Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dionysos (gr.) (hertil 2 Tavler med 5 Figurer), Vinens og Vinavlens Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i al sin Guddoms Herlighed. Zeus maatte
opfylde det uheldsvangre Ønske; da han viste sig
for sin Elskede, blev hun, den dødelige Kvinde,
dræbt af Lynet og Tordenen, der buldrede om
ham. Men det ufuldbaarne Foster blev frelst;
Zeus indsatte det i sit Laar og bragte det, da
Tiden var kommen, til Verden. Det lille Barn
blev af Hermes bragt til Nymferne paa Bjerget
Nysa og voksede op hos dem. Hvor Nysa laa,
lader sig ikke sige, og der var Uenighed herom
allerede i Oldtiden. I fl. af de Egne, hvor D.
dyrkedes, var ogsaa Sagnet om hans Opvækst
blevet stedfæstet. Efter den thebanske
Tradition var det Ino, Semele’s Søster, der
opfostrede ham. D.’s Plejemødre var de første, der
følte hans Magt. De opførte begejstrede Fester
til hans Ære, ved hvilke hans Guddomsaand
bragte dem i Ekstase, saa at de ude af sig selv
dansede vilde Danse, udstødte voldsomme Raab
(Euoi!), sønderflængede Dyr med Hænderne og
fortærede deres Kød raat. Homer kalder
derfor D. »den Rasende«. Kvinderne, som tager
Del i de vilde Ceremonier, hedder Mainader
(afledet af μαίνομαι, raser) ell. Bakchai.
Foruden Mainaderne er der en hel Skare
af andre Væsener, som ledsager og tjener
D., fortrinsvis Silenerne, der afbildes med
Hesteøren og Hestehale, og Satyrerne, der har
Bukkehale. Ogsaa Dæmoner af noget højere
Rang end disse halvt dyriske Væsener slutter
sig til D., saaledes Seilenos og Priapos. D.’s
Ledsagere danner en samlet Skare (Thiasos),
der tænkes at følge Guden overalt og at fejre
Fester til hans Ære. I disse mytiske Fester har
nyere Forskere, vistnok med Rette, villet se
et Minde om de halvciviliserede Thrakeres
Festskikke; Orgier, vilde Danse og voldsomme
Ceremonier har baade i Europa og i Lilleasien
knystet sig til Dyrkelsen af de Guddomme, som
vaagede over Naturens Frugtbarhed. Den
klassiske Oldtid, der kun kendte D. som Vinens
Gud, forklarede sig derimod de mytiske
Dionysos-Festers vilde Karakter af Vinens Magt
over Menneskene. - Flere Sagn afspejler de
Kampe, som D.-Dyrkelsen, der saa stærkt
afveg fra Grækernes øvrige religiøse Skikke,
maatte bestaa. Allerede Homer fortæller, at
den thrakiske Konge Lykurgos drev D.’s
Ammer ned ad det hellige Nyseion (utvivlsomt d.
s. s. Nysa), at D. maatte søge Tilflugt i Havet
hos Thetis, og at Zeus til Straf gjorde Lykurgos
blind. I Theben hed det sig, at Kong Pentheus,
Søn af Semele’s Søster Agaue, vilde hindre
D.-Dyrkelsen; D. ophidsede da Mainaderne, til
hvilke Agaue hørte, saa at de i deres Ekstase
antog Pentheus for et Dyr og sønderrev ham.
Minyas’ Døtre i Orchomenos ringeagtede
Festerne, som fejredes til Gudens Ære, men
blev til Straf forvandlede til Flagermus (jfr
Agrionia). Derimod blev D. efter
Traditionen vel modtaget hos Kong Ikarios (i Ikaria i
Attike) og lærte ham til Tak at dyrke og
tilberede Vinen. - Et Sagn, der er fortalt i en
af de gl. Hymner, som gaar under Homer’s
Navn, handler ligesom de ovf. anførte om
Miskendelse af D. og Straffen herfor. Guden viste
sig i Skikkelse af en skøn Yngling paa et Næs
ved Havet; da landede nogle tyrrhenske
Sørøvere, tog ham til Fange og kastede ham
bunden om Bord paa deres Skib; men skønt
hans Guddomsmagt viste sig ved, at alle
Baandene sprang af ham, vilde de ikke følge
Styrmandens Raad at vende tilbage og sætte D. i
Land igen. Da lod Guden Strømme af Vin skylle
hen over Skibet, Vinranker og Vedbend skød
op og omslyngede Sejl og Mast, D. forvandlede
sig til en Løve ledsaget af en Bjørn, Sørøverne
sprang skrækslagne i Vandet og forvandledes
til Delfiner. En Fremstilling af dette Sagn, som
dog i Enkelthederne afviger fra Fortællingen i
Hymnen, findes paa Frisen paa det saakaldte
Lysikrates-Monument i Athen, opført 334 f. Kr.
De anførte Fortællinger om D.’s Sejre over sine
Modstandere synes at have været Anledning til,
at D. ogsaa (fra 5. Aarh. f. Kr.) nævnes som
Deltager i Gudernes Kamp med Giganterne. Da
Alexander den Store havde foretaget sit
Felttog gennem Asien, og Grækerne her som
andensteds ibl. de Guder, som dyrkedes af de
forsk. Folkeslag, mente at genfinde D.,
udvidedes de gl. Fortællinger om, hvorledes Guden
sejrrig havde udbredt sin Dyrkelse, end mere;
i yngre Digteres Bearbejdelse formede de sig
til en Beretning om, at D. ledsaget af sin Thiasos
var draget gennem hele Verden og havde
underkastet sig alle Lande lige til det fjerne Indien.
Kultus. Den opr., voldsomme Form af
D.-Dyrkelsen, natlige Fester med ekstatiske Danse
og andre vilde Ceremonier, holdt sig længe i
nogle Egne af Grækenland, især i Boiotien; hist
og her fandtes endog Festskikke, som synes at
minde om Menneskeofringer. Men i den hist.
Tid træder dog Dyrkelsen af D. i ren græsk
Aand, som Gud for Vinavlen, stærkt i
Forgrunden. Ved Festerne ofredes Tyre og Bukke,
Deltagerne gik i Procession, der blev opført
Danse og afsunget Sange (Dithyramber) af Kor,
hyppig under Form af en Væddekamp. Tillige
blev der sædvanlig drukket megen Vin; at
D.-Festerne for en stor Del var mere løsslupne og
overgivne end de andre Gudefester, er derfor
naturligt. I øvrigt var der stor Forskel paa
dem; nogle havde en mere lystig, andre en
mere alvorlig Karakter. Ved visse Fester
førtes en stor Fallos som Frugtbarhedssymbol i
Procession under Afsyngelsen af særlige Sange
(falliske Sange); ved andre var det Skik, at
Deltagerne oversmurte Ansigtet med Vinbærme.
Størst Bet. for den alm. Kultur fik D.-Festerne
i Attike, hvor der i Slutn. af 6. Aarh. f. Kr.
af Korsangene udviklede sig en helt ny Digtart,
Skuespillet (jfr Komedie, Tragedie,
Satyrspil). I Maaneden Poseideon fejredes
rundt om i Attike s Landsbyer de »landlige
Dionysier« med falliske Optog, Skuespil og forsk.
Lystigheder. I den flg. Maaned, Gamelion, faldt
Lenaier-Festen, der holdtes i Gudens Helligdom
i Byen, og hvortil der ligeledes knyttede sig
Skuespil. Den tredie Hovedfest, Anthesterierne,
omfattede 3 Dage (11.-13. i Maaneden
Anthesterion), der hver havde sit Navn: paa den
første (Pithoigia) aabnedes Fadene, hvori Vinen
nu havde afgæret; den anden (Choes) havde
Navn efter Kanderne, som benyttedes ved
Drikkelagene; paa den tredie (Chytroi) ofredes
Frugter i Krukker til D. og de chthoniske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
