Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. D.'s Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan det fr. Teater, der jo i høj Grad var et
Produkt af Lærdom og Teori, ikke frikendes for
megen kold Patos, ordrig Deklamation og
monoton Retorik, og Bestræbelsen for at naa Anstand
og Afmaalthed hæmmede ikke sjælden
Natursandheden og Udtrykkets Frihed og
menneskelige Oprindelighed. Men disse Anker gælder
langt mindre den store Karaktertegner og
Menneskekender, der skabte den fr. Komedie,
Molière, hvis mægtige Geni ogsaa til Dels var den
tændende Gnist, der gav Norden sin store
Komedieskriver i Holberg.
18. Aarh.’s sidste Del bragte Røre og
Forvandling i det fr. D. Her mødtes Oplysningstidens
Rationalisme og Kritik med Rousseau’s
ildfulde Kamp for det opr. i Mennesket (»vend
tilbage til Naturen«). Naturfølelsen uddybedes,
den tredie Stand begyndte at blive Genstand for
Opmærksomhed, i England var en borgerlig
Tragedie vokset frem ved Siden af den borgerlige
Roman og fik Indflydelse paa Frankrig og
Tyskland. Disse forsk. Strømninger gav sig først
Udslag i det borgerlige Skuespil ved
Diderot, der i Prosa behandlede det daglige og
borgerlige Livs rørende Tilskikkelser og tragiske
Hændelser, og i det moderne
Sædebillede ved Beaumarchais, der gav Tidens
Indretninger til Pris for Latter og ringede
Revolutionen ind. Dette Røre, der rokkede ved
det fr. klassiske D. og var rigt paa Bebudelser,
naaede hurtig Tyskland. Her havde man hidtil
under Gottsched’s Ledelse efterlignet det fr. D.
Nu angreb Lessing »den store Corneille«,
gjorde ved sin Dramaturgi en Ende paa den fr.
Indflydelse og skabte selv et tysk D. i Prosa
(Sørgespil og Lystspil) efter Diderot’s Forbillede.
Idet han paa een Gang henviste til de gl. (og
begrundede en rigtigere Opfattelse af
Aristoteles’ Lære om D.) og til Shakespeare som
Mønster for D., banede han Vej for Tysklands
klassiske D., der søgte at kombinere
Shakespeare med det antikke D., saaledes Goethe,
der i sin Ungdom nærmest sluttede sig til
Shakespeare, i sin Mands-Modenhed til de gl., i
»Faust« til Middelalderens Mysterier, og
Schiller, Tysklands nationaleste og betydeligste
Dramatiker, hos hvem Forsoningen mellem de to
Strømninger lykkedes bedst. Om disse to
mægtige Aander grupperede sig andre betydelige
Dramatikere (som H. v. Kleist), og ud fra den
samme Bevægelse, men i ejendommelig national
Omsmeltning fik ogsaa Danmark sit andet store
Navn inden for den dram. Digtning:
Oehlenschläger.
Siden den Tid kan D. ikke paavise noget egl.
nyt. Den moderne Tid har ikke sin Storhed paa
D.’s Omraade. Der er Dramatikere i Mængde,
en rig, ja en overvældende Litt., og der er
dramatiseret i en Mangfoldighed af Retninger, men
et D. i samme Forstand som det antikke, det
sp., det eng. og det fr., der ud fra et eget
Indhold skabte en egen Form, er her ikke Tale
om. De tyske Romantikere legede med alle
dramatiske Stilarter, og dybere Aander (som
Hebbel og O. Ludwig) valgte Shakespeare til
Forbillede og forløftede sig paa ham. I det fr.
D. fandt forsk. Svingninger Sted, i Tragedien
ved Efterligning af Shakespeare og det sp.
Teater, i Komedien ved en aandrig, men ofte frivol
Behandling af sociale Problemer. Man har lavet
alle mulige Sager og brilleret og forbløffet ved
dem: Konversations- og socialt D.
(Ægteskabsbruds-, Demimonde-, Problem-D.); man har
anslaaet alle mulige Strenge, digtet romantisk,
realistisk og naturalistisk, og for Frankrigs
Vedkommende med udmærket Teknik og
besnærende Virtuositet. Men næsten ingensteds finder
man noget, der i Originalitet og digterisk Kraft
kan sættes ved Siden af de store Dramatikeres
Værker, selv om den dram. Digtning bl. sine
Dyrkere tæller store Digtere (som Victor
Hugo, Alfred Tennyson og
Bjørnstjerne Bjørnson), hvis dram.
Frembringelser imidlertid ret ofte faldt ud som
Læsedramaer. Naar der skal være Tale om noget
virkelig originalt, er der kun 3 Navne, der er
udraabte som Bærere af det ny: Robert
Browning, Richard Wagner og
Henrik Ibsen. Det første er kun en Særhed af
nogle af Browning’s Beundrere. Browning har
digtet D. efter alm. Type og var i Besiddelse af
ikke ringe dram. Begavelse; men det er ikke
det, der tænkes paa. Meningen er, at Browning’s
ejendommelige Monologdigtning, i hvilken en
Karakter i lyrisk-reflekterende Enetale afslører
sine indre Brydninger og sit Væsen, skal være
en ny Form, det indadskuende, af D. Det er
imidlertid en Form af den lyriske Poesi, hvis
første Spire allerede kan findes i det antikke
D.’s store Patosmonologer, men ikke en Form
for D. - Beundrere af Richard Wagner
finder med mere Ret en Nyfødsel af dram. Kunst
i hans Værker. I denne ejendommelige
Samvirken af Musik og Digtning til et musikalsk D.
skal der være skabt et nyt nationalt D., som
Lessing, Mozart og Schiller har haabet det, og
D. i denne Form skal staa som det højeste
Udtryk for den nationale Kultur og som et æstetisk
Opdragelsesmiddel i Schiller’s Forstand;
»Bayreuther Spiele« skal være en Mærkepæl i Litt.’s
Historie. Det være som det vil; at her er en
genial Nydannelse, kan der næppe være Tvivl
om; om det egl. kan kaldes en Fornyelse netop
af D., er et andet Spørgsmaal. - Dramatiker af
høj Rang er derimod uomtvistelig Henrik
Ibsen, og hans Navn synes at skulle blive et
af de store, der tiltvinger sig Verdens Hyldest
ell. i hvert Fald nøder Kulturverdenen til at tage
Stilling og afsige en Dom. En Romantik, der
søger ind til store Symboler, og en Realisme,
der ikke viger tilbage for noget Træk af
Virkeligheden, en antik Skæbneidé, der lader den
enkelte bøde for Slægtens Brøde, i moderne Dragt,
og en Individualisme, der ikke kender nogen
Grænser og hævder Individet som sit Væsens
Lov, brydes her i en drømmetung Hjerne, der
er udrustet med en saadan plastisk-formende
Kraft, at den kan modelere Taage. Hele Tidens
Gæringsstof af udsøgte psykologiske og sociale
Problemer formes her med en næsten
forbløffende Teknik. Teknikken i dette Afslørings-D.,
i hvilket Knuden i Forvejen er knyttet og nu
afsløres, er vel nærmest lært i fr. Skole, men
Indholdet er født af en ejendommelig nordisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
