Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Druser er Navnet paa en Række Stammer, som har Bolig i den sydlige Del af Libanon og Antilibanon - Drushina (*c: »Broderskab«), russ. Landeværn, nu speciel Bataillon i den russ. Milits - Drusllla, yngste Datter af Herodes Agrippa I - Druskowitz, Helene, østerr. Forfatterinde, (1858- ) - Drusus, Tilnavn i de romerske Slægter Livius og Claudius. Af dets Bærere mærkes - 1) Marcus Livius D., Folketribun 122 f. Kr. - 2) Marcus Livius D., førte som Folketribun 91 en lgn. Politik - 3) Nero Claudius D., (38 -9 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vis Kreds, de indviede; disse, der kaldes uqqâl
(ɔ: de vidende), danner inden for hver
Stammeafdeling et religiøst-politisk Repræsentantskab,
der har alle Afgørelser i sin Haand; hver
Torsdag samles de til Møde, hvor baade religiøse
og politiske Emner debatteres, og ved vigtigere
Lejligheder vælger de Repræsentanter, der efter
fuldstændig parlamentarisk Skik samles til
større fælles Raadslagninger. Ejendommelig for D.
er den strengt gennemførte hierarkiske Orden,
der har lagt Ledelsen af de verdslige og
aandelige Anliggender i de samme Mænds Hænder. I
de indviedes Kreds kan enhver optages; der
paalægges dem særlige Tvangsforskrifter,
Forbud mod Tobak, Luksus i Klædedragt, Vin, Brug
af Eder o. m. a., for hvilke de udenforstaaende,
der kaldes djuhala (ɔ: de uvidende), er
fritagne. De indviede nyder ingen særlige Fordele,
men er i stor Anseelse bl. deres Stammefæller.
D. er nøjsomme og dygtige Folk, tapre og
krigerske, men lumske og hævnsyge; ligesom
Ørkenaraberne udviser de stor Gæstfrihed. De
tror paa en Sjælevandring, dog kun inden for
Menneskenes Kreds, og mener, at
Menneskesjælen i hvert nyt Liv kan naa nærmere hen imod
Fuldkommenheden.
I de første Aarh. efter denne Sekts
Indstiftelse har den en fuldstændig uafhængig Stilling;
1588 undertvinges D. af Murad III, der samlede
dem alle under Overhøjhed af en Emir. Det
Baand, der knyttede denne til den tyrk.
Regering, var imidlertid meget løst, og for det meste
var Emirerne at betragte som selvstændige
Herskere over Libanons utilgængelige Egne.
Værdigheden som Emir var arvelig, og bl. de
Dynastier, der har haft Magten, kan særlig nævnes
Familien Shehâb; lil denne hørte den mest
berømte af D.’s Emirer, Beshir, der levede i
19. Aarh.’s 1. Halvdel. Han traadte gentagne
Gange i fjendtligt Forhold til den tyrk.
Regering, der fik ham fortrængt, men ved
Understøttelse af Vicekongen i Ægypten, Muhammed Ali,
vendte han atter tilbage. Emir Beshir udstrakte
ogsaa sit Herredømme over Maronitterne og
antog til sidst selv Kristendommen; dette gav
Stødet til en Rk. Rivninger mellem disse og D., der
efterhaanden fik en stadig skarpere Karakter,
indtil en Katastrofe indtraf ved de store
Kristenmassakrer Juli 1860 i Damaskus og andre syr.
Byer. Under denne Begivenhed havde
Tyrkernes Embedsmænd hemmelig støttet D.; men da
derpaa de europ. Magter blandede sig i Sagen,
og der tilvejebragtes særlige Garantier for de
kristne Indbyggere i Libanon, foranledigedes D.
til for en stor Del at fortrække til Hauran. I disse
Egne er det senere ofte kommet til Stridigheder
mellem dem og de tyrk. Guvernører, der stadig,
men forgæves, søger at udvide deres
Herredømme bl. D. ud over det rent nominelle. (Litt.:
Silvestre de Sacy, Exposé de la religion
des Druses [Paris 1828]; Churchill,
Residence at Mount-Lebanon [4 Bd, London 1855-
62]; Guys, La nation druse [Paris 1864]).
J. Ø.
Drushina [dru’зina] (ɔ: »Broderskab«), russ.
Landeværn, nu speciel Bataillon i den russ.
Milits siden 1812, kaldtes i det gamle Rusland
Fyrstens haandgangne Mænd, der udgjorde
hans Følge og dannede en Slags Statsraad,
hvis Betænkning Fyrsten indhentede; desuden
hjalp den til med Landets Forvaltning og
paa Krigstog dannede den Kernen i Opbudet.
D. er ligefrem den nordiske Hird, der ved
Varægernes Erobringer i Rusland blev
omplantet paa slavisk Grund. D. benævnes nemlig
ogsaa »Gridj«, der er det nord. hird omsat til
russ. Lydform og ligesom dette er et
Hunkønsord. Et Medlem af D. kaldtes »Gridin« (nord.
hirðmaðr). Det Hus, i hvilket D. boede
(nord. hirðstofa), hed »Gridnja« og var
tillige Fyrstens Audienssal. I den ældste
varægiske Tid bestod D. af Nordboer; i 11. og 12. Aarh.
træffer man i D. ogsaa Russer, Polakker,
Tyrker o. a. Nationaliteter. Forholdet imellem
Fyrsten og hans D. var som i Norden frit; den
enkelte Hirdmand kunde, naar han vilde, forlade
Fyrsten og tage Tjeneste hos en anden. Fyrsten
underholdt og lønnede D. af sine Indtægter;
den var kun knyttet til hans Person, den fik
intet Jordegods, saa at der af den ikke fremstod
noget lokalt, stabilt Aristokrati. Senere bestaar
D. af Bojarer og afløses (1551) af »Strelitzerne«.
Henimod Slutn. af 15. Aarh. omtales D. ikke
længere i de russ. Annaler.
(K. V.). L. K.
Drusilla, yngste Datter af Herodes Agrippa I,
iflg. Josefos gift med Kongen af Emesa, men
Prokuratoren Felix fik hende skilt fra ham og
ægtede hende selv (Apost. Gern. 24, 24).
J. P.
Druskowitz, Helene, østerr. Forfatterinde,
f. 1858. Har især behandlet litteraturhist. og
filos. Emner, f. Eks. skrevet en Bog om Shelley
(1884) og en Studie over Eugen Dühring (1888),
ogsaa fl. Lystspil findes fra hendes Haand.
C. B-s.
Drusus, Tilnavn i de romerske Slægter Livius
og Claudius. Af dets Bærere mærkes
1) Marcus Livius D., Folketribun 122 f. Kr.,
optraadte mod sin Kollega Gajus Gracchus ved
i Forstaaelse med Senatet at foreslaa Love, der
overbød Gracchus’ Lovforslag; bl. a. foreslog
han at anlægge 12 Kolonier, hver paa 3000 Mand,
i Italien for derved at skaffe de fattige Borgere
Jord. Efter at have været Konsul 112 fik han
Makedonien til Prov. og vandt her en Sejr over
Skordiskerne.
2) Marcus Livius D., foreg.’s Søn, førte
som Folketribun 91 en lgn. Politik, idet han
søgte at befæste Senatets Magt ved at
imødekomme en Del af Folkets Ønsker. Han foreslog
derfor at tilbagegive Senatet den dømmende
Myndighed, mod at der i det optoges 300
Riddere, at udvide Kornuddelingen og at anlægge
Kolonier paa Sicilien og i Kampanien. Disse
Forslag, som han imod Loven havde koblet
sammen, lykkedes det ham at faa Folket til at
vedtage, men Ridderne var hans forbitrede
Modstandere, og ogsaa Senatet kasserede efter en
heftig Kamp de vedtagne Love. Da D. saaledes
saa Grunden draget bort under sin Politik, søgte
han Støtte hos Roms italiske Forbundsfæller,
hvem han foreslog at give rom. Borgerret, men
heller ikke hertil fik han den fornødne
Understøttelse, og man beskyldte ham for at staa i
Forbindelse med en formelig Sammensværgelse
bl. Forbundsfællerne. Kort efter blev han myrdet.
3) Nero Claudius D., Søn af Tiberius
Claudius Nero og Livia Drusilla, blev f. 38 f. Kr.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
