Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. D.'s Inddeling - IV. D.'s Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det komiske, om end Elementer af det ophøjede
og komiske kan optages i Sidehandlingen. Her
tumler særlig Gennemsnitsmennesket sig og
udfolder sine lyse og mørke, heldige og uheldige
Sider, men Skuespillet betror dog ikke sin
Skæbne alene i disse skrøbelige Hænder, og hvad
Tilfældet kan faa ud af dem. Hvad der giver
dette D. dets Karakter er, at det paa den ene
Side fremstiller de ædle og gode Karakterer,
der udmærker sig ved Livsvisdom,
Aandsligevægt og Harmoni, og som vækker et
umiddelbart Velbehag hos os (Shakespeare’s Portia og
Prospero, Lessing’s Nathan, en Del af
Oehlenschläger’s Karakterer), men paa den anden Side
ogsaa alle de Former af menneskelige Misgreb,
Fejl og Skyld, der vækker Misbilligelse,
Indignation og sædelig Harme, ɔ: Nemesis-Følelse.
Den slette, ulykkebringende, egoistiske Handling
fremkalder Nemesis, men i Tilværelsens
uendelige Sammenhæng faar den ogsaa sin Straf; vor
Misbilligelse og Indignation finder
Tilfredsstillelse, og Virkningen er altsaa Velbehag og
Nemesis-Følelse. Grundstemningen i Skuespillet er
en lys, befriende alvorlig Stemning med lysere
ell. mørkere Tone.
Foruden denne Hovedinddeling af D. er ogsaa
andre Inddelinger mulige. Bortset fra, at de
handlende Personer jo kan være
Guder, Mennesker ell. Fantasivæsener, kan
Stoffet ell. Emnet frembyde et Synspunkt for
Inddelingen. Saaledes tales der om et mytologisk,
et Eventyr-, et hist. (f. Eks. Konge-), et
Samfunds-, et Familie- (f. Eks. et Kærligheds-), et
Salon-, et Sæde- (f. Eks. Blodhævns-,
Ægteskabsbruds-, Demimonde-) D. Ell. den
forskellige Vægt, der lægges paa D.’s indre
Elementer, kan give Anledning til
betegnende Forskelle. Saaledes tales der om et
Karakter- (hvor Handlingens Drivfjeder lægges inden
for Personligheden selv), et Situations-, et
Intrige- (hvor de ydre Begivenheder er Følger af
List og Beregning og fremkalder uventede
Resultater), et Skæbne- (som i det antikke D. og
paa en egen Maade i det romantiske D., hvor
Skæbnen opfattes som et regelløst Spil af
Tilfældigheder, der leger med Mennesket), et
Dialog- (f. Eks. Konversations-), ja selv et
Udstyrs-D. Ved Siden af det egl. D. staar saa de mange
dram. Smaating, der efterhaanden er komne
frem (som Proverber e. l.), og den tyske Posse
og den fr. Farce og lgn. Sager, der tillader sig
alle dram. Friheder. Endnu mere afsides fra
Kunstdramaet staar Maskekomedien med
staaende Masker og angiven Scenegang, men for øvrigt
overladende det til de Agerende at improvisere
Dialogen (se Commedia dell’ arte),
hvorfra Pantomimen nedstammer. - Ved
Forbindelse med Musikken opstaar ejendommelige
dramatiske Former som Syngespil, Vaudevillen og
Operaen.
IV. D.’s Udvikling. M. H. t. D.’s Udvikling
maa der hovedsagelig henvises til de Artikler,
der behandler de enkelte Kulturfolks Litt.
(særlig gr., rom., ital., sp., fr., eng., tysk,
dansk, norsk, sv. samt ind. Litt.),
sammenstillet med Artikler vedrørende Teater (som
dansk, fr., tysk, eng., sp. Teater) og de enkelte
Artikler om de store Dramatikere (som
Aischylos, Sofokles, Euripides og
Aristofanes, Plautus og Terents, Lope de
Vega og Calderon, Corneille, Racine
og Molière, Shakespeare, Goethe og
Schiller, Holberg, Oehlenschläger
og Ibsen). Her berøres kun enkelte
Hovedpunkter vedrørende det europ. D.
Hist. udspringer D. hos alle Folk af den
lyrisk-dram. Efterligning af virkelige ell. som
virkelig indbildte Handlinger ved handlende
Personer (smlg. Børns Lege). Den ledsagende Tale
blev da enten som i Improvisationskomedien
opfundet af Fremstilleren i Fremstillingens
Øjeblik ell. af den dram. Digter lagt ind i Rollen.
Hos Grækerne voksede D. frem af de eleusinske
Mysterier, navnlig Dionysos-Dyrkelsen. Ved
Dionysos-Festen fremstilledes Aarstidernes Forløb,
Kampen mellem den blomstrende Natur og
Vinterens Dødsmagter, dens Undergang og
triumferende Opstandelse i Vaaren som Gudens Daad
og Lidelse og som Symbol paa menneskelig
Skæbne. Mænd og Kvinder udklædte sig som
Gudens Følge og opførte som Kor den
lyrisk-dram. Festsang under Mimik og Dans til Ære
for Guden (lyrisk Korsangdans). Dansen
bevægede sig om et brændende Bukkeoffer, og derfra
stammer Navnet Tragedie (Tragos, Buk og Ode,
Sang). Til denne alvorligere Del af Festen
knyttede sig ogsaa kaade og farceagtige
Korsangdanse, i hvilke Deltagerne var udklædte som
Satyrer og Fauner, der var i Gudens Følge, og
derfra udsprang Komedie og Satyrspil (Komos,
Optog). Af disse Spirer udsprang D. Tespis
lagde Grunden ved at lade Korføreren træde ud af
Koret og i en passende Maske (som Skuespiller)
foredrage det hændte som noget, der nu skete.
Aischylos tilføjede en anden Skuespiller (og
senere kom en tredie), indførte Dialogen og
indskrænkede noget Korets Partier, og
Kunstdramaet var skabt. Et skæbneknyttende, sluttet
Handlingsforløb var støbt i D.’s Form. Men det
fik en egen Bygning gennem sin Oprindelse,
særlig Korets Tilstedeværelse. Fremstillingens
dramatiske Karakter forhøjedes vel ved, at Koret
blev Deltager ell. dog deltagende Tilskuer i
Handlingen, men dets stadige Tilstedeværelse
maatte dog motiveres, og dette maatte faa
Indflydelse paa den fremstillede Handling.
Handlingen maatte foregaa under aaben Himmel,
begrænses til saa kort Tid som muligt, og
Handlingens Sted helst forblive det samme. Det
fortællende, episke Element maatte komme til at
spille en forholdsvis stor Rolle over for det
dram., da, med faa Undtagelser, alt det, der
foregik i Husets Indre ell. ikke skete paa
Handlingens uforanderlige Sted, maatte berettes af
Budbringere. Dertil kom saa Korets lyriske
Element, og Analysen af et gr. D. viser som dets
Elementer: store lyriske Patosscener af Helten,
Budbringerscener med episke Beretninger,
retoriske Dialogscener, officielle Personers Tiltale
til Koret og lyriske Korsange. Det egl. dram.
Element var saaledes forholdsvis ringe, men til
Gengæld forøgede man Anskueligheden ved det
ydre sceniske Apparat, en Skueplads, som
naturtro søgte at give Stedet for de handlende
Personer, og Illusionen forhøjedes ved
Indførelse af Dekorationer og Maskineri og Anvendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
