Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dokumentation (lat.), Bevisførelse, særlig Bevisførelse ved Hjælp af Dokumenter - dokumentere (lat.), at belægge med Beviser, særlig skriftlige Beviser. - Dokumentfalsk, se Falsk. - Dol, Dol de Bretagne, By i det nordvestlige Frankrig, Dept. Ille-et-Vilaine, 48 km N. f. Rennes - Dola eller Dolja (Flertal Doli), russ. Vægt; 9216 D. = l russ. Pd. - Dolabella, Familienavn i den rom. Slægt Cornelius - Dolbord (Søv.) ell. Skandæk, en Planke, der lægges oven paa alle Spanterne i et Skib for at lukke dem foroven. - Dolcan (Dulcan) er en aaben Fløjtestemme i Orglet - Dolce, se Dolci. - dolce (ital.) ogsaa con dolcezza, musikalsk Foredragsbetegnelse: blidt, sart, dolcissimo, saa blidt som muligt. - Dolce, Lodovico, ital. Forfatter (1508-68) - dolce far niente (ital.), sød Lediggang, Driverliv. - Dolci (Dolce), Carlo, ital. Maler, (1616-1686)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Reglen er lagt til Rette i Uddrag gennem
de trykte, saakaldte »Højesteretsekstrakter«,
foregaar D. som et særligt Afsnit af Proceduren
umiddelbart efter den Sagsøgeren
repræsenterende Advokats Foredrag og bestaar i
Oplæsning af Ekstrakten. I den norske Højesteret
foregaar D. paa lgn. Maade.
E. T.
dokumentere (lat.), at belægge med
Beviser, særlig skriftlige Beviser.
Dokumentfalsk, se Falsk.
Dol [’dål], Dol de Bretagne
[’dål-dö-brö’tanj], By i det nordvestlige Frankrig, Dept.
Ille-et-Vilaine, Arrond. St-Malo (Bretagne),
ligger ved Vestbanen, 48 km N. f. Rennes. (1906)
3543 Indb., som driver Tobaksavl og Handel
med Agerbrugsprodukter. Det er en interessant
gl By med fl. Bygninger fra Middelalderen med
Buegange og fremspringende Partier og en smuk
Domkirke (St-Samson) fra 13.-16. Aarh. Lidt
SØ. f. Byen ligger en 12 m høj Stendysse
(Champ dolent): Mod N. findes den c. 15000 ha
store frugtbare Slette Marais de D., som
beskyttes mod Havet af et 36 km langt Dige; de
første Digearbejder skal være foretagne i 12.
Aarh. Midt paa Sletten rager i Vejret en 65 m
høj Granitklippe, Mont-D., paa hvilken der
ligger en Landsby.
G. Ht.
Dola [’dålia] eller Dolja (Flertal Doli),
russ. Vægt; 9216 D. = 1 russ. Pd.
Th. O.
Dolabella, Familienavn i den rom. Slægt
Cornelius. Mest kendt er Publius
Cornelius D., som spillede en Rolle i Borgerkrigene.
Han sluttede sig 49 f. Kr. til Cæsar, der gav
ham Kommandoen over en Flaadeafdeling i
Adriaterhavet, men han kæmpede her uheldigt.
Efter at have deltaget i Slaget ved Farsalos,
begav han sig til Rom, hvor han blev valgt til
Tribun. Som saadan gennemførte han en Lov
om Ophævelse af Gæld, som vakte Uroligheder
i Byen. Efter Cæsar’s Mord (44) blev han
Konsul, men Fjendskab med Antonius drev
ham til at støtte Cæsar’s Mordere, og han
omstyrtede et Alter, der var oprejst i Rom til
Ære for Cæsar. Imidlertid vandt Antonius ham
ved at love ham Prov. Syrien, og D. forlod da
Rom sidst paa Aaret. Efter at han i Smyrna
havde overrumplet og dræbt Statholderen
Trebonius, blev han af Senatet erklæret for Statens
Fjende, og i Syrien kunde han ikke staa sig
mod G. Cassius. I Laodikeia lod han sig dræbe
af en af sine Soldater (43). Han havde været
gift med Cicero’s Datter Tullia, men
Ægteskabet var endt med Skilsmisse.
H. H. R.
Dolbord (Søv.) ell. Skandæk, en Planke,
der lægges oven paa alle Spanterne i et Skib
for at lukke dem foroven.
H. E.
Dolcan (Dulcan) er en aaben
Fløjtestemme i Orglet - ikke at forveksle med
Dolcian -, der nu kun forekommer sjælden.
S. L.
Dolce [’dolt∫e], se Dolci.
dolce [’dolt∫e] (ital.) ogsaa con dolcezza,
musikalsk Foredragsbetegnelse: blidt, sart,
dolcissimo, saa blidt som muligt.
S. L.
Dolce [’dolt∫e], Lodovico, ital. Forfatter
(1508-68). I Venedig, hvor han var født,
henlevede han næsten hele sit Liv og ernærede sig
som Lærer og som Udgiver af forsk. Værker
og Antologier for en af Venedigs store
Boghandlere Giolito. Han var selv en meget
frugtbar Skribent, der prøvede sig i alle Genrer
uden at være fremragende paa noget Omraade.
Han skrev en Del burleske Digte i Berni’s
Smag, nogle episke Digte mest over Emner fra
Ridderromanerne, saaledes Il Palmerino (1561),
L’imprese e torniamenti di Primaleone (1562),
Sacripante, Le prime imprese del conte Orlando,
L’amore di Florio e di Biancofiore, har givet
metriske Oversættelser af Homer’s Iliade og
Vergil’s Æneide (sammensmeltede til et Digt,
L’Achille e l’Enea), af Odysseen og af Ovid’s
Metamorfoser, desuden Gengivelser af fl. a.
Oldtidsforfattere og skrev flere populær-filos.
Dialoger og Betragtninger af æstetisk og filologisk
Indhold, f. Eks. Dialogo della pittura (1557) og
I quattro libri delle osservazioni sulla lingua.
Særlig har han dog gjort sig kendt ved en Rk.
Komedier og Tragedier. Bl. de første, der er i
Aretinos Smag, kan nævnes: Il ragazzo, Il
marito, Il capitano, Il ruffiano og La Fabrizia
(udkomne samlede i Venedig 1560). Bl. de sidste:
Giocasta, Medea, Didone, Ifigenia, Tieste, Ecuba
(ligeledes udg. samlede i Venedig 1560), og først
og fremmest Marianna, der blev spillet og
gjorde stor Lykke i Hertugen af Ferraras Palads i
Venedig (1565). Emnet, det samme som Calderon
har behandlet i El Tetrarca, ogsaa med Titlen
El mayór mónstruo los celos, er taget fra
Makkabæernes Historie og skildrer Herodes II’s
Skinsyge over for sin Hustru Marianna og dennes
uskyldige Død.
E. M-r.
dolce far niente [’dolt∫e-far-’niænte] (ital.),
sød Lediggang, Driverliv.
Dolci [’dolt∫i] (Dolce), Carlo, ital.
Maler, f. 1616 i Firenze, d. 1686 smst. D. var Elev
af Vignali og blev 1648 Medlem af
Tegneakademiet i Firenze; i denne By levede han et
stille, tilbagetrukket Liv. D.’s tidlig udviklede
Talent (i 14 Aars Alderen malede han et
Portræt, i Pitti-Galeriet) blev ikke plejet ved
stærke kunstneriske Paavirkninger udefra, kun en
sjælden Gang forlod han sin Fødeby, som ved
Innsbruck-Rejsen, da han malede
Ærkehertuginde Claudia’s Portræt, og selv paa det snævre
Omraade, hans Kunst beherskede:
Andagtsbilledet, talte han en nedarvet Kunsts lidt falmede
Sprog. Imidlertid gjorde disse Andagtsmalerier
(Brystbilleder) med de atter og atter
tilbagevendende Motiver: »Kristus med Tornekronen«,
»Smertens Moder« o. l. stor Lykke hos
Samtiden: deres meget omhyggelige Penselføring,
der lader Farverne smelte over i hinanden, men
savner Marv og Kraft, deres Formgivning, der
ofte røber betydelig Skønhedssans, men holder
sig til de gængse Skønhedstyper, harmonerer
med det sødladne Føleri og den tomme
Affektation, som Skikkelserne med deres bøjede
Hoveder og smægtende Blikke ofte udtrykker.
D. staar da ogsaa som »Sentimentalisternes«
første Mand. Til hans friskeste Værker hører
nogle Portrætter, det ovenn. af Claudia (Wiens
Hofmus.) og Selvportrættet (1674) i Uffizi i
Firenze; denne By indeholder overhovedet
mange Prøver paa hans Kunst (særlig i Pal. Corsini,
Pitti og Uffizi), han er bl. a. ogsaa godt
repræsenteret i Galerierne i Dresden (det berømte
»Den hellige Cæcilia«, »Kristus velsigner Brødet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
