Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diplomatik kaldes Videnskaben om Diplomers kritiske Prøvning, Læsning og Fortolkning - diplomatisk, det som hører til, stammer fra Diplomati. - Smidig, kløgtig, tvetydig. - diplomatisk Agent, se Agent diplomatique. - diplomatisk Korps, se corps diplomatique. - Diplopi (Dobbeltsyn) er dels monoculært, dels binoculært - Diplopoda, se Tusindben. - diplostemon (bot.), se dobbelthannet. - Diplotaxis DC., Slægt af Korsblomstrede (KaalGruppen), en- ell. fleraarige Urter - Diplozoon, se Dobbeltdyret. - Dipneumones, se Edderkopper. - Dipneusti, se Lungefisk. - Dipnoï, se Lungefisk. - Dipodi (gr.: »Dobbeltfod«), antik Benævnelse for en Forbindelse af to Versefødder - Dipoinos og Skyllis, to gr. Billedhuggere fra Kreta - Dippel, Johann Konrad, tysk religiøs Sværmer og Alkymist, (1673-1734)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1877-78]; Th. v. Sickel, »Beiträge zur D.«
[Wien 1861-82]; Leist, »Urkundenlehre«
[Leipzig 1882]; Samme, »Die Urkunde, ihre
Behandlung und Bearbeitung« [Stuttgart 1884];
Posse, »Die Lehre von den Privaturkunden«
[Leipzig 1887]; H. Breszlau, »Handbuch der
Urkundenlehre«, I-II, Abth. I [Leipzig 1912-
15]; A. Giry, Manuel de diplomatique [Paris
1894]; M. Prou, Manuel de paléographie
latine et française, 3. Udg. [Paris 1910];
Thompson, Handbook of Greek and Latin
Palæography [London 1906]; R. Thommen m. fl., »D.«
[1906] [i A. Meister’s »Grundriss der
Geschichtswissenschaft]; O. Redlich og W. Erben,
»Urkundenlehre« I [1907] [i Below und Meinecke,
»Handbuch der mittelalterlichen und neueren
Geschichte«]; Joh. Steenstrup, »Nogle
Hovedtræk af Skriftarternes Historie og
Diplomatiken« [Kbhvn 1915]; R. Rosenmund,
»Die Fortschritte der D. zeit Mabillon« [1907];
»Archiv für Urkundenforschung« [1908 ff.]).
L. L.
diplomatisk, det som hører til, stammer fra
Diplomati. - Smidig, kløgtig, tvetydig.
diplomatisk Agent, se Agent
diplomatique.
diplomatisk Korps, se corps
diplomatique.
Diplopi (Dobbeltsyn) er dels
monoculært, dels binoculært. Dobbeltsyn med eet Øje
opstaar enten ved Forandringer i Linsen,
hvorved der ogsaa kan dannes fl. end to Billeder,
ell. ved Forskydning af Linsen (Luksation),
saaledes at et Billede dannes gennem Linsen, et
andet ved de Lysstraaler, der passerer uden om
Linsen. Langt hyppigere er binoculært
Dobbeltsyn. Det opstaar, naar Øjnenes Synslinier ikke
begge er rettede paa samme Punkt. Fysiol. ses
derfor alle Genstande, der ligger nærmere ell.
fjernere end det Punkt, som fikseres, dobbelt,
men dette bemærkes ikke, naar
Opmærksomheden ikke henvendes derpaa. Patologisk
indtræder Dobbeltsyn især ved
Øjenmuskellamheder. Ved Skelen burde der altid være
Dobbeltsyn, og det findes vistnok ogsaa i Beg., men
den Skelende lærer snart at overse det ene
Billede.
G. N.
Diplopoda, se Tusindben.
diplostemon (bot.), se dobbelthannet.
Diplotaxis DC., Slægt af Korsblomstrede
(Kaal-Gruppen), en- ell. fleraarige Urter med
fjerdelte Blade, oftest gule Blomster og
linieformede Skulper. C. 20 Arter i Mellem- og
Sydeuropa. 2 Arter optræder i Danmark paa
Ryddepladser, ved Mure o. l. St., men kun
tilfældigt og sjældent, da de begge er indslæbte.
D. tenuifolia (L.) DC. er fleraarige og har en
ved Grunden træagtig Stængel indtil 0,5 m høj.
Skulpen er omtr. af Frugtstilkens Længde. D.
muralis (L.) DC. er enaarig; Stænglen er helt
urteagtig og indtil 0,3 m høj; den bærer kun ved
Grunden Blade. Skulpen er dobbelt saa lang
som Frugtstilken. Begge Arter blomstrer i
Højsommeren til ind i Septbr.
A. M.
Diplozoon [-’so.-] se Dobbeltdyret.
Dipneumones [-pnæ^u-], se Edderkopper.
Dipneusti [-pnæ^u-], se Lungefisk.
Dipnoi, se Lungefisk.
Dipodi (gr.: »Dobbeltfod«), antik Benævnelse
for en Forbindelse af to Versefødder i jambiske,
trokæiske og anapæstiske Vers. I den jambiske
D. kan den første, i den trokæiske den anden
Fod erstattes af en Spondé, saa at Formen bliver
[*][*][*][*] og [*][*][*][*]; i den anapæstiske kan
Anapæsten erstattes af Spondé og Daktyl, dog
med visse Indskrænkninger.
K. H.
Dipoinos og Skyllis [-’på^i-], to gr.
Billedhuggere fra Kreta, efter Overleveringen hos
Pausanias Lærlinge ell. Sønner af Daidalos.
Plinius sætter deres Levetid til Beg. af 6. Aarh.
f. Kr. og siger, at de var de første, der vandt
Ry ved Arbejder af Marmor. Traditionen tillagde
dem fl. gl. Kunstværker, som til Dels var til
endnu i den rom. Kejsertid, fortrinsvis
Gudebilleder i Argos, Tiryns, Sikyon og Kleonai. De
forsk., til Dels indbyrdes afvigende Beretninger
om D. og S., der ogsaa nævnte mange
Kunstnere (Theokles, Medon, Dorykleidas, Klearchos,
Tektaios og Angelion) som deres Disciple, kan
ikke gøre Krav paa hist. Paalidelighed. Sikkert
er det dog, at en stærk kretisk Paavirkning har
gjort sig gældende i Billedhuggerkunsten i det
østlige Peloponnes i tidlig archaisk Tid.
C. B.
Dippel [’depəl], Johann Konrad, tysk
religiøs Sværmer og Alkymist, født 10.
August 1673, død 25. April 1734. D. studerede
i Giessen Teologi, Medicin og Jura, førte et
uroligt og udskejende Levned og begyndte
under Navnet »Christianus Democritus« og i
Pietismens Navn at udgive heftige Stridsskrifter
mod Ortodoksien. De vakte en sand Storm, han
blev fordrevet og maatte flakke om fra Sted til
Sted. Med hans Pietisme var det heller ikke
alvorligt bevendt. I Holland var han fl. Aar,
indtil han 1714 paa Foranledning af Chr. Ditl.
Reventlow, der interesserede sig for
Guldmageri og allerede 1707 havde faaet Frederik
IV til at give D. Titel af Kancelliraad, flyttede
til Altona. Hans urolige Væsen og Stridslyst
bragte ham dog snart paa Kant med Reventlow,
mod hvem han endogsaa i en Skrivelse til
Kongen selv rejste de mest graverende Sigtelser.
Det endte da med, at D. (1719) blev anklaget
og dømt til Fængsel paa Livstid, medens hans
Skr skulde brændes af Bødlen. Han blev sat i
strengt Fængsel paa Hammershus; dog
formildedes snart hans Fangenskab, saa han endog
fik Lov til at praktisere som Læge paa
Bornholm, og 1726 blev han paa formaaende
Venners Forbøn frigivet mod at forpligte sig til ikke
at vende tilbage til Danmark. Han drog da til
Sverige, hvor han straks kastede sig ind i
religiøse Stridigheder, hvorfor han 1727 blev
fordrevet. Han opholdt sig saa en kort Tid i
Kbhvn, hvor Forbudet mod ham var ophævet,
men allerede 1728 drog han til Tyskland, hvor
han fandt et Tilflugtssted i Berleburg. Her
endte han sit ustadige Liv. Hans religiøse
Udviklingsgang, der førte ham fra Ortodoksien
gennem Pietismen til en kritisk, skeptisk
Individualisme med skaanselsløse, fanatiske Angreb
paa de bestaaende religiøse Livs- og
Tænkeformer, gjorde ham til en af Rationalismens
Forløbere. Hans samlede Værker udkom i 3
Bd (Berleburg 1747). (Litt.: W. Bender,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
