Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drachmann, Holger Henrik Herholdt, dansk Digter, (1846-1908)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvilken først og fremmest G. Brandes fik en
Del Indflydelse paa ham, og efter at D. 1872
havde debuteret med sine »Digte«, begyndte i
de flg. Aar Pennen afgjort at tage Magten fra
Penslen i hans Haand, om han end ogsaa
senere jævnlig med Held er optraadt som Maler.
Det maa forbeholdes en Biograf at følge D.’s
personlige Liv gennem de flg. Aartiers mange
Omskiftelser. Medens han skrev de næsten 3
Snese Bind, der udgør et Forfatterskab af en
forbløffende Størrelse og overordentlig, om end
meget ujævn Vægtfylde, strejfede den urolige
Digter om i Indland og Udland, i Europa og
Amerika, opslog sin Bopæl i Vedbæk og
Venedig, i Roskilde og i München, i Kärnthen og
i Hamburg, sluttede fl. Gange Ægteskab og
stiftede Hjem og opløste dem igen, ude af Stand
til at binde sit Liv i det borgerlige Samfunds
Former, flakkende og svajende for Øjeblikkets
Indskydelser. Med hans personlige Livs
Omskiftelser fulgte talrige Svingninger i de Følelser
og Ideer, der bevægede D.’s Forfatterskab. Som
Havbølgerne snart bærer det ene, snart det
andet Strømningslag op paa Havets Overflade,
saaledes har til nogle Tider Bourgeois’en og
Professorsønnen, til andre Friluftsmaleren og
Litteraten, »Gøgleren«, været øverst og haft Ordet;
der laa nordsjællandske, blødt vigende
»Fredensborg«- og »Gurre«-Melodier i ham fra
Barndommen af, der laa Strenge for Hjemmet og
Freden ved Siden af den rebelske Romantiks og
den overstrømmende Jegfølelses Dur-Toner; det
er et Bundt af ikke faa forsk. »Selv«’er, som
bærer det fælles Navn Holger D. I Danmarks
offentlige Liv har da ogsaa D. indtaget alle
Haande vekslende Standpunkter. Der kom en
Tid i 1880’erne, da Ungdommens forsorne
Radikalisme afløstes af en »Hjertets« og »Folkets«
Religion, et »Forsagelsens« og »Ydmyghedens«
Evangelium, da D. vilde værne om det
nationalfolkelige, om Arnen og Penaterne imod den hele
Oppositionsbevægelse, hvis Digter han før
havde været (»Gamle Guder og Nye« (1881),
»Skyggebilleder fra Rejser i Ind- og Udland« (1883;
heri »Ostende-Brügge« med Afsigelsen fra
Brandes og »Europæerne«), »Dybe Strenge«,
»Fjeldsange og Eventyr«, »Danmark leve«), og da han
sang om Fordragelighed, om »Kærlighed helt
op til Skagen« og blev det forsvarspatriotiske
Højres Festdigter. Siden - fra Slutn. af
1880-erne - svang Pendulet igen tilbage; en stor,
oprørsk Lidenskab, et Elskovsforhold paa Trods
af Borgerligheden, rev igen Digteren ud af det
officielle Samfunds »Kløer«, ligesom ud af den
Borgerlighed, der passede hans Musa saa
daarlig; fra og med den store Opgørsroman
»Forskrevet -« har Digteren igen tonet samme
Flag som i Ungdommen - af romantisk
Radikalisme, en abstrakt, kunstnerisk Frihedsreligion.
D.’s Digterevne er saa stærk og mangfoldig,
hans Digtnings Rige saa vidtstrakt som meget
faas i dansk Litt. Hans Udgangspunkt var
Tegnerens og Malerens; han begyndte med at fæstne
Rejseoplevelser, Friluftsindtryk,
Naturstemninger ell. Skippertyper paa Papiret i raske,
tydelige Omrids. Ind i den konventionelt-abstrakte
danske Litt. kom hans »Paa Sømands Tro og
Love« (1878) og mange af de »Dæmpede
Melodier« (1875) som Studier efter Naturen,
Friluftskunst efter al Atelierkunsten. Der var stedse
en Journalist i D. Øjeblikket og det førstehaands
Indtryk gjorde ham gerne produktiv; han
kunde ofte fra Rejser ell. af Dagsbegivenheder
levere de mest inspirerede Referater til Bladene,
ell. hans lyriske Aare er ved en Gambetta’s
Død, en Parnell’s Fald sprunget op og har
frembragt de smukkeste Lejlighedsdigte »uden
Bestilling«. Dette umiddelbare Forhold til
Livets Virkelighed var det, som lige fra de
første Skildringer fra de danske Fiskerlejer gav
D.’s Prosa dens overvældende Friskhed og
maleriske Kraft (bl. a. kan »Vildt og tæmmet« [1881],
»Rejsebilleder« [1892], »Tarvis« [1891] nævnes).
Penslen er ført bredt og raskt, Karakteristikken
er storskaaren og populær, Opfattelsen
sprudler af Fantasi og Gemyt. »Derovre fra
Grænsen«, der udkom 1877 og oplevede mange
Oplag, var just en journalistisk Bedrift. Under en
hastig Inspiration var Indtryk fra en kort Rejse
førte paa Papiret, hulter til bulter, med
Oplevelsens friske Tilfældighed og Inspirationens
fængende Varme; Fortællestilen var samtidig
sejlet det levende Talesprog fl. Grader nærmere
end den tidligere Litt. og havde dog bevaret
Skriftsprogets faste Struktur; og der var en
mandig Simpelhed, en folkelig Jævnhed i de korte
Hovedsætninger, som uden Snørkler var stillede
ved Siden af hverandre. »Lars Kruse« (1879)
var af samme Art improviseret Journalistik;
samtidig naaede D. ogsaa paa Vers ofte til en
populær og klassisk Fortællestil, som i
»Prinsessen og det halve Kongerige« (1878) og til
Dels i »Peter Tordenskjold« (1880). De større
Romaner (»En Overkomplet« [1876],
»Tannhäuser« [1877], »Vandenes Datter« [1881]) er
ujævnere af Værdi. En længere Karakter- og
Handlingsudvikling formaar D. ej at
gennemføre, og den Lyrik ell. det Refleksionsindhold,
der sættes i Stedet, forslaar ikke altid til at
udfylde en saadan.
Imidlertid var i Løbet af 1870’erne Lyrikken
mere og mere vokset ud af den fortællende og
malende Skildring. Medens de første
Digtsamlinger (»Digte« [1872] og »Dæmpede Melodier«
[1875]) mest bestod af temmelig retoriske
Programdigte ell. var af malende, skildrende Art
- saa man derimod den lyriske Stemning bryde
frit frem i rytmisk Form i D.’s første Romaner;
og i de 3 Digtsamlinger, »Sange ved Havet«
(1877), »Ranker og Roser« (1879) og »Ungdom
i Digt og Sang« (s. A.) udfoldede sig den rigeste
Sangskat, som det danske Sprog endnu havde
udformet. Til de nævnte Samlinger har senere
sluttet sig de endnu værdifuldere: »Gamle Guder
og nye« (1881) og især »Sangenes Bog« (1889),
og de svagere: »Dybe Strenge« (1884), »Unge
Viser« (1892) og »Broget Løv« (1901). D.’s
Omraade spænder over alle Sangens Arter: fra den
vageste Musik af uopløst Stemning til den
udklarede Følelses rolig bevægede Tale, nær op
mod Prosaen, fra munter trallende »Vise« til
udmalede Situationsbilleder, fra simpelt
fortællende Digt ell. rytmisk Brevstil til ophøjet
gnomisk Tankelyrik. Alle Stemningers Strenge har
D. paa sin Lyre: fra fejende Friskhed og
Overmod indtil vegt Solnedgangssværmeri og sart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
