Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Donner, Georg Rafael, østerr. Billedhugger, (1693-1741) - Donner, Otto, finsk Sprogforsker, (1835-1909) - Donnersberg, det højeste Parti i det V. f. Rhinen i den bayerske Prov. Pfalz liggende Bjergland Haardt - Donnersberger-Kvæg, et til Glaner-Kvæget hørende, af Berner-Kvæg paavirket Kvægslag. - Donon, et 1008 m højt Bjerg i Vogeserne, ved Grænsen mellem Nedre-Elsass og Lothringen - Donoso Cortés, Juan Francisco, sp. Politiker og Forf. (1809-53)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Donner [’dånər], Georg Rafael, østerr.
Billedhugger, f. 1693 i Esslingen ved Wien, d.
i Wien 1741, studerede i Wien under G.
Giuliani, udførte et Alter i det Harrachske
Slotskapel i Aschach ved Linz, kaldtes 1725 af
Ærkebiskop Grev Harrach til Salzburg, hvor
han udsmykkede Mirabel-Slottet (Paris o. fl.
a. Marmorstatuer) og kom c. 1728 til
Pressburg, hvor han i en Aarrække arbejdede for
Ungarns Primas, Ærkebisp Fyrst Esterházy.
Han var saaledes optaget af Arbejder for
Domkirken: Elemosynarius-Kapellet (Alter med
Engle, Pietá, Primas Esterházy’s knælende
Skikkelse i Marmor etc.) og den nu ødelagte
Udsmykning af Højaltere, Sidealtere m. v.; den
store Gruppe i Bly af den hell. Martin til Hest
med den nøgne Tigger ved Fødderne, der
tidligere hørte til Højalteret, kom senere længe
til at staa uden for Kirken i fri Luft, men er
nu igen flyttet ind i Kirkens Kor; de to
tilbedende Engle fra samme Gruppe ses nu i
Nationalmuseet i Budapest. 1734 fuldendte D. den
store Marmorgruppe af Kejser Karl VI med
den kronende Victoria (Belvedere i Wien) og
1739 sit Hovedværk: Brønden paa Wiens
Neumarkt, Byens populæreste Monument med de 4
fortræffelig modellerede Flodgudeskikkelser
(Nedre-Østerrigs 4 Hovedfloder). Han levede nu
i Wien, hvor han fik en aarlig Pension, udførte
Blyrelieffet »Andromedas Bortførelse ved
Perseus« (nu i Wiens gl. Raadhus), var fremdeles
beskæftiget med Mængder af mindre Arbejder:
Statuetter, Relieffer, Buster, Krucifikser, gerne
i Bly, og syslede paa sine sidste Dage desuden
med Arbejder for Domkirken i Gurk. Han døde
i trange Kaar, trods forholdsvis gode Indtægter
de senere Aar, og hans Liv skal ogsaa have
formet sig ret trangt, for en Del, siges der,
p. Gr. a. hans eget kantede Væsen. D. var en
fremragende Kunstner. Han hørte Baroktiden
til, men viste Vej mod 18. Aarh.’s Klassicisme;
udmærket ogsaa i det rent tekniske gav han
sine Skulpturer en kraftig Helhedsvirkning
gennem den udprægede Konturbehandling. (Litt.:
Schlager, »R. D.« [Wien 1853]; A. Ilg, »G.
R. D. Gedenkschrift« [Wien 1893]).
A. Hk.
Donner [’dånər], Otto, finsk Sprogforsker,
f. i Gamla Karleby 15. Decbr 1835, d. 17. Septbr
1909, blev Student 1857, Dr. phil. 1863. Efter
at have fortsat sine Studier, særlig af Sanskrit
og sammenlignende Sprogvidenskab, i Berlin,
Tübingen, Paris og London, blev han 1870
Docent og 1875 ekstraordinær Professor i Sanskrit
og komparativ Lingvistik ved Universitetet i
Helsingfors. Hans første Arbejder vedrører
væsentlig den ind. Filologi: »Indernas
föreställningar om verldskapelsen jemförda med
finnarnes« (akademisk Afh., 1863); »Sitâharanam,
episod ur Râmâyana, text, öfversättning,
förklaringar« (1865); »Pindapitryajna, das
Manenopfer mit Klössen bei den Indern« (1870).
Efterhaanden førtes han mere og mere over til
Sysselsætning med Finsk og de dermed beslægtede
Sprog og har offentliggjort forsk. Arbejder til
Oplysning om disse; saaledes »Öfversikt af den
Finsk Ugriska språkforskningens historia«
(akademisk Afh., 1872); »Vergleichendes
Wörterbuch der Finnisch-Ugrischen Sprachen« (I-III,
1874-88), et stort anlagt Værk, der dog i
metodisk Henseende lader adskilligt tilbage at
ønske; »Lieder der Lappen« (1876; ogsaa paa Finsk
i Tidsskr. »Suomi«); »Om Finnarnas forna
boningsplatser i Ryssland« (i Bidrag til
»Kännedom af Finlands natur och folk«, XXIV, 1875);
»Die gegenseitige Verwandtschaft der
finnisch-ugrischen Sprachen« (1879), foruden adskillige
mindre Afh. i forsk. Tidsskrifter. Særlig
Fortjeneste har han indlagt sig ved Stiftelsen af
det Finsk-ugriske Selskab i Helsingfors (1883),
der skyldes hans Initiativ, og hvis vigtigste
Leder han vedblev at være. Ogsaa til dette
Selskabs Arbejder har han selv leveret forsk.
Bidrag. Saaledes har han deltaget i Udgivelsen af
det store og vigtige Værk Inscriptions de
l’Orkhon (1892) og selv udg.
»Wörterverzeichniss zu den Inscriptions de l’Iénisséi (1892). Ved
Siden af sin videnskabelige Virksomhed deltog
han ogsaa i det politiske Liv og den politiske
Diskussion, paa det finske Fremskridtspartis
Side; han var blandt andet flere Gange Medlem
af den finske Landdag som Repræsentant for
Universitetet og 1905-08 Senator
(Kultusminister).
Vilh. Th.
Donnersberg [’dånərsbærk], det højeste Parti
i det V. f. Rhinen i den bayerske Prov. Pfalz
liggende Bjergland Haardt, naar 687 m. Det
bestaar af Porfyr, har smukke Løvskove og
danner foroven en græsbevokset Slette paa 30
ha; her hæver sig den saakaldte Königstuhl, en
5 m høj Klippe, der nu er omdannet til et
Mindesmærke for Bismarck og Moltke.
G. Ht.
Donnersberger-Kvæg, et til Glaner-Kvæget
hørende, af Berner-Kvæg paavirket Kvægslag.
Donon [då’nå], et 1008 m højt Bjerg i
Vogeserne, ved Grænsen mellem Nedre-Elsass og
Lothringen og nær ved den fr. Grænse. Fra
Toppen er en meget smuk Udsigt.
G. Ht.
Donoso Cortés [ðå’nåså-kår’tæs], Juan
Francisco, sp. Politiker og Forf. (1809-53),
var Lærer ved Kollegiet i Caceres, men ilede
1832 til Hoffet, da Kong Ferdinand VII var
syg, og tilbød Dronning Christine sin Hjælp til
at forsvare hendes Datter Isabella’s Arveret.
Han skrev et dygtigt Indlæg derfor, men det
blev ikke trykt, fordi det var altfor frisindet;
derimod blev han ansat i Justitsministeriet og
1834 Sekretær hos Enkedronningen. Han
valgtes 1837 til Deputeretkammeret og kæmpede
dels her, dels i Flyveskrifter og Bladartikler
for en maadeholden Udvikling. Lige saa lidt
som han, skønt ivrig Katolik, vilde føre
Spanien over til Don Carlos’ klerikale og
absolutistiske Styrelse, lige saa lidt billigede han den
kirkefjendske Radikalisme, men troede at finde
den bedste Statsordning i et Intelligensens
Aristokrati. Tro mod Enkedronningens Sag maatte
han 1840 forlade Landet og kom først tilbage
efter Espartero’s Fordrivelse 1843; han fik nu
Sæde i Senatet og blev Leder for den unge
Dronnings Undervisning, samt tog 1846 virksom
Del i Tilvejebringelsen af det dobbelte
Fyrstegiftermaal. Til Løn blev han Markis af
Valdegamas, var 1849-50 Sendemand i Berlin og
siden 1851 i Paris. Hans Taler udgaves
1849-50 i 2 Bd og hans Skr 1854-55 i 5 Bd;
deriblandt maa mærkes Considerationes sobre la
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
