- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
252

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Djævel (gr. Bagvasker) betegner i det religiøse Sprog den Personlighed, som sammenfatter det højeste Onde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bevidstheden om den ene almægtige Frelsesgud den
herskende og i Beg. endog paa en saadan
Maade, at der slet ikke bliver Plads for nogen anden
Aarsag ved Siden heraf. For den opr. israelitiske
Tro er det Gud, som udfører alt, baade ondt
og godt; og selv om han ogsaa tager Engle ell.
Aander i sin Tjeneste, saa er de, endog naar de
bringer Fristelse, Ulykke ell. Død, bestandig kun
Udførere af hans Villie. Naar man siden efter
har tænkt sig et personligt ondt Væsen at staa
bagved Slangen i Edens Have, da er en
saadan Tanke i alt Fald ganske fremmed for den
opr. Fortællings Aand; her er der kun Tale om
et Dyr ell. vel snarere om et dyrisk Princip
i dets forførende Magt over for Mennesket.
Men heller ikke i den profetiske Tid er
Tankegangen væsentlig anderledes; der viser sig kun
en Tilbøjelighed til at tænke sig, at den Engel,
der særlig er sat til at paaføre Menneskene
ondt, ogsaa selv maa være ond. Det er navnlig
to Steder, som her kommer i Betragtning,
nemlig Prologen til Job’s Bog og Zacharias’ Kap. 3;
i dem begge er der Tale om Satan ɔ:
Modstanderen, og der maa herved tænkes paa et
personligt, overmenneskeligt Væsen, hvis Lyst det er
at tilintetgøre Frelsessamfundet mellem
Menneskene og Gud. Det maa imidlertid erindres, at
begge disse to Steder er af digterisk Karakter
og saaledes ikke er i Stand til at begrunde en
særlig Lære; og en saadan vil endnu mindre
kunne uddrages af Folkeforestillingen om onde
Naturaander, saaledes som den især kommer
frem i Fortællingen Gen. 6, 1-3 ell. i
Beretningen om Asasel Lev. 16, 8 ff., til hvem den ene
Buk paa den store Forsoningsdag overgives. For
den nærmere Forstaaelse af, hvorledes Tanken
om Satan er brudt igennem i den israelitiske
Bevidsthed, er en Sammenligning af de to
Steder 2. Sam. 24, 1 og 1. Krøn. 21, 1 af stor Bet.
Paa det første Sted er det nemlig Gud, paa det
andet Sted er det Satan, som tilskynder David
til den onde Handling at tælle Folket. Det er
dog først i den apokryfiske Litt., at der findes
en rig Udvikling af Forestillingen om onde
Aander, fornemmelig i Tobias’ Bog, hvor der
fortælles om Asmodi, og i Henok’s Bog, hvor der
paa Grundlag af Gen. 6, 1-3 handles nærmere
om Englenes Fald. Det er ogsaa først i Visd.
2, 21, at Dødens Indkomst i Verden føres tilbage
til D.’s Avind. - Med saadanne Forestillinger
som Forudsætning finder vi i Ny Test. en rigt
udviklet Anskuelse om D.’s Virken. Baade i
Jesu og Apostlenes Belæring fremtræder D.
under mange forsk. Navne som den, der er
Hovedet for Syndens, Dødens og Verdens Rige,
Matth. 13, 19, Hebr. 2, 14, Joh. 14, 30, 2. Korr.
4, 4. Jesu egen Gerning ses som en Kamp med
D. og Overvindelse af ham, 1. Joh. 3, 8, og
saavel Kirkens som de enkelte Troendes Liv tænkes
bestandig at forløbe paa samme Maade, Matth.
13, 39, 1. Pet. 5, 8. Som en samlet Magt, et Rige
af onde Engle ell. Dæmoner med D. i Spidsen
staar det onde i Verden, Ef. 6, 12; nærmest paa
aandelig Maade, Ef. 6; 11, 2. Korr. 11, 14,
gennem Fristelse udøver det sin Magt, men dog
ogsaa paa udvortes, fys. Maade, Luk. 13, 16,
gennem de mange besatte, syge Mennesker,
hvorom der i de 3 første Evangelier berettes.
Til sidst vil Historien løbe ud i en afgørende
Kamp, hvor D. vil opbyde sin hele Magt, for
da helt at blive besejret (se Antikrist). -
Til Trods for den rige Udførelse vil det dog
være vanskeligt at uddrage af Ny Test. en
bestemt Lære om D. I Joh. 8, 44 staar der om
D, kun, at han ikke staar i Sandheden;
Oversættelsen »blev ikke bestaaende i Sandheden«
er urigtig. De to Steder 2. Pet. 2, 4 og Jud. 6
sigter utvivlsomt til Fortællingen i Gen. 6, 1-3,
saaledes som den er fremstillet i Henok’s Bog,
men de kan da ikke udsige noget om D., der
skal være en Manddraber lige fra Beg. af
Historien. Og ikke en Gang det saa
fremspringende Spørgsmaal, om vi ved D. skal tænke
paa en blot Personifikation af det onde ell. paa
en virkelig Personlighed, kan klart besvares
ud fra Ny Test. Vistnok tales der her
tilsyneladende ganske ligefrem om D. som en bestemt
Enkeltperson, der endog træder synlig frem,
Matth. 4, 1 ff., men der er dog fl. Antydninger,
baade i selve Fristelseshistoriens Gang og hele
Sceneri, og andensteds som Luk. 10, 18, der
synes at tyde paa, at man staar over for en
billedlig Tale. - Det har da ogsaa vist sig i
Kirkens Historie, at ligesom det har ligget nær
for visse Tider at tage den hele Forestilling
ganske haandgribelig, saaledes har Kritikken til
andre Tider med stor Kraft rejst sig imod
Troen paa en personlig D. med en særegen
Magt over Menneskene. I den ældre Kirke, hvor
man overhovedet vanskelig kunde tænke sig
aandelige Realiteter uden som personlige
Væsener, gik man uden videre ud fra Tilværelsen
af onde Aander, saa meget mere som man i
Hedenskabet syntes at have deres tydelige
Virksomhed for Øje. De hedenske Guder var
Dæmoner: dette var en alm. Tanke hos
Kirkefædrene. Og naar siden efter den kat.
Kirkelære søgte paa det nøjagtigste at udvikle
Forestillingen om den hinsidige Verden, maatte den
lige saa vel komme til at omhandle de onde
Engle som de gode. I denne Henseende er der
heller ikke sket nogen Forandring ved
Reformationen; Luther selv havde ud fra sin egen
Livserfaring en meget levende Forestilling om
D.’s Virken og Indgriben i Livet, og selv om de
evangeliske Symboler kun meget lidt berører
Læren om Satan, hævder den dog bestandig sin
Plads i den kirkelige Dogmatik. Der læres her,
at D. er en fremragende Engel, der, som en
Guds Skabning, fra Beg. af har været god, men
siden efter, i alt Fald før Menneskenes
Syndefald, er faldet, rimeligvis p. Gr. a. Hovmod,
for i sit Fald at drage mange andre Engle med
sig. Den ydre Anledning til Kritikken over for
denne Lære blev givet med de Hekseprocesser,
som hjemsøgte den protestantiske Kirke i 16.
og 17. Aarh.; og idet man begyndte med at
kritisere Tanken om en legemlig Besættelse af
D., endte man i Rationalismen med et Angreb
paa den hele Lære om onde Aander. Den
Vanskelighed, som man ved en saadan Fornægtelse
beredte sig selv over for Ny Test.’s Udsagn,
søgte man alm. at komme ud over ved at
henvise til, at Jesus og hans Apostle saavel i deres
Lære som Praksis havde akkommoderet sig
efter Datidens falske Forestillinger. En egl.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/6/0266.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free