Roi
nyoprettede Lærestol pour la propagation des
découvertes nouvelles, som omfattede
anatomisk Demonstration og operativ Medicin. Han
blev dog kun en kortere Aarrække i denne
Stilling, idet Kongen fritog ham for hans
Lærerpligter og 1680 knyttede ham til Hoffet som
ordinær Kirurg hos Marie-Thérèse og senere
som Livkirurg hos la Dauphine. Han skrev:
Nouvelle anatomie de l’homme, suivant la
circulation et les dernières découvertès (1690), der
i alt udkom i fem fr. Udg. og en belg. (1699),
samt i Overs. paa Latin, Engelsk og
Mandshurisk. Denne sidste foranstaltedes af Missionæren
Parennin efter Ordre af Kejser Khang-hi (1662
-1722). Den udførtes som Haandskrift i 3
Eksemplarer, der blev i Kina, medens et fjerde
sendtes til det fr. Académie des sciences. Som
Illustration benyttedes, i det mindste delvis,
Tegningerne fra Bartholin’s Anatomi. Et af de
kin. Eksemplarer findes nu i det kgl. Bibliotek
i Kbhvn (se herom E. Ingerslev i »Ugeskr.
f. Læger« 1907, Nr 21). Ogsaa hans andre
Værker optryktes gentagne Gange. Saaledes udkom
Cours d’opérations de chirurgie démontrées au
Jardin du Roi (1707) i 6 Udg.; den overs. paa
Tysk, Engelsk og Hollandsk og udkom i Bryssel
1708, hvad hans Traité général des
accouchements (1718) ogsaa gjorde. - D. var en ivrig
Tilhænger af den Harveyske Lære om Blodets
Kredsløb, og kom derved til at bekæmpe de
tidligere Teorier om Forholdet mellem
Moderens og Fosterets Blodomløb. Placenta
(Moderkagen) opfattedes alm. som et Reservoir for
Menstrualblod, der rensedes der, for at tjene
til Ernæring for Fosteret. D. hævdede derimod,
at Placenta var et Væv af Aarer, i hvilke
Blodet cirkulerer fra Moder til Foster og tilbage
til Moderen. Der fandt altsaa ingen Rensning
Sted, hvad der ogsaa bevistes ved, at
Sygdomme (Syfilis, Kopper) kunde overføres til
Fosteret under Svangerskabet.
J. S. J.
Dion Kassios (Cassius Dio, efter sin
Bedstefader Dion Chrysostomos ogsaa kaldet
Coccejanus), gr. Historieskriver, f. c. 150
e. Kr. af fornem Familie i Nikaia i Bithynien,
kom Aar 180 til Rom og steg til Konsulatet, som
han beklædte 2 Gange, anden Gang Aar 229;
i Mellemtiden bestyrede han forsk. Provinser.
Efter 229 trak han sig tilbage til Nikaia og
ofrede sig helt for sin litterære Virksomhed,
men døde ikke længe efter (c. 235). Foruden
adskillige andre Arbejder, som er gaaede tabt,
skrev D. en »Romersk Historie« i 80 Bøger,
omfattende Tiden fra Æneas til 229; deraf er
i fuldstændig Skikkelse kun bevaret Bøgerne
36-60, der omfatter den vigtige Periode fra
69 f. Kr. til 46 e. Kr., hvortil de rom. Kilder
er mindre udførlige, og Bøgerne 78-79; af de
første 35 Bøger har vi kun Brudstykker,
medens der af Bøgerne 61-80 findes et Udtog,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
