Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dionysios Areopagita, Medlem af Areopagos i Athen, omtales i Apostl. Gern. 17, 34 - Dionysios fra Halikarnassos, græsk Retor og Historieskriver - Dionysios Periegetes, græsk Geograf, sandsynligvis tilhørende 2. Aarhundrede efter Kr. - Dionysios Thrax (»Thrakeren«), græsk Grammatiker c. 100 f. Kr. - Dionysisk Tidsregning, se Kronologi. - Dionysius den Lille (Exiguus), Abbed i Rom, ( -556) - Dionysius (Diniz) den Retfærdige, (1261-1325), Konge af Portugal 1279-1325 - Dionysos (gr.) (hertil 2 Tavler med 5 Figurer), Vinens og Vinavlens Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sande Teologi ikke bestaar i Læresætninger,
men i umiddelbar Beskuelse af de
guddommelige Ting og findes ved Kontemplation og
Ekstase. Efter at disse Skr var komne til
Vesterleden i 8. Aarh. og var blevne overs. af Scotus
Erigena i 9. Aarh., blev de studerede og
kommenterede af Middelalderens store Teologer, og
de mystiske Aander baade i Middelalder og
nyere Tid har i dem fundet den sande Teologi.
Den bedste Udg. af Pseudo-D.’s Skr er
Jesuitten Corderius’ med gr. og lat. Tekst
(Antwerpen 1634, Venedig 1757), en tysk Overs. tillige
med en Afh. af Engelhardt (I-II, Sulzbach
1823). (Litt.: Koch, »Pseudo-D.’s Areopagita
in seinen Beziehungen zum Neuplatonismus
und Mysterienwesen« [Mainz 1900]).
L. M.
Dionysios fra Halikarnassos, græsk
Retor og Historieskriver, kom 30 f. Kr. til Rom,
hvor han traadte i Forbindelse med mange
ansete Mænd og virkede som Lærer i Veltalenhed;
7 f. Kr. fuldendte han sit store hist. Værk og
døde sandsynligvis ikke længe efter. D.’s rom.
Historie (Ρωμαϊκή αρχαιολογία, antiquitates
Romanæ) bestod af 20 Bøger, der omfattede
Tiden fra Roms Anlæggelse indtil de puniske
Kriges Beg.; der er imidlertid kun bevaret de
første 11 Bøger, der gaar ned til 443. D. var ikke
en praktisk Mand med politisk og hist. Sans,
men helt igennem Retor: der lægges de hist.
Personer Taler i Munden, som hverken er
blevne holdte af dem ell. passer til den Tids
Mennesker og Forhold; ofte røber der sig
fuldstændig Mangel paa Forstaaelse af de rom.
Indretninger, hvorpaa der søges bødet ved fri
Konstruktioner efter gr. Forhold. Dog har
Værket Bet., fordi han har benyttet nu tabte
Kilder, f. Eks. Cato den Ældre, og D. er ved
Siden af Livius den vigtigste Kilde for den
ældste rom. Historie. Betydeligere er D.’s
retoriske Skr, hvortil der slutter sig nogle af
æstetisk Indhold; han er paa dette Omraade en fin
og smagfuld Iagttager. Hans samlede Skr er
udgivne af Sylburg (1586, med lat. Overs.) og
Reiske (1774-77); Antiquitates Romanæ af
Kiessling (1860-70) og Jacoby (1885-1905); de
retoriske Skr af Usener og Radermacher (1899,
1904). (Litt.: Kiessling, De Dionysii Halic.
antiquitatum auctoribus Latinis (1858);
Madvig, »Livius og D. fra Halikarnas som Bærere
af Overleveringen om det gl. og ældste Rom«
»Den rom. Stats Forfatning og Forvaltning«,
II, S. 612 ff.]).
K. H.
Dionysios Periegetes, græsk Geograf,
sandsynligvis tilhørende 2. Aarhundrede efter
Kr., Forf. til et Digt paa 1185 Heksametre,
Periegesis, der skildrer de vigtigste af de paa
den Tid kendte Have og Lande; Digtet blev
overs. paa Latin, først af Avienus (4. Aarh.),
senere af Priscianus (6. Aarh.), og tjente helt
ned i Middelalderen som Lærebog; Eustathios
(12. Aarh.) skrev en vidtløftig gr. Kommentar
dertil. Udg. af Müller (i Geographi Græci
minores, II, 1861).
K. H.
Dionysios Thrax (»Thrakeren«), græsk
Grammatiker c. 100 f. Kr., Discipel af
Aristarchos, Forf. til den første græske Grammatik
(Techne grammatike), der paa en Maade er
blevet Grundlaget for alle europ.
Grammatikker; den blev ofte kommenteret og i Beg. af
Middelalderen overs. til Armenisk og Syrisk.
Hovedudgave af Uhlig (Leipzig 1884).
K. H.
Dionysisk Tidsregning, se Kronologi.
Dionysius den Lille (Exiguus),
antagelig en Skythe af Fødsel, var omkr. Aar 530
Abbed i Rom, hvor han døde 556. Han er
bekendt ved den efter Pave Johan I’s Ordre
udarbejdede Tidsregning og ved sin
Beregningsmaade af, naar Paaskefesten skulde
højtideligholdes (se Paaske). D. var efter Cassiodorus
en god lat. Stilist og grundig Kender af det
gr. Sprog. Hans Samling af saakaldte
apostoliske Kanones, Konciliebeslutninger og
Amtsbreve fra rom. Biskopper nød som Dekretaler
stor Anseelse.
J. Fr. S.
Dionysius (Diniz) den Retfærdige,
1261, Konge af Portugal 1279-1325. Han
begyndte sin Regering med at nægte Paven den
skyldige Lensafgift og ophæve Gejstlighedens
Privilegier og fortsatte i lang Tid denne Politik
uden at ænse Bandstraalen og Interdiktet;
senere sluttede han dog Forlig med Kirken.
Indadtil virkede han til megen Gavn for Folket,
forbedrede Retsplejen, ophjalp Stæderne ved
store Privilegier, fremmede Agerbruget og
grundlagde Portugals første Univ. i Lissabon,
der dog alt 1308 flyttedes til den nuv.
Universitetsby Coimbra. Da Tempelherreordenen
ophævedes 1311, stiftede han Kristusordenen, der
doteredes med Tempelherrernes Godser; dens
Formaal var Kampen mod de Vantro, og ogsaa
i denne Henseende maa D. betragtes som
Grundlæggeren af Portugals Storhed i den
senere Middelalder. Sine sidste Aar laa han i
Strid med Sønnen Alfons VI, der var
misfornøjet over, at Faderen begunstigede sin
naturlige Søn Pedro Sanchez.
(M. M.). Chr. H.
Dionysos (gr.) (hertil 2 Tavler med 5
Figurer), Vinens og Vinavlens Gud, hører ikke
til den oprindelige græske Gudekreds, men er
optaget fra Grækernes Naboer, Thrakerne. I
den hist. Tid finder vi vel D. anerkendt og
dyrket rundt om i den gr. Verden; men hans
Dyrkelse beholder dog i fl. Egne et stærkt
fremmedagtigt Præg. Flere Sagn handler om,
hvorledes den er trængt frem under Kamp og
Modstand. I de homeriske Digte nævnes D. enkelte
Steder, men hører ikke til de Guddomme, med
hvilke Digteren er fortrolig, har ikke sat Spor
i hans Fantasi ell. i det digteriske Sprog;
Vinen, hvis Indvirkning paa Mennesket ofte
skildres, kaldes intet Sted D.’s Gave. I sit
Hjemland har D. sandsynligvis været dyrket som en
Guddom, der vaager over al Vegetation, kalder
den til Live og lader den forgaa. I Grækenland
er han fortrinsvis knyttet til Vinavlen, der er
hans Gave til Menneskene, ligesom Kornavlen
skyldes Demeter. Navnet D. er ikke tydet med
Sikkerhed; den første Del deraf antages alm.
for beslægtet med Roden Div-, »Gud« (jfr Ζεύς,
Gen. Διός;, Dione o. a.). I Flæng med D.
bruges ogsaa, dog ikke i den ældste Tid, Navnet
Bakchos, der i Italien blev den alm.
Benævnelse (lat. Bacchus).
Myter og Sagn. D. var Søn af Zeus og
Semele, Kadmos’ Datter. Om hans Fødsel
fortælles, at Semele bad Zeus vise sig for hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
