Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. D.'s Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Masker, Koturner og prægtige Dragter. (Om
Indretningen af det gr. Teater, se Teater).
Den fremstillede Handlings ved Korets
Tilstedeværelse nødvendiggjorte Korthed søgte det gr.
D. at bøde paa ved at opføre fl., 3, i Forbindelse
med hverandre staaende Stykker (Trilogi), og
som Afslutning fulgte i Alm. et opmuntrende
Satyrspil. Højdepunktet af det gr. D. er i den
alvorlige Art Aischylos, Sofokles og
Euripides, i Komedien Aristofanes
(den gamle attiske Komedie) og Menander
(den nyere Komedie). - Romernes D.
var væsentlig en Efterligning af Grækernes. I
Menander’s Spor gik Plautus og Terents,
Forbillederne for det moderne Lystspil. Original
var kun den lokale Farce og
Improvisationskomedien. Folkelystspil med staaende Masker, hvis
Handling henlagdes til Staden Atella og derfor
kaldtes Atellaner (s. d.). De er muligvis
ved den skjult hist. Traad forbundne med
Commedia dell’ arte, hvis denne ikke er udgaaet
fra Karnevalsløjerne.
Middelalderens dram. Digtning indskrænkede
sig væsentlig til de kirkelige Skuespil, de
saakaldte Mysterier, der fremstillede Kristi Liv
i dram. Form (Passionsskuespil), opr. affattede
paa Latin, senere ogsaa i Folkesproget, og de
moralske Skuespil, saakaldte Moraliteter
med Personifikationen af Dyder og Laster som
Roller, samt grove folkelige Farcer.
Først med Renaissancen og Reformationen
fremstod der et nyt Kunstdrama. I Italien
naaede man dog ikke ud over lærde Efterligninger
og Overs. af Plautus og Terents, og temmelig
burleske og frivole Komedier, medens den
folkelige Improvisationskomedie, Commedia dell’ arte
stod livsfrisk og ogsaa har øvet Indflydelse paa
senere Tiders Komedieskrivere (f. Eks. Molière
og Holberg). Hos de andre romanske og
germanske Folk udviklede der sig derimod efter
Reformationen et virkeligt nyt nationalt D.
Spanien og England uddannede
Middelalderens dram. Tilløb, hint i kat., dette i
protestantisk Aand, og byggede saaledes paa folkelig
Grund. Spanien udviklede et ejendommeligt
romantisk og kat. D., der naaede sin Blomstring i
16. og 17. Aarh. (Lope de Vega,
Calderon). Og efter frugtbare Beg. skød England den
dram. Digtnings højeste Blomst efter Aischylos i
Shakespeare, hvis Storhed, ved at tage
Modet fra Forf., næsten har tynget paa det eng.
D. siden hans Dage, Det ejendommelige for
dette moderne D. i Modsætning til det antikke,
er dette: Medens det antikke alvorlige D.
nærmest var et Gude- og Hero-D., der øste sit
Stof af Sagakredse, er det moderne et Folke-D.,
der spejler hele Livet. I det antikke D. laa
den skæbneknyttende Daad i Alm. forud for
Handlingen, hvis egl. Indhold mest var den
Handlendes endelige Skæbne, og det var et
Situations- og Skæbne-D. (Skylden er ikke altid
en Gerning af den lidende Helt, men en Skyld
af hans Aner, som han maa sone, hvilket
hænger sammen med Blodslægtskabets og
Blodhævnens Idé, iflg. hvilken de paa hverandre flg.
Slægtled ses som et Hele, og hele Slægten er
ansvarlig for den enkeltes Skyld, - for vor
individualistiske Følelse en Grusomhed, der
ogsaa allerede føltes i Oldtiden, hvorfor Sofokles
og endnu mere Euripides søgte at forvandle
Slægtsskylden til individuel Skyld). I det nyere
D er det derimod Daadens Vorden ud fra den
Handlendes Karakter, der er D.’s Genstand, og
det er saaledes nærmest Karakter-D. De
Baand, som Korets Tilstedeværelse lagde paa
Handlingen m. H. t. Tid og Sted, er fjernede
med Koret, Handlingen udfoldes bredere,
Karakteristikken er mangfoldigere og mere
individualiseret, Motiveringen omhyggeligere. I St
f. den plastiske træder den maleriske
Virkning, det skønne krydres med det interessante
og karakteristiske, det tragiske blandes med det
komiske. Dette er fælles for det sp. og det eng.
D., men der er alligevel en betegnende Forskel.
Den Handlendes endelige Skæbne er vel i begge
bestemt ved Hensynet til hans Daad, men i det
sp. D. hidføres dette endelige Udfald ved en
uden for den Handlende staaende Magt (i
Lystspillet ved Tilfældets drillende Leg, i
Sørgespillet ved Guddommens naadige ell. unaadige
Lune), idet efter kat. Forestilling Handlingens
naturlige Gang stadig kan afbrydes og jævnlig
bliver afbrudt ved et guddommeligt Under. Hos
Shakespeare er den endelige Skæbne derimod
bestemt ved den Handlende selv, som en Følge
af hans Gerning, og Shakespeare repræsenterer
saaledes den rent menneskelige Opfattelse, iflg.
hvilken Mennesket er sin egen Lykkes Smed, og
Karakteristikken hos denne mægtige
Menneskefremstiller er psykologisk den højeste, der er
ydet. Hos ham er Karaktererne som Ure i
Glashylstre: vi ser ind i den indre Mekanisme.
Frankrig, der opr. havde været et
Hovedsæde fer de middelalderlige Skuespil, brød af
fra denne naturlige Kilde. Opr. kæmpede sp. og
antikke Mønstre om Herredømmet, men de
antikke sejrede, særlig ved det af Richelieu
stiftede Akademi, og det fr. D. skabtes af
Corneille efter de (af ham misforstaaede)
aristoteliske Regler: de »tre Enheder« (Handlingens,
Tidens og Stedets Enhed). Det var efter sit
Indhold i Modsætning til det antikke, der var et
Hero-, og det sp.-eng., der var et Folketeater,
væsentlig et Hofteater. D.’s Hovedpersoner var
hoffåhige, Fyrster og Fyrstinder og Hoffolk, fint
dannede, afmaalte og værdige i Holdning og
Sprog; og det regelrette i deres Væsen svarede
til det regelrette i de tre Enheder. Ved det fr.
Sprogs internationale Bet. som Hofsprog,
Frankrigs Prestige, Corneille’s og Racine’s
poetiske Kraft og Sving, Voltaire’s Habilitet
og Molière’s uomtvistelige Storhed blev det
fr. D. toneangivende for hele Europa igennem
18. Aarh., Genstand for Efterligning omkr. i
Landene og den herskende Magt paa Teatrene
(ved Siden af ital. Opera og Syngespil). Den
overflødige Fordring paa Tidens og Stedets
Enhed (ved Siden af Handlingens), der i det gr. D.
var motiveret ved Korets Tilstedeværelse, lagde
paa unaturlig Maade Baand paa Handlingens
Anlæg; men Handlingens Enhed og overskuelige
Sluttethed, en klar Motivering og
Opmærksomhedens Koncentration paa den Handlendes indre
Konflikter naaedes i høj Grad. I tekn. Henseende
var der her en korrekt og inden for den angivne
Begrænsning mønsterværdig Bygning. Derimod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
