Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dobbeltstjerner, de Fiksstjerner, der bestaar af 2 ell. fl. meget nær hverandre staaende Stjerner - Dobbeltstrygning, en Magnetiseringsmetode - Dobbeltstrømtelegrafering, se Telegraf. - Dobbeltsuger, se Gobiesocidae. - Dobbeltsyn, se Diplopi. - Dobbelttangent (mat.) til en Kurve er en Linie, der er Tangent til Kurven i to forskellige Punkter - Dobbelt-T-Anker, se Dynamo. - Dobbelt-T-Jern, ogsaa kaldet I-Jern, er en Slags valset Profiljern - Dobbelttrille, en Trille, der udføres samtidig paa to Toner - Dobbeltvitriol, d. s. s. Admontervitriol.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ejendommelige Bevægelse giver sig til Kende i Spektret,
ved at dets Linier periodisk forskydes. 1888-
91 fandt Vogel og Scheiner i Spektret af den
foranderlige Stjerne Algol under de forsk. Faser af
dens Lysveksling, at Linierne sammenholdt med
et paa samme Plade optaget Vandstof-Spektrum
nogen Tid før Minimum af Lysstyrken var
forskudt mod den røde Side af Spektret,
svarende til Bevægelse fra Iagttageren (korrektere
fra Solen), medens det omvendte var
Tilfældet efter Minimum. Dette kunde kun
forklares ved at betragte Algol som en D., hvis ene
Komponent var saa svag, at dens Spektrum
ikke kom frem paa den fotografiske Plade.
Samtidig hermed fandt Pickering, at der i Spektret
af Mizar (ζ Ursæ majoris) undertiden optraadte
Dobbeltlinier; Spektret af begge dens
Komponenter, hørende til samme Type, kom altsaa frem
paa den fotografiske Plade, forskudte til hver
sin Kant. Ved en hel Del andre Stjerner har
man fundet en lgn. periodisk Forskydning af
Spektrallinierne. Har man tilstrækkeligt
Materiale til af Linieforskydningerne at udlede den
største Bevægelse i Synsliniens Retning
saavel fra som mod Solen, kan man foruden
Omløbstiden, der fremgaar umiddelbart af
Observationerne, udlede enkelte andre
Baneelementer. Men ikke alle Elementer kan man beregne,
saaledes ikke Længden af Knuden, Inklinationen
og den halve store Akse, da man ikke kan
maale Bevægelsen selv, men kun dens
Projektion paa Synsliniens Retning. Projektionen af
den halve store Akse paa Visionsradien faar
man imidlertid i lineært Maal (km).
I det hele kender man nu over 500
spektroskopiske D., og har beregnet Banen for over 100, og
ved denne Beregning benytter man almindeligst
den af Lehmann-Filhés givne Metode; ved Siden
af denne har man fl. andre Beregningsmaader.
Ved de fleste Baner har man fundet en ren
elliptisk Bevægelse, men man har ogsaa stødt
paa Tilfælde, hvor man er nødt til at antage,
at der til samme System hører endnu en
Klode, som virker perturberende paa den
elliptiske Banebevægelse, men muligvis kan der være
andre Faktorer, som Forandringer i Trykket,
der kan virke influerende paa Beliggenheden af
Spektrallinierne. Massen for de spektroskopiske
D. lader sig ikke beregne af Radialhastigheden
alene. Men er Bevægelsen af hver af
Komponenterne kendt i Forhold til Tyngdepunktet,
kan man udlede Forholdet mellem Masserne af
begge Komponenter. Man har fundet, at
Heliumstjernerne (Klasse B) har gennemsnitlig større
Masse end de øvrige. Massen af V. Puppis er
den største, som hidtil overhovedet er fundet
med nogen Sikkerhed. Minimalværdien af den
samlede Masse er 34 Gange Solens.
Omløbstiden hos de spektroskopiske D. varierer inden
vide Grænser, fra 0,19 Dag (β Cephei) til 6
Aar (α Orionis), og denne sidste er endog
længere end den korteste (5,7 Aar), man har
fundet hos de visuelle D. Ved ε Hydræ, hvis
Omløbstid er 15,3 Aar, er Banen blevet bestemt
saavel af mikrometriske Maalinger som af
spektrografiske Observationer. Man kan derfor ikke
udtale, at der er en skarp Grænse mellem
spektroskopiske (Campbell mener, at mindst
hver 3. Stjerne er en spektroskopisk D.) og
visuelle D. Snarere danner de en egen Klasse
af Himmellegemer, som muligvis opr. har
været enkelte Kloder, men er blevne delte, hvorved
de fra først af tæt staaende Komponenter
samtidig med en Forøgelse af Banens Excentricitet
ogsaa har faaet større Omløbstid. Og i den
spektrale Udvikling har de spektroskopiske D.
af en mere fremskreden Spektralklasse en større
Bane og længere Periode end de, som hører til
en yngre Spektralklasse. (Litt.: Burnham,
A general catalogue of double stars within
121° of the North Pole [Washington 1906];
Innes, Reference catalogue of southern double
stars [Edinburgh 1899]; Campbell, First and
second catalogue of spectroscopic binaries
[Berkeley 1905-10]; Samme, Stellar motions
[Newhaven 1913}).
J. Fr. S.
Dobbeltstrygning, en Magnetiseringsmetode,
der udføres saaledes: Paa Midten af den
Staalstang, der skal magnetiseres, sættes Nordpolen
af en Magnetstang og Sydpolen af en anden.
De to Poler trækkes derpaa samtidig hen hver
til sin Ende af Stangen, løftes op, sættes igen
ned paa Midten, og Strygningen gentages
saaledes et passende Antal Gange. Stangen faar
Nordpol i den Ende, hvor Strygemagnetens
Sydpol forlader den, og omvendt.
K. S. K.
Dobbeltstrømtelegrafering, se Telegraf.
Dobbeltsuger, se Gobiesocidae.
Dobbeltsyn, se Diplopi.
Dobbelttangent (mat.) til en Kurve er en
Linie, der er Tangent til
Kurven i to forskellige
Punkter (se Figur.).
Chr. C.
 |
|
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
