Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Antonio, ital. Operakomponist (1635-1700) - Dragkiste, se Kommode. - Dragnot, se Noter. - Drago, Luis Maria, argentinsk Retslærd og Politiker,(1859- ) - Dragodoktrinen, se Drago. - Dragoman, Tolke og Fremmedførere - Dragomanov , Michail Petrovitsch, russ. hist.-politisk Forf. og Folklorist, (1841-1895) - Dragomir, se Dagmar. - Dragomirov, Michaillvanovitsch, russ. General, (1830-1905) - Dragon var opr. Betegnelsen for en bereden Infanterist, der kun benyttede Hesten som Transportmiddel - Dragonader, Forfølgelser, Ludvig XIV fra 1681 lod udgaa over de fr. Reformerte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som højt anset Klaverkomponist og Virtuos,
skrev tillige enkelte dram. Arbejder.
A. H.
Dragkiste, se Kommode.
Dragnot, se Nöter.
Drago [’dragå], Luis Maria, argentinsk
Retslærd og Politiker, f. 1859, Dr. jur. 1882,
senere Dommer, Pressemand og Forf., kom ind i
Politikken og var 1902-04 Udenrigs- og
Kultusminister. Som saadan fik han sit Navn knyttet
til den saakaldte D.-Doktrin, en folkeretslig
Teori, han fremsatte i en Note af 29. Decbr
1902 til Regeringen i Washington, og som under
Henvisning til Monroe-Doktrinen og til europ.
Magters Optræden lige over for Venezuela
opstillede det Postulat, at manglende Opfyldelse
af Gældsforpligtelse ikke burde begrunde Ret
til »bevæbnet Indblanding og endnu mindre til
at kunne besætte ell. lægge Beslag paa nogen Del
af en amer. Stats Landomraade«. Tanken med
den af D. opstillede Lære var at hindre Forsøg
fra europ. Magters Side paa at skaffe sig
Herredømme ell. Indflydelse over finansielt svage,
amer. Stater. D. fandt Tilslutning herfor hos
en Række sydamer. Stater, medens
Nordamerikas forenede Stater forholdt sig reserveret;
dog tilsagde Regeringen i Washington paa 3.
panamerikanske Konference i Rio de Janeiro
1906 at ville understøtte den af D. opstillede
Lære, fremsat som Forslag til ny
positiv-folkeretslig Regel, ved den internationale Kongres i
Haag 1907. Staterne holdt ogsaa deres Løfte, men
bevirkede, at Postulatet fik en noget afdæmpet
Formulering. D. har en Aarrække været
Medlem for Argentina af den internationale
Voldgiftsdomstol i Haag. (Litt.: D., La Republica
Argentina y el caso de Venezuela [Buenos
Ayres 1903]; Tillæg hertil 1906; Moulin, La
doctrine de D. [Paris 1908]; Al. Alvarez, Le
Droit International Américain, Kap. VI, § XVI
[Paris 1910]).
K. V. H.
Dragodoktrinen, se Drago.
Dragoman (arab., fordrejet af terdjumân)
bet. Tolk. D. anvendes dels om Tolke og
Fremmedførere i Alm., dels specielt om de til
Gesandtskaberne i Konstantinopel knyttede Tolke,
der indtager en betydelig diplomatisk Stilling.
Dog er deres Indflydelse nu ikke saa stor
som før, da de tyrk. Regeringer officielt kun
indlod sig paa at korrespondere paa Tyrkisk,
og alt derfor gik gennem D. Tidligere anvendtes
i Reglen Levantinere som D.; nu foretrækker
Regeringerne at besætte disse Stillinger med
egne Borgere.
J. Ø.
Dragomanov [draga’manåf], Michail
Petrovitsch, russ. hist.-politisk Forf. og
Folklorist, af lillerussisk Æt, f. 18. Septbr 1841 i
Guv. Poltava, d. 1895, studerede i Kijev og
blev 1870 Prof. i alm. Historie ved Univ. smst.
Som ung Student havde han med stor
Begejstring sluttet sig til den saakaldte ukrajnofile
Retning, en Bevægelse, der havde taget stærk
Fart i Midten af 1850’erne, og som, uden nogen
separatistisk Bagtanke, alene havde
Folkeoplysningen i Sydrusland til Maal og virkede for dette
dels ved at studere Folkets Liv og dets
Traditioner, dels ved populære Skr paa Lillerussisk,
dels ved en ivrig Agitation for at faa
Lillerussisk indført i Skolerne som
Undervisningssprog. Regeringen, der i Beg. stillede sig
meget velvillig over for denne Bevægelse, blev
senere mistænksom og tog 1876 Anledning til
at afskedige D. p. Gr. a. en skarp Kritik af
Undervisningssystemet. Af Arbejder fra denne
D.’s russ. Periode kan nævnes: »Det lillerussiske
Folks hist. Sange« (udgivne i Forening med
V. B. Antònovitsch, 1874-75) og »Lillerussiske
Folkesagn og Eventyr« (1876). D. slog sig ned
i Genève, hvorfra han udfoldede en omfangsrig
litterær Virksomhed ved at udg. lillerussiske
Folkeskrifter og et Organ i samme Sprog og
ved talrige hist. og politiske Arbejder og Afh.
i fr., eng., tyske og ital. Tidsskrifter. 1888 blev
han kaldet til Bulgarien som Prof. i Historie ved
Univ. i Sofia.
(K. V.). H. C-e.
Dragomir, se Dagmar.
Dragomirov [draga’miråf],
Michail Ivanovitsch, russ. General, f. 1830, d. 28. Oktbr
1905. Han uddannedes paa
Generalstabsakademiet i Petrograd, hvor han senere ansattes
som Lærer i Taktik. Under Felttoget 1866
fulgte han som Oberst og Militærattaché det
preuss. Hovedkvarter og offentliggjorde sine
Iagttagelser her i »Briefe aus dem preussischen
Hauptquartier«. 1868 forfremmedes han til
Generalmajor og var i fl. Aar Generalstabschef i
Militærdistriktet Kijev. Under den russ.-tyrk.
Krig 1877 førte han Donau.-Hærens Avantgarde
(14. Infanteridivision), udmærkede sig ved Sistov
og ved den første Storm paa Schipka-Passet.
Under det senere Forsvar af Passet saaredes
han haardt. Efter Krigen ansattes han som
Direktør for Generalstabsakademiet og 1889 som
Højstbefalende i Militær distriktet Kijev,
hvilken Stilling han beklædte i 14 Aar, og udøvede
betydelig Indflydelse paa den russ. Hærs
Uddannelse. Hans Uddannelsesmetode baseredes
nærmest paa Suworow’s Anskuelser. Men
ogsaa paa taktiske Omraader satte han
gammeldags Kampmaader i Højsædet, tillagde ikke det
Maal at vinde Udoverlegenhed i Kampen den rette
Bet. Han tillagde derimod Masseangreb med
Bajonetten og Salveilden en afgørende og
alt for stor Værdi. Han erhvervede sig
imidlertid et anset Navn i den russ. Hær og har
udøvet en rig Virksomhed som Forf. Hans
samlede Værker er oversat paa Tysk af Friherre
von Tettau (1890-91).
B. P. B.
Dragon var opr. Betegnelsen for en bereden
Infanterist, der kun benyttede Hesten som
Transportmiddel, og hvis Hovedopgave var at
kæmpe til Fods. Saadanne D. anvendtes
første Gang af Franskmændene 1550-60 for p.
Gr. a. større Bevægelighed end det øvrige
Fodfolk at anvendes ved Overfald. Allerede Gustaf
Adolf’s D. optraadte dog nærmest som Rytteri
til Hest og sad kun af i Nødsfald for at kæmpe
til Fods. Efterhaanden er D. gaaede over til at
blive alm. Rytteri, der bruger det blanke
Vaaben til Hest ell. Skydevaabnet til Fods, som
Forholdene byder det.
D. er i vore Dage bevæbnet med Sabel og
Ryttergevær, i nogle Lande, navnlig Tyskland,
tillige med Lanse, og i Rusland endog med
Bajonet.
(C. G. B.). O. P.
Dragonader kalder man de Forfølgelser,
Ludvig XIV, samtidig med det nantiske Edikts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
