Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dragt (af plattysk dragen, bære) kaldes under eet alt, som bruges af Mennesket til at klæde sig med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slæb, er rødt og foret med blaat, besat med
brede Kniplinger som Casaquinen.
Underskørtet (jupe) bærer 3 brede, foldede
falbalas. Den midterste er af hvide, de to andre
Guld- og Sølvkniplinger. Dronningen bærer
Muffe med Baandsløjfe, der brugtes meget i
17. Aarh.’s sidste Halvdel baade af Herrer og
Damer og holdt sig til mod Slutn. af 18. Aarh.
Ansigtet er oversaaet med
Skønhedspletter (mouches). Hovedtøjet hed Fontange
(s. d.). Samtidig med denne D. bar Damerne
som Spadseredragt et Overstykke, écharpe, paa
Dansk Akselskærf (Fig. 50). Det var en
Mantille (hed ogsaa mante), der dækkede
Ryggen, faldt foran ned i lange Skød, havde
Hætte til at drage over Fontangens Nakke,
og det hele var garneret med folderige falbalas.
Det var danske Borgermadammers Gadedragt i
Holberg’s Tid og bares navnlig i Regnvejr. De
ringere havde til samme Brug firkantede
Regnklæder at tage over Hovedet.
Vi kan ikke forlade 17. Aarh. uden at omtale
Masker og Moucher, der blev en
Beklædning for Ansigtet i Forbindelse med
Sminken, samt Parykkerne. Masker var en
ital. Mode og bares opr. af Damer mod Solen.
De kendtes allerede 1019 og hed i Italien luppa.
Under Ludvig XII (d. 1515) kom de fra Italien
til Frankrig. I Frants I’s Tid hed de cachenez,
i Danmark ligesaa, og tillige Mundduge og
Næsedækkere og nævnes her 1548. Masker
var i Brug hele 16. og 17. Aarh. igennem og
holdt sig ind i 18., da de haandterlige Solskærme
kom i Brug. Tidligere var de saa store og
tunge, at de maatte bæres af en Tjener. Vi
skylder dem Holberg’s Komedie »De Usynlige«
samt Ordet »Rendemaske« om et løst og
føjtende Fruentimmer. Masker omtales endnu i
»Figaros Bryllup«. Moucher,
Skønhedspletter, brugtes allerede af Marguerite af
Navarra, d. 1549. Opr. kom de som Lægemiddel
mod Hovedværk og hed Tandpineplastre.
Det var først Pletter, store som en Tokrone,
ell. de klippedes ud som komplicerede Figurer,
der dannede en silhuetteagtig
Ansigtsillustration. Senere blev de mindre. De holdt sig til sidst
i 18. Aarh. Sminken og Ansigtsmaling kendtes
af Romerinderne, og den bruges endnu, forhen
dog uden Tanke om noget Sansebedrag, men
som en konventionel Ansigtsmaske af grelt
afstikkende Farver i tykke Lag. Man sminkede
Smaabørn og Lig. Parykkerne havde
været kendt saa længe, man skulde bære mere
Haar, end man havde. Den ældste eksisterende
Paryk findes i British Museum og
stammer fra en ægypt. Grav. Romerinderne havde
Parykker bl. a. af lyse germanske Kvindehaar.
Dengang, som senere, leverede øldrikkende
Lande det bedste Materiale. De bares i 16. Aarh.,
fornyedes i 17. i Ludvig XIII’s Barndom, da
langt Haar atter blev Mode. De tidligste var
meget primitive. Haarene syedes i Totter paa en
Kalot, og de første Parykker hed derfor
saaledes. Senere lærte man at tresse
Haarene, anbringe dem enkeltvis paa
Blondestrimler, point de Milan, der syedes sammen og
dannede en Bund, som tillod Hovedet at
uddunste, I 17. Aarhundredes Løb voksede
Parykken i Masse og kulminerede ved 1673.
Dens Lokker naaede til sidst helt ned
ad Ryggen og Brystet. 1703 begyndte man
at pudre den. Det blev en
Hovedbedækning selv for Børn, som omtr.
udelukkede Brug af Hat. Denne bares derfor selv i fri
Luft under Armen. 18. Aarh.’s Hat var den
trekantede. Først Anglomanien i 1780’erne
bragte den højpullede spidse Hat. Parykken
udelukkede ogsaa det naturlige Haar, som
ragedes. Om Natten og om Dagen inden Døre
bares Nathuer (Papahuer). Det blev et
saadant Skillemærke mellem Stænderne at bære
Paryk, at i Retsforhandlinger betegnes en
Almuesmand kortest ved: »mødte i eget Haar«.
Som Mandsdragten var i Slutn. af 17. Aarh.,
blev den i sine Hovedformer staaende til vore
Dage med sin Tredeling: Kjol, Vest og
Bukser, ofte i grelle Farver. Kjolen
ændredes vel under Frederik IV; Ærmerne blev
lange og fik uhyre Opslag, men dens Stofmasse
havde kulmineret (Fig. 51; Grev Mogens Scheel
v. Plessen, 1751). I Aarhundredets sidste
Halvdel gik den tilbage. Ærmerne blev
snævrere, Opslagene mindre, Folderne i
 |
| Fig. 41. |
|
| Fig. 48. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
