Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dion Kassios (Cassius Dio, ogsaa kaldet Coccejanus), gr. Historieskriver, (c.150-c.235) - Dionysia (gr.), Fest for Dionysos. - Dionysios, - 1) D. I, den Ældre, Tyran i Syrakus, (430-367(?)) - 2) D. II, den Yngre, Tyran i Syrakus - Dionysios, Biskop i Alexandria, kaldet den Store, ( -264/5) - Dionysios Areopagita, Medlem af Areopagos i Athen, omtales i Apostl. Gern. 17, 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forfattet af Joannes Xifilinos i 11. Aarh. D.’s
Værk har sin største Bet. ved det rige hist.
Stof, som deri meddeles, men vidner tillige om
militær og politisk Sagkundskab, og dets
antikiserende Sprogform udmærker sig ved
Korrekthed og Skønhed. Med sit Forbillede
Thukydides har D. Forkærligheden for længere
Taler tilfælles; saaledes lader han (LII 14-40)
Mæcenas i en lang Tale give ligesom Augustus’
politiske Program. Udg. af Bekker (1849),
L. Dindorf (1863-65), Nybearbejdelse ved
Melber (1890, 1894) og Boissevain (1895,
1898).
K. H.
Dionysia (gr.), Fest for Dionysos.
Dionysios, 1) D. I, den Ældre, Tyran i
Syrakus, f. 430 f. Kr., Søn af en fattig
Æseldriver, var som ung Mand Skriver, men deltog
tillige i de politiske Kampe og sluttede sig til
Hermokrates’ Parti. Da Karthagerne 406
havde ødelagt Agrigent, anklagede D. de til
Undsætning sendte Feltherrer og fik dem afsatte;
han valgtes selv til Anfører og blev afsendt for
at hjælpe Gela imod Karthago. I Gela styrtede
han Oligarkerne og vandt med deres Penge
Lejetropperne for sig; derpaa vendte han
tilbage til Syrakus, lod sine Medfeltherrer afsætte,
omgav sig med en Livvagt og besatte Ortygia’s
Borg. Støttet paa Lejetropperne og
Hermokrates’ Parti, som han ved at ægte dennes
Datter knyttede stærkere til sig, regerede D. nu
som uindskrænket Tyran, og da en Opstand i
Syrakus var blevet dæmpet (405), befæstede
han yderligere sit Herredømme. En Fred med
Karthago skaffede ham Besiddelsen af Siciliens
Østkyst, og Ortygia sikredes ved Anlæggelsen
af den store Fæstning Hexapylon. Da han
havde erobret Byerne Naxos og Katane (401) og
befæstet Syrakus med en ny Mur, der
medindbefattede Forstæderne Tycha og Epipolai,
genoptog han Krigen med Karthago (397); efter
vekslende Kampe blev han (395) indesluttet i
Syrakus af Himilko, men Pest i Hæren tvang
denne til at drage bort (394). Derpaa erobrede
D. forsk. gr. Byer paa Sicilien og i Nedre-Italien,
hvor særlig Rhegion blev haardt straffet (387);
i Forening med Gallerne plyndrede han fl. Byer
i Etrurien, og ved det adriatiske Hav anlagdes
Militærkolonier. Med Karthago sluttede han
(383) Fred og overlod det Sicilien V. f.
Halykos. Ogsaa i Grækenlands Forhold greb D. ind,
mest til Fordel for Sparta, f. Eks. 387 ved
Antalkidas-Freden; til Festen i Olympia sendte
han et glimrende Gesandtskab, men hans
Tragedier blev modtagne med Foragt og Haan. Da
Athenerne 367 hædrede en Tragedie af ham
med første Pris, skal D. af Glæde herover have
fejret et stort Drikkegilde og være død af
Følgerne deraf; ellers skildres han som
maadeholden. D. var en Mand med store Evner, som
han hensynsløst benyttede til at tilfredsstille
sin umættelige Magtsyge og Ærgerrighed; om
nogen højere Idé hos ham kan man næppe
tale, selv om hans Regering bidrog til at
beskytte Hellenismen paa Sicilien mod Karthagos
Angreb. Tyranstillingens Usikkerhed udviklede
daarlige Egenskaber hos ham, Mistænksomhed
og Grusomhed, hvorom ogsaa de talrige
Anekdoter om ham vidner. (Litt.: Bass, »D. I
v. Syr.« [1881]).
2) D. II, den Yngre, Søn af D. I og
Lokrerinden Doris, var ikke blottet for Evner,
men hans mistænksomme Fader havde med Forsæt
givet ham en daarlig Opdragelse, og han var en
Slave af sine Lyster og Luner. Da han 367
havde besteget Tronen, søgte hans Svoger Dion
at indgyde ham videnskabelig Interesse og fik
indkaldt sin Lærer Platon, der allerede under
den ældre D. havde gæstet det syrakusanske
Hof. Men snart blev Dion forvist (366); Platon
forlod Sicilien (365), vendte ganske vist paa
D.’s Opfordring senere tilbage (361), men drog
snart skuffet bort (360). Udadtil var D.’s
Regering i Beg. ikke uheldig; men hans Despoti
gjorde ham forhadt i Syrakus, og 357 maatte
han, fordrevet af Dion, flygte til det italiske
Lokroi. Efter Dion’s Død gjorde D. 346 et
Angreb paa Byen, der kronedes med Held, og han
blev igen Enehersker i Syrakus. Hans Hævnlyst
og Grusomhed fik mange til at emigrere, og
da 343 Timoleon fra Korinth landede med en
Hær, maatte D. overgive sig selv og sine Skatte
til ham. Timoleon sendte ham til Korinth, hvor
han ernærede sig dels ved Tiggeri, dels som
Lærer.
K. H.
Dionysios, Biskop i Alexandria, kaldet den
Store, Origenes’ betydeligste Discipel, blev
232 Forstander for Kateketskolen i Alexandria,
246 ell. 247 Biskop og døde 264 ell. 265. Han
blev forvist under Kejserne Decius (250) og
Valerian (257), men styrede sin Menighed fra
sin Landflygtighed. Han tog Del i de kirkelige
Kampe om det novatianske Skisma, Kætterdaab,
Kiliasme, Sabellianisme og om Paulos fra
Samosata, men selv stødte han an mod
Ortodoksien ved at kalde Kristus en Skabning. Som
Ekseget og Kritiker var han betydelig.
Apokalypsen fraskrev han Apostlen Johannes. (Litt.:
A. Harnack, »Geschichte der altchristlichen
Litt.« [Leipzig 1893]).
L. M.
Dionysios Areopagita, Medlem af
Areopagos i Athen, omtales i Apostl. Gern. 17, 34
som omvendt ved Apostlen Paulus’ Prædiken;
etter Traditionen skal han være blevet
henrettet som Biskop i Athen. Senere blev han
sammenblandet med D. den Hellige fra
Paris (levede vistnok i 3. Aarh.), som efter at
være blevet halshugget skal være gaaet med
sit Hoved i Haanden til det efter ham opkaldte
St Denis. Mest kendt blev hans Navn ved, at
man tillagde ham nogle Skr (om det
himmelske Hierarki, om det kirkelige Hierarki,
om de guddommelige Navne, om den
mystiske Teologi, samt 11 Breve), som, efter
at de første Gang nævnes paa en
Religionssamtale i Konstantinopel 533, kom til at spille
en ganske overordentlig Rolle baade i den
kirkelige Læreudvikling og i den kristelige Mystik.
1629 viste Jesuitten Jacob Sirmond paa
afgørende Maade, at disse Skr, som stammende fra
Beg. af 6. Aarh., hverken kunde være
forfattede af den athenæiske ell. parisiske D. Man
taler derfor om en Pseudo-D. som Forf. af
disse Skr, der er et Forsøg paa at
sammensmelte den nyplatonske Spekulation med de
kirkelige Læresætninger. Han mener, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
