Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dirckinck-Holmfeld, Adelsslægt, der kom til Danmark med holl. Søkaptajn - Dirckinck-Holmfeld, Constant Peter Heinrich Maria Walpurgis, Baron, dansk politisk Forf., (1799-1880) - Dirdalen, c. 8 km lang Dal i Fossan Herred, Stavanger Amt - directa actio (lat.), i Romerretten Udtryk for Hovedklagen i et Kontraktsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1801-77), der som Søofficer havde været i fr. og
russ. Tjeneste og i Krigen mod Tyrkerne
modtaget Skt Georgs-Ordenen, og som senere var
dansk Gesandt i Paris og ved Forbundsdagen i
Frankfurt, hvor han blev Danmarks sidste
Repræsentant (1863), og endelig Kommandør,
Kammerherre Edwin Rudolph Fr. Maria
D., Friherre af H. (1802-96). Førstnævnte af
de 3 Brødre var Fader til Maleren Helmuth
Emanuel Edwin Bernhard D.,
Friherre af H. (1835-1912), der vandt begge
Akademiets Sølvmedailler og den Neuhausen’ske
Præmie, og som udstillede i en Række af Aar.
En i denne Slægt indgiftet Mand, Walter
Edmund Christmas, senere
Hofjægermester, fik 8. Marts 1880 kgl. Bevilling til at
føje Navnet D.-H. til sit eget, uden at denne
Tilladelse hjemlede ham Adelsrettigheder.
P. B. G.
Dirckinck-Holmfeld, Constant Peter
Heinrich Maria Walpurgis, Baron,
dansk politisk Forf., f. 24. Febr 1799 i Bocholt
i Westfalen, d. 3. Juni 1880 i Pinneberg i
Holsten, var Søn af en indvandret holl. Søofficer,
som 1828 blev optaget i den danske Adel og
selv blev ophøjet til Friherre. Han blev 1814
Student i Kjøbenhavn og 1818 cand. jur. samt
tog 1819 juridisk Embedseksamen i Slesvig.
1820 blev han Kammerjunker og var 1829-40
Amtsskriver i Hertugdømmet Lauenburg (fik
1831 Amtmandstitel), men bosatte sig derefter
i Kjøbenhavn, hvor han 1840 tog juridisk
Doktorgrad, og 1851 i Roskilde, hvor han havde
købt den tidligere Vandkuranstalt Maglekilde.
Et rigt Giftermaal tillod ham at leve som
Privatmand. Han havde et lyst Hoved og en livlig,
men noget fantastisk Aand, mange Haande
Kundskaber og mangesidige Interesser samt en
urokkelig Selvtillid. Allerede 1824 indgav han
Forslag til Kongen om at indrette et stort
Frilager i Kbhvn og om at bruge Hæren til de
jyske Heders Opdyrkning, og 1827 begyndte han
sin frugtbare Forfattervirksomhed, der mest i
Smaaskrifter, snart under hans eget, snart
under paatagne Navne (C. Christiansen, C.
Imanuel o. fl.) omhandlede filos., mytologiske,
litterære, men især statsvidenskabelige og politiske
Spørgsmaal. 1829 tog han Ordet for et
maadeholdent Beskyttelsessystem, og 1833 forsvarede
han som ivrig Legitimist Hollands Ret over for
Belgiens Løsrivelse. 1834 fremsatte han første
Gang sin Opfattelse, at en føderativ
Statsordning var den eneste passende for det danske
Monarki, og denne udviklede han senere i en
Række Flyveskrifter, paa den ene Side
kæmpende imod den slesvigholstenske Lære
(»Danmark, Slesvig og Holsten« [1843], »Der
dänische Staat und die Separatisten« [1847]), paa
den anden Side imod den nationale Retning i
Danmark (»Skal Nationalitet ell. Fornuft raade
for Livet i Staten?« [1844]). »Fornuften« var
hans mest yndede Stikord, og altid hævdede han
sit »rationelle« Synspunkt saavel imod
Enevælden som imod den nymodens Liberalisme. Efter
1848 kom han mere og mere i Strid med den
i Danmark raadende Retning; han var en
ivrig Talsmand for den ny Helstat og for
Ministeriet Ørsted og udviklede Decbr 1854 i sit
Flyveskrift »Bør og kan Ministeriet give
efter?«, at dette vilde være en Fornægtelse af
det monarkiske Princip. Da Ministeriet ikke
des mindre blev fjernet paa denne Tid, rettede
han Febr 1855 et voldsomt Udfald imod
»Grevinde Louise Danner, f. Rasmussen, Danmarks
Genius« p. Gr. a. hendes Medvirkning dertil.
Der rejstes mod Skriftet Generalfiskals-Tiltale,
men Dommen lød paa Frifindelse. Skuffelsen
over, at hans Meninger stadig ringeagtedes, og
at hans litterære Virksomhed slet ingen
Virkning havde - til Dels vistnok p. Gr. a. den
knudrede Fremstilling og det med filos.
Kunstord opfyldte Sprog -, gjorde ham
efterhaanden bitter i Sind, og han holdt den danske
Nationalliberalisme for lige saa fordærvelig og
utilbørlig som Slesvigholstenismen. Da han nu
ikke nøjedes med at angribe Regeringens
Politik i danske Flyveskrifter, men ogsaa i tyske
Blade, fremkaldtes derved en stærk Uvillie
imod ham, og et Pøbeloptrin 13. Maj 1861 tvang
ham til at flygte fra Roskilde. Han bosatte sig
i Hamburg og udsendte endnu s. A. et tysk
Flyveskrift »Recht und Willkür in Schleswig«,
der afgjort stillede sig paa tysk Side i
Sprogsagen, og dermed havde han ligefrem
afskaaret sig Tilbagevendelse. Efter Frederik VII’s
Død tog han derimod i fl. Smaaskrifter Ordet
for Christian IX’s Arveret og
Hertugdømmernes Forbindelse med Danmark, men hverken
disse ell. hans senere Skriverier fandt fra
nogen Side Paaagtning.
E. E.
Dirdalen, c. 8 km lang Dal i Fossan Herred,
Stavanger Amt. Gennem D. fører Hovedvej, der
fortsætter som Driftevej til Sirdal og Sætersdal.
M. H.
directa actio (lat.), i Romerretten Udtryk for
Hovedklagen i et Kontraktsforhold, den af
Retsforholdet altid med Nødvendighed
udspringende Klage, særlig i Modsætning til den
undertiden af samme Retsforhold opstaaende, paa
mulige, men ikke nødvendige Modkrav støttede
Modklage. I nogle strengt gensidige
Kontraktsforhold, som Køb og Salg,
Lejekontraktsforholdet, staar begge Parter, Køberen og Sælgeren,
Udlejeren og Lejetageren, nødvendig begge over
for hinanden med gensidige Krav; de sagdes
derfor begge at have en d. a. Anderledes
derimod i andre Retsforhold, som Fuldmagts-
(Mandat) og Depositumsforholdet for kun at nævne
et Par Eksempler. Her staar Fuldmagtsgiveren
altid nødvendigvis med et Krav paa
Fuldmægtigen, gaaende ud paa Fuldførelse af det
paalagte Mandat, og Deponenten med et Krav paa
Depositaren, gaaende ud paa Tilbagelevering af
det i Forvaring givne. Derimod er det ikke
givet, at omvendt Fuldmægtigen altid kan rejse
noget Krav mod Fuldmagtsgiveren ell.
Depositaren mod Deponenten, medens de dog efter
Omstændighederne vil kunne stille et saadant,
f. Eks. gaaende ud paa Erstatning for
afholdte Udgifter. I slige Tilfælde kaldes da kun
den Klage, hvorved Hovedkravet i Forholdet,
altsaa Fuldmagtsgiverens og Deponentens,
gøres gældende, d. a., medens den Klage,
hvorved Modkravene gjordes gældende, kaldtes
actio contraria, hvad i øvrigt intet har at gøre
med Udtrykket »Kontrasøgsmaal«, da den i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
