- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
207

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diplomati, Varetagelsen af Staternes gensidige Forhold og de i udenrigske Statsforhandlinger brugelige Regler og Former - Diplomatik kaldes Videnskaben om Diplomers kritiske Prøvning, Læsning og Fortolkning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tidligere Tiders D. var mere selvstændigt,
var fyldigere instrueret hjemmefra, og
selvstændig Politik fra Stormagtsgesandtens Side ikke
ualmindelig: f. Eks. de russ. Gesandter i
Konstantinopel. Fortidens D. havde friere
Spillerum, naar Instrukserne ikke slog til til
Begivenhedernes Udvikling. Nutidens hurtige Post- og
Telegrafforbindelser har mere og mere
koncentreret D.’s Ledelse i de respektive
Udenrigsministerier. Gesandterne tager ikke selv Stilling,
men indhenter Ordrer, naar nye Spørgsmaal
dukker frem.

D.’s Hovedopgave i vore Dage er,
foruden selve den diplom. Forhandlingsvirksomhed,
at skaffe paalidelige Underretninger til egen
Regering for at sætte denne i Stand til at vurdere
den politiske Situation. Men
Stormagtsudviklingen med Ambassadørerne som utilnærmelige og
hemmelighedsfulde Halvguder har øget
Vanskelighederne for de smaa Landes Repræsentanter
m. H. t. at erfare noget af Bet. i Tide.

Betingelserne for Indtrædelse i D. er
sjælden fast afgrænsede, men er oftest knyttede
til teoretiske Studier af rets- og
statsvidenskabelig Art ell. nogle Aars Tjeneste som Attaché.
For enkelte Stormagters Vedk. er der fastsat
en særlig Diplomat- og Konsuluddannelse. De
vigtigste Sprog, D. har benyttet i Tidernes Løb,
kan siges at være Babylonisk, Græsk, Latin,
Spansk og i vore Dage Fransk. (Litt.: O.
Krauske
, »Die Entwickelung der ständigen
D.« [1885]; A. Schaube, »Zur
Entstehungsgeschichte der ständigen Gesandtschaften«
[1889]; de Maulde-la-Clavière, La dipl.
au temps du Machiavel
, 3 Bd [1892-93]; D. J.
Hill, Hist. of Diplomacy in the International
Development of Europa
, 2 Bd [1905-06]; Recueil
des instructions données aux ambassadeurs et
ministres de France
[Paris 1883 ff.]).
F. de F.

Diplomatik kaldes Videnskaben om
Diplomers kritiske Prøvning, Læsning og
Fortolkning. Denne Videnskabs Beg. hænger nøje
sammen med de mange Fabrikationer af falske
Breve i Middelalderen og de senere lærde
Falsknerier. Forsøgene paa at udskille disse falske
Breve og paavise deres Uægthed danner Beg.
til de diplomatiske Studier. I Middelalderen
vidste man meget godt, at der gaves mange
falske Breve, og man har ogsaa fl. Eksempler
paa, at Breve er blevne forkastede som uægte,
men i de fleste Tilfælde anvendte man ikke
nogen Kritik og tog alle Breve for gode Varer.
Nogen virkelig systematisk Kritik var der
heller ikke Tale om ved Laurentius Valla’s
Behandling af det konstantinske Gavebrev og
Matthias Flaccus’ af de isidorske Dekretaler.
En saadan kommer først frem i 17. Aarh. i
Tyskland og Frankrig. I det første Land udgav
1672 den bekendte Helmstädter Prof. Herman
Conring, hvis Dom var blevet æsket i en Strid
mellem Klostret og Byen Lindau om et af en
Kejser Ludvig udstedt Diplom, sin Censura
diplomatis quod Ludovico imperatori fert
acceptum coenobium Lindaviense
, hvori han for
første Gang systematisk slaar ind paa den rigtige
Vej, at sammenligne de tvivlsomme
Dokumenter med utvivlsomt ægte Dokumenter af samme
Udsteder og derved vinde faste Holdepunkter
for deres Bedømmelse. Allerede 3 Aar efter
udkom den lærde Udgiver af Acta sanctorum
Jesuitten Papebroch’s Propylæum antiquarium
circa veri ac falsi discrimen in vetustis
membranis
, hvor han med stor Skarpsindighed
kritiserede forsk. Diplomer, men p. Gr. a. sit
mangelfulde Materiale ogsaa gjorde sig skyldig
i mange Fejltagelser. Da han havde udtalt sig
meget skarpt om alle ældre Diplomer,
deriblandt ogsaa om nogle trykte Diplomer fra
Klostret St-Denis, gav dette Anledning til, at
Benediktinerkongregationen St Maurus optog
Kampen mod ham. Jean Mabillon (1632-1707),
Leder af Acta sanctorum ordinis St Benedicti,
udgav 1681 sit berømte Værk De re diplomatica
libri VI
, hvor han ikke blot gendrev sin
Modstanders Paastande, men ogsaa opstillede et helt
System for den diplomatiske Kritik, grundet paa
et omhyggeligt Studium af en Mængde
Diplomer fra fr. og ital. Klostre. Ved dette Værk
hævedes D. til en Videnskab, om det end fra
fl. Sider angrebes stærkt, saaledes af
Englænderen Hickes. Benediktinerne vedblev efter
Mabillon’s Død med deres diplomatiske Studier,
hvoraf Frugten var det af Ordensbrødrene
Toustain og Tassin udgivne Værk Nouveau traité
de diplomatique
(6 Bd, 1750-65). I Tyskland
dreves der ogsaa ivrige diplomatiske Studier
i 18. Aarh.; af mere kendte Navne kan nævnes
J. F. Joachim i Halle (»Einleitung zur
Teutschen D.« [1748]), J. G. Gatterer (»Praktische
D.« [1799]) og Schönemann (»Versuch eines
vollständigen Systems der allgemeinen,
besonders älteren D.« [1801-02]).

I 19. Aarh. er der gjort meget for at fremme
de diplomatiske Studier. En stor Mængde
Diplomer er blevne trykte, til Dels i
mønstergyldige Udg., ligesom ogsaa mange er blevne
afbildede, hvilket har lettet det diplomatiske
Studium meget. I Frankrig har den 1821 stiftede
École des chartes fortsat Benediktinernes gode
Traditioner. Den teoretiske Behandling har
ligeledes gjort store Fremskridt. De berømteste
Navne her er Léopold Delisle (1826-1910),
Direktør for Nationalbiblioteket i Paris, Julius
Ficker (1826-1902), Professor i Innsbruck, og
Theodor v. Sickel (1826-1908) i Wien. Ficker
har navnlig fremhævet Nødvendigheden af at
studere hvert enkelt Diploms
Tilblivelseshistorie, da tit mange Uregelmæssigheder lod sig
forklare af den. Sickel har særlig lagt Vægt paa
Skriftsammenligningen, og han nøjes her ikke
med at studere de alm. Træk i en bestemt Tids
Skrift, men underkaster den enkelte Skrivers
individuelle Ejendommeligheder den
omhyggeligste Undersøgelse og opstiller ad den Vej
Regler for Afgørelsen af Diplomers Ægthed.
(Litt.: Höfer, Erhard und von Medem,
»Zeitschr. f. Archivkunde, D. und Geschichte«
[2 Bd, Hamburg 1834-35]; Löher,
»Archivalische Zeitschrift« [Stuttgart 1876 ff., München
1881 ff.]; Rockinger, »Archivalische
Zeitschrift«, Neue Folge [1890 ff.]; Mühlbacher,
»Mittheilungen des Instituts f. österreichische
Geschichtsforschung« [Innsbruck 1879 ff.]; H. v.
Sybel
und Th. v. Sickel, »Kaiserurkunden
in Abbildungen« [Rerlin 1880 ff.]; J. Ficker,
»Beiträge zur Urkundenlehre« [2 Bd, Innsbruck

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/6/0219.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free