Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dogma (gr.) betegner i den kristne Teologi en bestemt Læresætning - Dogmatiker, se Dogmatik. - dogmatisere, fremsætte Dogmer, gøre en Anskuelse til en Trossætning, fastslaa i tvivlsomme Tilfælde. - dogmatisk, i Overensstemmelse med de kristelige Dogmer, fastholdende visse Paastande - Dogmatisme (filos.) er en Anvendelse af den rene Fornuft uden forudgaaende Undersøgelse af dens Rækkevidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tænkning former sig. Det er Interessen for at
forsone den kristne Tro med den profane
videnskabelige Tænkning, der har affødt
Skolastikken med alle dens store teol. Systemer; vi
træffer her et Højdepunkt af dogmatisk
Spekulation i Værker som P. Lombardus’ Libri
sententiarum, Thomas fra Aquino’s Summa
totius theologiæ og Duns Scotus’ Quæstiones. Hvad
Oldtidens Kirkefædre mere barnlig havde
fremsat, blev af disse Middelalderens Kirkelærere
bevist gennem spidsfindige
Forstandsudviklinger. En afgørende Forandring i D.’s
Behandling skete først ved Reformationen, idet nu det
personlige Frelsesprincip blev stillet i
Forgrunden og gjort til Udgangspunkt for den hele
Troserkendelse. Luther afviste med stor Styrke
Anvendelsen af Aristoteles inden for Teologien,
men han selv optraadte ikke som egl.
Dogmatiker saaledes som Calvin i hans Institutio
religionis christianæ (1536), der blev afgørende
for den reformerte Kirkes Udvikling. Men
Melanchton, som er den luth. Kirkes første
Dogmatiker, stiller sig i den første Udg. af sin D.,
Loci communes (1521), ogsaa paa et
bibelskpraktisk Standpunkt og behandler alene Læren
om Frelsen med Udelukkelse af al Skolastik og
Sofistik. Han forlod imidlertid i de senere Udg.
af Bogen dette Stade, og efterhaanden blev
den gl. Metafysik taget ind i den protestantiske
D., saa at vi i 16. og 17. Aarh. oplever en ny
Skolastik, der giver sig Udtryk ligesom tidligere
i omfangsrige D., hvor spidsfindige
Læreudviklinger helt overskygger Interessen for det
personlige Trosforhold. Saaledes viser det sig
allerede hos Joh. Gerhard, og især hos de senere
Dogmatikere Abraham Calov, Qvenstedt, Hollaz
o. s. v. Efter at den dogmatiske Interesse var
trængt tilbage saavel ved Pietismens praktiske
Fromhed som ved Rationalismens
Forstandskritik, er det endelig Schleiermacher, som ved
sin epokegørende D., »Der christliche Glaube«
(1821), atter har vakt den til Live. Det er den
fromme Subjektivitet, der her danner
Udgangspunktet for den hele systematiske Udførelse,
saaledes at enhver Lære bedømmes efter den
Bet., som den tilfører den religiøse
Livsudvikling, og alt afvises, som ikke besidder en
saadan praktisk Bet. Det kan imidlertid ikke
nægtes, at Schleiermacher ogsaa paa sin Maade
har været bunden til en hedensk Metafysik,
nemlig den panteistiske, og at der herved er
kommet en Modsigelse ind i hans hele
Tankegang. Men hans Værk er blevet afgørende for
hele den nyere D.’s Udvikling, selv om vi ogsaa
her staar over for meget forsk. Retninger. Man
plejer i nyere Tid at adskille mellem en højre,
ortodoks Retning, en venstre, liberal Retning
og et Mellemstandpunkt, Mæglingsteologien; fra
alle Retninger foreligger der store dogmatiske
Værker. Til den ortodokse Retning maa
henregnes Dogmatikere som Thomasius (»Christi
Person und Werk« [1852-63]), Hofmann (»Der
Schriftbeweis« [1852-55]), Philippi (»Kirchliche
Glaubenslehre« [1854-67]), Kahnis (»Lutherische
Dogmatik« [1861-68]), Dorner (»System der
christlichen Glaubenslehre« [1879]), Frank
(»System der christlichen Wahrheit«) og H.
Martensen (»Den christelige Dogmatik« [1849]). Til
den liberale Retning hører K. Hase,
Biedermann, A. Schweizer, Lipsius og Pfleiderer i
deres respektive D. Til Mæglingsteologien maa
henregnes R. Rothe, Weisse og H. N. Clausen.
Forsk. Forsøg paa i Tilslutning til Hegel og
Schelling at fremstille en spekulativ D. har
snart vist sig frugtesløse. I den nyeste Tid har
den dogmatiske Interesse særlig samlet sig om
Bedømmelsen af det Forsøg, som ved A. Ritschl,
»Die Lehre von der Rechtfertigung und
Versöhnung« (1870) er gjort paa at udelukke den egl.
Metafysik af D. og udvikle denne fra et afgjort
praktisk Standpunkt.
F. C. K.
Dogmatiker, se Dogmatik.
dogmatisere, fremsætte Dogmer, gøre en
Anskuelse til en Trossætning, fastslaa i
tvivlsomme Tilfælde.
dogmatisk, i Overensstemmelse med de
kristelige Dogmer, fastholdende visse
Paastande uden Hensyn til de virkelige Forhold,
selvsikker.
Dogmatisme (filos.) er efter Kants
Bestemmelse (»Kritik der reinen Vernunft«, Fortale
til 2. Udg. 1787) en Anvendelse af den rene
Fornuft uden forudgaaende Undersøgelse af dens
Rækkevidde. Kant bemærker udtrykkeligt, at
Erkendelse a priori maa være dogmatisk, idet
de sidste Principper aldrig kan bevises. To Ting
ligger imidlertid bag ved Kant’s Bestemmelse af
D., dels at denne skulde være en Operation
med Forudsætninger, hvis Gyldighed man uden
videre antog, dels at man anvendte disse
Forudsætninger paa en Maade, der var urigtig.
For det første Punkt gælder, at man
selvfølgeligt maa gaa saa langt tilbage som muligt, d.
v. s. undersøge, hvilke Forudsætninger der
virkelig er de fundamentale. Ved ubeviselige
Forudsætninger maa man altid ende; for saa vidt
er al Videnskab dogmatisk. Vigtigere er det
andet Punkt; urigtig Anvendelse af
Forudsætningerne betyder hos Kant i Virkeligheden
Forveksling af formalt og realt, nøjere bestemt:
Forveksling af Grund og Aarsag. For
Erkendelsen set i Forhold til dennes Gyldighed
opstillede Kant en »tre Stadiers Lov«; D. (særlig
repræsenteret af Spinoza, Leibniz og Wolf) er
det første og Skepticismen (Hume), der ud fra
Forstaaelsen af, at de første Forudsætninger
ikke kan bevises, skulde nægte Muligheden af
en almengyldig Erkendelse overhovedet, det
andet Stadium. Det tredie Stadium, Kriticismen
(repræsenteret af Kant selv), opstilles paa en
Maade som højere Enhed af de foregaaende;
inden for visse Grænser skulde man dog naa
en almengyldig Erkendelse. Ogsaa for de to
sidste Stadiers Vedk. er Loven filos. uklar og hist.
urigtig. Kant har ikke overvundet Hume’s
Skepticisme; han kommer selv paa vigtige Punkter
til at staa som Dogmatiker. Derimod havde han
Ret, hvor han over for Hume hævdede
Forskellen mellem formalt og realt og imod Hume’s
rene Empirisme gjorde gældende, at det var
urigtigt straks at ville paastaa, at al Erkendelse
skulde udledes af Erfaringen. Skal Begrebet D.
holdes i moderne Filosofi, maa man, med en
Skærpelse af de Kant’ske Bestemmelser,
definere det som urigtige Operationer med
Erkendelsens Grundbegreber, enten disse Operationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
