Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drouet d'Erlon, Jean Baptiste, fr. Marskal, (1765-1844) - Drouotske Plaster, se Spansk-flueplaster. - Drouyn de Lhuys, Édouard, fr. Statsmand, (1805-1881) - Droylsden, By i Mellemengland, Lancashire, 6 km Ø. f. Manchester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frivillige og blev allerede det flg. Aar Adjutant hos
General Lefebvre, i hvilken Stilling han tjente
indtil 1796 og fandt rig Lejlighed til at vise sin
Dygtighed i Hærene ved Mosel, Sambre og Meuse.
Senere gjorde han Tjeneste i Hæren ved Donau,
udmærkede sig i Felttogene i Aarene VIII og
IX, blev 1799 Brigadegeneral og 1803
Divisionsgeneral, kæmpede med Udmærkelse 1805, deltog
i Slaget ved Jena 1806 og ved Friedland 1807,
hvor han saaredes haardt. For sine
Fortjenester i disse Aar udnævntes han til Storofficer af
Æreslegionen og fik Titlen Greve af Erlon. 1809
bidrog han væsentlig til Tyrols Besættelse og
sendtes det flg. Aar i Spidsen for 9. Armékorps
til Portugal, hvor han 1811 slog den eng.
General Hill. 1813 kæmpede han i Spanien under
Soult, deltog efter Slaget ved Vittoria i
Tilbagegangen over Pyrenæerne og i Kampene ved
Adour, Orthez og Toulouse 1814. Efter den
første Restauration fik han Kommandoen over 16.
Militærdivision, arresteredes imidlertid 13. Marts
1815 i Citadellet i Lille som Medskyldig i et
Oprør mod Regeringen. Det lykkedes ham
imidlertid ved Napoleon’s Tilbagekomst at
bemægtige sig Citadellet, hvorefter han med
Officererne i sin Division gik over til denne. Han
udnævntes til Pair af Frankrig og sattes i Spidsen
for 1. Armékorps, i hvilken Stilling han
kæmpede ved Waterloo. Ved Ludvig XVIII’s
Tronbestigelse udvistes han af Frankrig og flygtede
til Bayern, hvorfra han det flg. Aar vendte
tilbage for at støtte Didier’s Konspiration. Han
dømtes til Døden, men det lykkedes ham
ved Kammeraters Hjælp at flygte. 1825 vendte
han igen tilbage og fik efter Julirevolutionen
Kommandoen over 12. Division i Nantes. 1834
-35 var han Generalguvernør i Algier, men
overtog herefter atter Kommandoen over
Divisionen, Som Belønning for sin lange Tjeneste
udnævntes han 1843 til Marskal af Frankrig.
B. P. B.
Drouotske Plaster [dru’oskə-], se
Spanskflueplaster.
Drouyn de Lhuys [dru’æ-’d-lyi(s)],
Édouard, fr. Statsmand, f. 19. Novbr 1805, d. 1.
Marts 1881, blev 1831 Sekretær hos den fr.
Sendemand i Madrid, Grev Harcourt, og var
1833-36 Legationssekretær i Haag. Han blev
derefter i samme Egenskab sendt tilbage til
Madrid, men hjemkaldtes 1840 for at blive
Direktør i Udenrigsministeriet i Handelssager.
1842 valgtes han til Deputeretkamret og hørte i
Virkeligheden til Oppositionen, men brød dog
først 1845 aabent med Ministeriet ved sin
Afstemning om den Pritchard’ske Sag. Han fik
derfor sin Afsked og var siden afgjort fjendtlig
mod Guizot og hans Embedsfæller;
understøttede Forslaget om en Valgreform og deltog
Febr 1848 i Kravet om at sætte Ministrene
under Tiltale. I Nationalforsamlingen 1848 hørte
D. til højre Side og var Formand for
Udenrigsudvalget; blev 20. Decbr Udenrigsminister og
fremkaldte Toget til Rom, men maatte derfor
afgaa Juni 1849. Han var derefter Sendemand
i London, hvor han mæglede mellem England og
Grækenland og underskrev den første Protokol
om det danske Monarkis Integritet. Jan. 1851
blev han paa ny Udenrigsminister, dog kun i
14 Dage, men medvirkede til General
Changarnier’s Fjernelse fra Kommandoen i Paris og
hjalp derved til at fremme det senere Statskup.
Efter dette Decbr 1851 blev han først Medlem
af den raadgivende Kommission om Statens ny
Forfatning, derefter Senator og 28. Juli 1852
Udenrigsminister. Som saadan ledede han
Underhandlingerne om de hellige Steder i
Jerusalem, hvoraf Krim-Krigen fremgik, og deltog
i Konferencerne i Wien Apr. 1855, men trak sig
kort efter tilbage, da Kejser Napoleon ikke
vilde nøjes med de østerr. Forslag, saaledes som
D. tilraadede. I et senere Skrift, Histoire
diplomatique de la crise orientale (1858), forsvarede
han sin Optræden i dette Spørgsmaal. 1856
nedlagde D. ogsaa sin Senatorpost, fordi han
følte sig krænket ved nogle dadlende Ytringer
af Kejseren om Senatets alm. Holdning. Dog
overtog han Oktbr 1862 for 4. Gang
Udenrigsministeriet, idet han afløste Thouvenel, der
regnedes for at være alt for venlig stemt mod
Italien, medens D. hældede til Østerrig. Han
afslog ogsaa straks den ital. Regerings
Opfordring om at rømme Rom, men maatte dog 2
Aar senere slutte Septbr-Aftalen, hvori dette
lovedes. Endvidere førte han 1863
Underhandlingerne om det polske Spørgsmaal, men havde
ikke bedre Held heri end med Forsøget paa at
fremkalde en europ. Indblanding i den
nordamerikanske Borgerkrig til Bedste for
Sydstaterne. Heller ikke de gentagne Bestræbelser for at
fremkalde en europ. Kongres (Novbr 1863 og
Maj 1866) lykkedes, og hans Optræden under
den dansk-tyske Strid indbragte kun liden Ære,
idet han meget tidlig opgav London-Traktaten
om det danske Monarkis Integritet og undlod
ethvert Skridt, der kunde støtte Danmark mod
dets mægtige Modstandere. Derimod nedlagde
han en højtidelig Indsigelse mod
Overenskomsten i Gastein mellem Preussen og Østerrig
Aug. 1865, fordi den formentlig krænkede baade
ny og gl Folkerets Grundsætninger. Endelig
fremsatte han efter Krigen 1866 Paastand paa
en Landudvidelse for Frankrig ved Rhinen, men
mødte bestemt Afslag fra Preussen og trak sig
tilbage 1. Septbr, da Kejser Napoleon ikke turde
optage en Krig med denne Magt. I
Virkeligheden var saaledes Frankrigs Udenrigspolitik i
de 4 Aar, han var dens formelle Leder, kun en
Række af Nederlag og Indledning til den
frygtelige Krig 1870; derimod sluttedes der fl.
vigtige Handelspagter i frihandelsvenlig Retning.
Samme Dag, D. afgik som Minister, blev han
Medlem af Geheimeraadet; ogsaa var han Maj
1863 igen blevet Senator. Efter Kejserdømmets
Fald 1870 tog D. ligesom mange andre af dets
Stormænd Ophold i England, indtil Freden var
sluttet; men han søgte ikke senere at spille
nogen politisk Rolle. Derimod var han indtil 1878
Formand for det store fr.
Landhusholdningsselskab, saaledes som han i en lang Aarrække
forud havde været; ligeledes var han 1862
blevet Formand for Akklimatisationsselskabet.
(Litt.: B. de Harcourt, Les quatre
ministères de D. [Paris 1882]).
E. E.
Droylsden [’drå^i£zden], By i Mellemengland,
Lancashire, 6 km Ø. f. Manchester, har
Bomuldsindustri. (1911) 13259 Indb.
G. Ht.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
