Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dolmabaghtsche, »den fyldte Have«, en lille Forstad til Konstantinopel, 2,5 km fra Galata - Dolman var en med Snore tæt besat Frakke ell. Trøje - Dolmar, et 740 m højt Bjerg i Thüringerwald, N. Ø. f. Meiningen. - Dolmer, Jens (Nielsen), dansk Historiker (c. 1611-70) - Dolnja Tuzla, se Tuzla. - Dolo, By i det nordøstlige Italien, Prov. Venezia, ligger 16 km Ø. f. Padua ved Brenta - dolo malo (lat.), ordret: »med ond Svig« Udtryk af det rom. Retssprog - Dolomedes, se Jagtedderkopper. - Dolomieu, Déodat Guy Sylvain Tancrède Gratet de, fr. Geolog og Mineralog (1750-1801) - Dolomit (Bitterspat, Bitterkalk), et Mineral, som bestaar af Magnium- og Kalciumkarbonat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dolman [’dål-] var en med Snore tæt besat
Frakke ell. Trøje, der indtil for en 30 Aar siden
alm. hørte til Husaruniformen. Skøderne, der
opr. naaede til Knæene, har til forsk. Tider
været af forsk. Længde og manglede ofte
ganske. Oven paa D. ell. i Alm. kun paa dens ene
Skulder bares en Pels. I de fleste Lande,
saaledes ogsaa i Danmark, er D. nu erstattet af
en Attila ell. Husarfrakke, d. v. s. en
kortskødet Frakke med langt færre Snore end D. I
Danmark er Pelsen rød og bæres om Vinteren
i St f. Husarfrakken. Officererne bærer den
tillige til Galla paa venstre Skulder over Attilaen.
(C. G. B.). O. P.
Dolmar [’dål-], et 740 m højt Bjerg i
Thüringerwald, N. Ø. f. Meiningen.
Dolmer, Jens (Nielsen), dansk Historiker
(c. 1611-70). Hans Tilnavn viser hen til Byen
Dolmer ved Grenaa. Vi lærer ham første Gang
at kende 1635 som Forf. af et lat. Mindedigt
over Fru Else Bülow, og 1636 er han indskrevet
ved Univ. i Leyden; 1639 tog han
Magistergraden i Kbhvn. Aaret efter blev han Lærer
for Christian IV’s 10-aarige uægte Søn, Ulrik
Christian Gyldenløve, og 1647 valgt til
Sognepræst ved Aarhus Domkirke. Frederik III
tillagde ham senere en Pension, for at han skulde
arbejde med den danske og norske Historie;
»og det kan med Sikkerhed siges, at ingen
dansk og næppe nogen norsk Mand i 17. Aarh.
har været saa fortrolig med Norges Historie,
gl. Sprog og Lovgivning som han« (Rørdam).
Prof. G. Storm har paavist, at D. - den danske
Mand - maa betragtes som Forf. til det
mærkelige Skrift »Norges Rige Arverige«, hvori
han udførlig har begrundet en ogsaa af
Nordmænd (Jens Bjelke ved Hyldingen 1648) hævdet
Anskuelse, der særlig tiltalte Frederik III. 10
Aar senere (1666) udgav D., med Bistand af
Islænderen Oddur Eiulfsson, »Hirdskraa udi det
gl. norske Sprog, rettelig overs. paa Danske,
med de gl. norske Ords Forklaring og
mærkelige Antegnelser til hvert Kapitel«. Dette
Arbejde viser, at D. efter sin overn. Afh.’s
Fremkomst har fortsat sine Studier af den gl-norske
Statsret og paa dette Omraade er trængt
dybere ind end nogen af hans Forgængere ell.
Samtidige. Af andre Arbejder fra D.’s Haand
kendes kun en Tabula chronologica omnium
ætatum, imperiorum etc. - orbis. Under
Kjøbenhavns Belejring 1658 var han Auditør ved
Studenterkorpset. (Litt.: G. Storm, »[Norsk]
Hist. Tidsskr.«, 2. Rk., IV; S. 114 ff.).
Abs. T.
Dolnja Tuzla [’dålnja-’tuzla], se Tuzla.
Dolo [’dålo], By i det nordøstlige Italien,
Prov. Venezia, ligger 16 km Ø. f. Padua ved
Brenta, hvoraf den største Vandmængde herfra
afledes gennem Brentone-Kanalen og føres uden
om Lagunerne til Chioggia. (1911) 7685 Indb. D.
har nogen Industri og Handel.
H. P. S.
dolo malo (lat.), ordret: »med ond Svig«
Udtryk af det rom. Retssprog, der bruges om
svigagtig Fremgangsmaade.
A. B. D.
Dolomedes, se Jagtedderkopper.
Dolomieu [dålå’miø], Déodat Guy
Sylvain Tancrède Gratet de, fr. Geolog og
Mineralog (1750-1801), var opr. bestemt til at
indtræde i Malteserordenen, men forlod denne
for at blive Videnskabsmand. 1796 blev han
Professor ved den nyoprettede Bjergværksskole i
Paris, 1801 Prof. i Mineralogi ved
naturhistorisk Mus. smst. Han har bl. a. skrevet en
Række betydelige Arbejder om Vulkaner og
Jordskælv i det sydlige Italien, om Basalt, om
den efter ham opkaldte Bjergart (Dolomit);
hans sidste Værk: Sur la Philosophie
minéralogique udkom først Aaret efter hans Død.
(N. V. U.). O. B. B.
Dolomit (Bitterspat, Bitterkalk), et
Mineral, som bestaar af Magnium- og
Kalciumkarbonat. Den kem. Sammensætning svarer for
den saakaldte Normal-D. til et Dobbeltsalt af
lige Molekyler Mg- og Ca-Karbonat (MgCaCOub>2</sub>O6)
med 30,5 % Kalk og 21,7 % Magnesia; men hos
mange D. er Forholdet Mg:Ca afvigende herfra,
især er ofte Kalciumkarbonat til Stede i
Overskud; ogsaa Jern og Mangan kan være til Stede
i mindre Mængder, erstattende Mg delvis. D.
har i Udseende og Krystalform megen
Lighed med Kalkspat; Krystalformen er
romboedrisk (tetartoedrisk-romboedrisk i
Modsætning til Kalkspat), og Krystallerne spaltes
efter et Romboeder, hvis Kantvinkler er 73°
45’ (hos Kalkspat er den tilsvarende Vinkel 74°
55’). Den hyppigste Krystalform er Romboedret,
ofte med sadelformet krummede Flader
(perlemorglinsende, krumfladede D.-Krystaller kaldes
Perlespat). Haardheden (3 1/2-4) og
Vægtfylden (2,9) er lidt større end Kalkspatens,
Opløseligheden i Vand er noget ringere; det
simpleste Kendemærke over for Kalkspat haves dog
i Forholdet til Syrer: medens Kalkspaten
»bruser« (udvikler Kulsyre) straks, naar den vædes
med kold fortyndet Syre, bruser D. først ved
Opvarmning; til Adskillelsen anvendes i Reglen
Eddikesyre. - D. er farveløs ell. hvid, af og
til ogsaa farvet (graa, brun, gul, rød o. a.) af
fremmede Indblandinger. En særegen Varietet
er den jernkarbonatholdige D. (Brunspat),
som bliver brun, naar den udsættes for Luftens
iltende Paavirkning. Smukt krystalliseret D.
findes ved Traversella i Piemont, Leogang i
Salzburg, Hall i Tyrol o. m. a. St. Brunspat og
Perlespat er hyppige paa mange Malmgange, f.
Eks. i Sachsen.
I kompakt (tæt ell. kornet) Tilstand optræder
D. jævnlig som Bjergart i stor Udstrækning
(saaledes f. Eks. i D.-Alperne i Tyrol o. a. St.).
Dannelsen af saadanne store D.-Masser har
længe været et meget omstridt Spørgsmaal i
Geologien; Leopold v. Buch mente, at de var
opstaaede af Kalksten, idet denne omdannedes
af magnesiaholdige Kilder paa Havbunden; da
man ikke vel kan tænke sig Eksistensen af
saadanne Kilder, har man nu forladt denne
Antagelse og formoder enten, at D. er opstaaet af
svagt magnesiaholdige Kalkstene under
Indvirkning af gennemsivende Vand, som ved at
opløse Kalciumkarbonat paa sine Steder har
bevirket, at Resten blev betydelig rigere paa
Magniumkarbonat, ell. at D. har en mere direkte
Dannelse, idet Havet af magnesiaholdigt
Kalkslam (stammende fra Dyreskaller) kan tænkes
under visse Vilkaar at udskille D., medens
Kalken holder sig opløst. - D. anvendes ligesom
Kalksten og Marmor til Bygningssten, mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
